En Mand gik inde i Skoven med en Sæk og vilde samle Spaan. Da han havde faaet nogle i den, hørte han under Jorden i en Høj tæt ved Siden af sig en Stemme, der sagde: »Bjærgehimmel, luk op!« Saa aabnede Højen sig, og en lille skjægget Pusling kom ud og gik længere ind i Skoven. Lidt efter gik Manden hen til Højen og sagde lige saadan, som han havde hørt: »Bjærgehimmel, luk op!« Jo, ganske rigtig, saa aabnede Højen sig, og han gik ind og fandt saa mange Guld- og Sølvgjenstande. Saa gaar han ud igjen, hælder den Smule Spaaner af Sækken, som han har samlet, og kommer saa meget Guld og Sølv i den, han kan bære. Dernæst gaar han ud og siger: »Bjærgehimmel, luk i!« Da lukkede Højen sig, og han gik ud.
Saa kunde han ikke bare sig for at fortælle en anden fattig Mand, hvordan han var kommen afsted, og han vilde da prøve, om han kunde gjøre lige saa god en Træfning. Altsaa tager han en Sæk og gaar ud til den samme Høj. Da han har ventet noget, er han ogsaa heldig nok til at høre Bjærgmanden inde i Højen sige: »Bjærgehimmel, luk op!« og da han nu er gaaet ud, kommer Manden med sin Sæk, men for at ingen skulde overraske ham, mens han var der inde, saa var det første, han gjorde, at sige: »Bjærgehimmel, luk i!« Nu fyldte han saa meget i Sækken, som han kunde omtrent bære, og saa skulde han jo til at ud igjen, men han havde glemt, hvad han skulde sige, og da Bjærgmanden kom tilbage igjen, stod han bag ved Døren og sagde: »Bjærge, bjærge, bjærge!« mere kunde han ikke huske.
Saa sagde Bjærgmanden: »Naa, det er dig, der har været her og har stjaalet mit Guld og mit Sølv, da skal du aldrig komme til at stjæle hverken fra mig eller nogen mere.« Saa slog han ham ihjel.
P. Andersen Bjerregaard, Brandstrup.