Den Gang Vorherre og Sankt Peder de vandrede paa Jorden, da var de en Gang blevne baade sultne og tørstige. Saa kom de ind til en gammel Kone og bad om en Krumme at æde og drikke; og hun gav dem ogsaa det bedste, hun havde, det var jo ikke saa meget, for hun havde det fattigt og tarveligt. Da de skulde saa gaa igjen, siger de, at de havde ikke noget at give hende for det, men hun maatte faa tre Ønsker. De tænkte nu, hun vilde bede om Guds Rige for det første, men det tænkte Konen ikke paa.
Hun vidste nu aldrig, hvad hun skulde finde paa at bede om. Endelig kom hun i Tanker om, at hun havde noget Hør, der var saa stakket at spinde, og saa ønsker hun, at det maa blive langt. Dernæst havde hun noget Brændsel, der var saa slemt at faa i Stykker, og saa ønsker hun, at hvad hun slog paa, det maatte straks gaa i Sønder. Endelig mindedes hun, at hun havde saa langt at gaa efter Vand, og saa ønskede hun, at de to sorte Kander, hun havde at hente Vand i, de maatte selv kunne daske til Kjelden efter Vand og blive fyldt, naar hun sagde til dem, at de skulde gaa.
Naa, saa havde hun jo hendes tre Ønsker. Saa vilde hun til at prøve dem, og først skulde det saa prøves med Kanderne. Deher to sorte nogle pikkede ogsaa af, og hun tykte jo, det saa saa morsomt, og i det samme rækker hun Hænderne i Vejret, saadan i hendes Glæde, og slaar saa ned med dem paa hendes Laar. De gaar øjeblikkelig i Stykker, og hun falder om paa Stedet, hvor hun staar, og kan hverken støde eller gaa. Som hun nu laa der, blev hun saa elendig i Sind, og hendes Næse blev snattet. Saa vilde hun snyde den med Fingrene og tørre det af paa hendes Skjørt, men da bliver Næsen saa lang, og hun rykker den helt derom. Saadan gik det hende med hendes Ønsker, og hun ligger der nok den Dag i Dag.
Byriel Jensen, Grynderup.