Der var en Præst, som havde meget for Vane at gaa ud paa Kirkegaarden om Aftenen, og Præstegaarden laa tæt ved Kirken, som den gjør saa mange Steder. Men hans Kone var ikke saa meget godt fornøjet med dette her, de levede ellers rart sammen og havde det saa godt, men den Nattegang var hun ikke glad ved. Saa træffer det en Aften, da han atter er paa Vej til Kirkegaarden, at han hører én staa og kaste med en Spade der ude. »Hvad mon det skal betyde?« tænkte han ved sig selv, og gaar saa hen for at se efter, hvordan det forholder sig, og hvem det er; men Personen mærker, at der kommer én, og saa render den sin Vej.
Præsten gaar hen til Stedet og finder, at der er kastet et lille Hul, og der staar en lille bitte Ligkiste ved Hullet. Han bliver saa sær ved det Syn, men bliver endnu mere forundret, da han faar Laaget op, for det var ikke smækket anderledes paa, end at det magelig kunde tages af. Der laa nemlig et levende Barn i Kisten. Præsten grunder over, hvordan det skal forstaaes, og tænker, at det maa være en Fejltagelse; men her var ikke Tid til lang Grunden, altsaa tager han Barnet med sig hjem for det første. Nu holdt han ikke af at aabenbare det for hans Kone, da han nok skjønnede, det var bedst, at den Sag gik af i Stilhed, og saa kom han heldigvis i Tanker om, at der boede en Kone ude paa Heden, som havde tjent ham, og hendes Mand var for nylig død, men hun havde et lille spædt Barn, der laa ved Brystet, og saa kunde han maaske faa hende til at føde dether op ogsaa. Han gaar saa derud den samme Nat, banker paa Døren og faar Konen i Tale. Ja, saadan og saadan forhavde det sig, her var et lille Barn, som han havde fundet ude paa Kirkegaarden, og nu havde han tænkt sig, at hun kunde tage imod det for gode Ord og Betaling. Men det gjaldt jo om at holde det hemmelig, og derfor maatte hun helst sige, at der var kommet en Pige fra en Kjøbstad til hende med det. Pigen var kommen galt afsted og skulde nok betale for Barnets Opdragelse, men det skulde være dulgt.
Konen lovede at tage sig af Barnet, og det blev Præsten glad over, han tog ned i hans Lomme og flyede hende nogle Penge, og saa var den Sag afgjort. Men Barnet havde saadan nogle kostbare Klæder paa sig, og dem beslutter de, at hun skal tage af og gjemme, og saa klæde det op som et fattigt Barn. Da den Aftale var gjort, og alting var til Side, gik Præsten hjem, og nu var det blevet Dag.
Da han kom ind, sad Konen og drak Kaffe og spiste Frokost. »Men hvor har du dog været den heleste Nat?« Ja, han vidste det snart ikke, han var gaaet ud i Marken i Aftes og var gaaet omkring saadan i Tanker, og saa var Tiden svunden hen for ham, saa han snart ikke vidste, hvor den var bleven af. Saa fik han en Kop Kaffe at varme sig paa, for han var baade forfrøssen og sølle og søvnig, og da Konen var saa venlig imod ham, vilde han ogsaa lyde hende i at gaa hen at sove.
Nu gik Præsten tit ud til det Kvindfolk paa Heden for at fly hende Penge og se til Barnet og høre til, hvad Folk sagde, og saadan, og de Besøg kunde hans Kone ikke ret forstaa sig paa, hun var ikke saa fri for at være noget sørgende over det, men turde heller ikke spørge ham om noget. Da en Tid faar gaaet, og Drengen er bleven stor, fortæller han hende noget om denher Pige fra Kjøbstaden, der havde sat et Barn af ved Konen paa Heden, og de havde jo selv kun en lille Pige, saa han vilde, at de skulde tage Drengen til dem, det kunde ikke gjøre dem det mindste, og det var en stor Almisse at gjøre imod Barnet. Konen sagde ja, og saa kom Drengen i Præstegaarden, men Præsten gjemte det Tøj af Barnets.
Drengen blev lært godt op og kom som voksen til en Herregaard der i Sognet for at være Skytte. En Dag sagde Præstekonen, at hun syntes, det var sært, der kom ikke nogen Frier til deres Datter.
»Aa«, siger Præsten, »det kan ogsaa være det samme, for hun er forlovet.«
»Er hun forlovet?« siger Konen, »da har jeg aldrig mærket til noget, sig mig endelig, hvem det er.«
Ja, det var den lille Fyr, der nu var Skytte.
»Aa, hvad kan det hjælpe, vi kan ikke give vor Datter noget, og han har heller ikke noget.«
»Det skal du aldrig bekymre dig om«, siger han, »vi havde jo heller ikke noget, da vi kom sammen.«
En Dag kom Forvalteren paa Herregaarden kjørende til Præstegaarden med Herremandsenken i Besøg. Som de nu sad og snakkede, sagde hun, at hendes Ærende da egentlig var at faa Præsten til at hjælpe sig med at sætte nogle Papirer op. Nu var hun hen paa Alderen og havde haft saa megen Sorg, derfor mente hun, det var paa Tiden at faa bestemt, hvem der skulde arve hende, og nu vilde hun da have Forvalteren det hele tilskrevet, for han var hendes Mands Broder og havde været hos hende i mange Aar.
Saa vilde Præsten vide, hvad særdeles Sorg hun da havde haft.
Ja, han vidste jo nok, at hendes Mand var død, og saa en Maaned efter fødte hun noget til Verden, som var saadan en Waanfar, det havde Forvalteren sagt, og han havde sørget for at faa det af Vejen.
»Da har jeg intet saadant Barn kastet Muld paa«, siger Præsten.
Nej, det vidste hun nok, Forvalteren havde sagt, at hun kunde ikke taale at faa det at se, og derfor havde han kastet det hen i al Stilhed paa Kirkegaarden, og hun troede ham jo godt nok, for det var hendes Mands Broder.
»Ja, det var ingen Waanfar«, siger Præsten, og saa render han ind efter hans Kirkebog og slaar op i den; der kunde hun se, at det var et levende Barn, der var født paa den Tid og fundet paa Kirkegaarden.
Om han kunde gjøre noget Bevis for, at det var hendes? siger hun.
»Ja, det tænker jeg«, og saa springer han ind efter det kostbare Tøj, som Barnet havde paa sig: om hun kunde kjende det?
»Ja«, siger hun, »det kan jeg kjende, for jeg har vædt det med mine grædende Taarer, ilav min Mand døde, da sad jeg og syede paa det. Men hvor er Barnet?«
Ja, for Øjeblikket vidste han det ikke, det kunde være muligt, han kunde være i Præstegaarden, for det var ikke saa sjælden, han kom der. Præsten render nu ud i Haven og træffer ham godt nok der ude, han og Datteren gik og spaserede med hinanden. Saa kommer han ind med ham og siger, at her var hendes Søn. De farer i hinandens Favn, og hendes Kinder, der før var bleghvide, blev nu blusrøde, og der blev stor Glæde. Saa blev Forvalteren kaldt ind, og Enken sagde, at han skulde pakke sig øjeblikkelig, hun vilde ikke mere se ham for sine Øjne, for hun kunde jo godt forstaa, hvifor han havde saadan baaret sig ad.
Den Gang alt det var nu gaaet for sig, fik Præstekonen først Sagens Sammenhæng at vide. Hun tager da Ordet og fortæller om, hvor tit hun havde været sørgmodig og nedslagen, for det hendes Mand havde gaaet ud til den Kone, og nu vilde hun ikke længere dølge den Sorg, hun saadan havde haft, for nu var det hele jo blevet vendt om til Glæde. Da Besøget var endt, kjørte Sønnen hjem med Moderen i Steden for Forvalteren, og nu skulde han ikke være Skytte længere. Om en Tid bliver han saa gift med Præstens Datter, og paa den Maade fik hun et bedre Gifte, end Præstekonen havde tænkt, for de blev straks Ejere af Herregaarden og levede godt med hinanden.
Ane Sofie Lavridsdatter, Øster-Bording.