Der var to Brødre et Sted, den ene var rigtig fattig, og den anden var rig. Den fattige Mand havde Kone og mange Børn, og han trængte ikke sjælden til Hjælp. Hans Broder maatte jo tit hjælpe ham i en snæver Vending, men han var ogsaa slem til at benytte sig af ham og sende Bud til ham om at komme og hjælpe sig med et og andet. Naar han saa var færdig til at tage hjem om Aftenen, sagde de der oppe: ja, nu skulde han have saa mange Tak, og det var den Betaling, han fik. Det kunde de ikke vel leve af, og Konen blev især noget kjed af at høre det alle Tider.
En Dag kom der Bud, at han skulde komme og hjælpe dem at slagte en stor So, og saa siger hun til Manden: »Du skal ikke saadan gaa for ene Tak; naar du er færdig og skal afsted, skal du sige, om du ikke maa faa Svinehovedet til Jul.«
»Det faar a vel ikke«, siger han, »men a kan jo sagt sige det.«
Nu gik det saadan, at de sagde Tak, ligesom de plejede, og saa sagde han det om Svinehovedet.
»Ja, tu tag det saa og rejs til Helvede med det«, sagde Broderen.
Den Gang han kommer hjem, bliver Konen saa glad. »Der kan du se, det hjalp, nu har vi noget til Jul.«
»Ja, hvad kan det hjælpe, a skal jo til Helvede med det.«
Konen tykte, det var rent galt, at han skulde tøde en Dag med den Tur, og maaske én Dag ikke kunde gjøre det. Men Manden vilde afsted.
Han kommer saa afsted tidlig om Morgenen.
Da han nu kommer næsten derned til Helvede, stod der en gammel Mand og savede Brænde. Han sagde: »Hvor skal du hen med det Svinehoved?«
Ja, saa fortalte han, te han skulde til Helvede med det, hans Broder havde sendt ham derned.
»Ja, du skal ikke kere dig efter, hvad din Broder siger. Naar du nu kommer ind, spørger Ham selv dig vel om, hvad du skal have for det Svinehoved. Saa skal du svare, te det har du ikke tænkt paa at faa noget for, men du vil gjærne have den gamle skidne Dug, der ligger uden for Døren. Naar du saa faar den og siger: Bred Dug, staar der de fineste Retter paa den, og saa kan du leve lige saa godt som de kongelige.«
Naa, saa kom han ind til Ham selv, og han spurgte ham om, hvad han skulde have for Svinehovedet.
»Det kan a vel ikke faa noget for«, siger han, »men a vil gjærne have den gamle skidne Dug, der ligger uden for Døren.«
»Ja tu, saa tag den, men den har ellers ikke slaaet dig paa Mund, der har lært dig det.«
Saa rejste han af hjem ad med hans Dug. Han kom om ved en stor Gaard, og der boede en rig Kone. Hende gik han ind til og sad og hvilte sig lidt. Saa spørger Konen ham om, hvor langt han havde været henne.
Ja, han havde været i Helvede.
»Hvordan kan det være, du gaar med den gamle skidne Dug?«
Ja, saa fortæller han, hvordan han havde faaet den.
»Aa, det var da en rar Dug. Det bliver for sildig for dig, bitte Mand, at komme til dit Hjem i Aften, du kan godt blive her og komme til at ligge i vort Gjæstekammer.«
Det sagde han Tak for, han kunde ogsaa nok indse, det vilde blive for sildig at komme hjem. Hun beværter ham nu godt, og saa følger hun ham til Sengs. Han var saa forsigtig at tage Dugen med, og han lagde den ved Fødderne af Sengen. Den Gang han var falden i Søvn, saa kom Værtinden listende ind med en anden skiden Dug, og den lagde hun i Steden for den, han havde.
Om Morgenen, da han kom op, blev han godt beværtet igjen, og saa rejste han af med hans Dug. Paa Vejen kom han om ved et Fald pæne grønne Agre, og han breder Dugen og vil til at holde Maaltid. Men den laa lige saa slatte, og der vilde ikke til at komme Mad paa den. Da han nu mærker, at den Dug ingen Ting duer til, saa vender han om og gaar tilbage.
Saa kommer han igjen om ved den Mand, der stod og savede Brænde. »Det hjalp ikke med den Dug«, siger han, »der blev ingen Mad sat paa den.«
»Saa har du vist ladet dig narre. Men du kan jo gaa ind til Ham selv og faa den byttet. Naar du kommer ind, saa spørger han: hvad du skal have for den Dug. Saa skal du sige, at du kan vel ikke faa noget for den, men vil da gjærne have det sorte Faar, der staar bunden inde i Stuen et Stykke fra Døren. Naar du vrider i Halen af det Faar, saa gjør den Penge, lige saa mange du ønsker, og den bliver ved, saa længe du vrider.«
Naa, saa kommer han ind og siger, at han vil gjærne af med Dugen.
»Hvad skal du have for den?« siger Ham selv.
»Ja, a kan vel ikke faa noget for den, men a vilde da gjærne have det sorte Faar, der staar bunden her inde.«
»Tu tag det, men den har ikke slaaet dig paa Mund, der har lært dig det.«
Han rejste nu derfra med det sorte Faar.
Paa Hjemvejen kom han forbi den samme Gaard. Han tykte, at det var bedst at hvile sig lidt, og tænkte ogsaa paa at blive der om Natten.
Konen kom nok saa sleg imod ham og sagde: »A tykker, du kommer med et sort Faar, har du faaet det for Dugen.«
»Ja, a har.«
»Det var da sært, du vilde gjøre den Handel.«
»Jo, det var ikke sært, for det Faar kan gjøre Penge, og den bliver ved det, saa længe en vrider den i Halen.«
»Aa, det bliver for sildig for dig at komme hjem i Aften, du kan godt ligge i vort Gjæstekammer i Nat.«
Ja, det var saa meget godt, og da han gik i Seng, bandt han Faaret ved Sengestolpen og bestemte sig til, at han vilde passe ret godt paa det. Men han var træt og faldt snart i Søvn. Værtinden kom saa listende ind paa Hosefødder med et andet sort Faar og byttede dem om.
Da han kom op om Morgenen, fik han noget at leve af, og saa drog han af hjem ad med hans Faar. Da han var kommen et Stykke hen, vilde han til at prøve Faaret. Han begyndte at vride i Halen, men det blev med hende som med andre Faar og ikke et Haar bedre.
Det kunde ikke hjælpe at komme hjem med det, kunde han nok forstaa, og saa giver han sig paa Vej tilbage til Helvede. Da han nu kommer til Manden, siger han: »Naa, du har nok ladet dig narre igjen.«
Ja, han havde prøvet det, og det kunde ikke gjøre Penge.
»Naar du nu kommer ned til Ham selv, og han spørger som sædvanlig, hvad du skal have for det Faar, saa skal du sige, at det har du ikke tænkt at faa noget for, men du vil gjærne have den Kølle, der staar i en Krog der inde. Naar du siger: Spring, Kølle! saa slaar den alle dine Uvenner ihjel, og den hjælper dig til at faa de andre Ting igjen.«
Naa, saa kommer han ind og tilbyder Faaret. Ham selv spørger om, hvad han skal have for det.
»Ja, a har ikke tænkt paa at faa noget for det, men a vilde gjærne have den Kølle, der staar henne i den Krog.«
»Den kan du godt faa, men den har ikke slaaet dig paa Munden, der har givet dig det ind.«
Han faar Køllen og rejser af. Paa Hjemvejen kommer han til Gaarden og gaar ind. »Hvad, a tykkes, du har faaet en Kølle«, siger hun, »hvad vil du have den til?«
»Ja, den er vel til at slaa med som andre Køller«, siger han, for han var jo bleven klogere nu.
Saa snakkede hun jo om, at han kunde godt blive der og ligge i deres Gjæstekammer. Det var han ogsaa godt tilfreds med. Da han var kommen i Seng, lod han til at være trængende til at sove, og han laa stille hen, som om han sov fast. Da kommer Konen listende og vil tage den. Men saa siger han: »Spring, Kølle!« og nu begynder den at gjennemtærske hende saa forfærdelig. Hun jamrer sig og siger, te hvis han vilde holde op med det, vilde hun give ham baade Faar og Dug igjen, som hun havde taget, og aldrig narre ham mere. Ja, saa sagde han: »Stat, Kølle!« og nu holdt den op.
Han fik nu alle hans tre Ting og drager af med dem. Da han var kommen til de pæne grønne Agre, satte han sig og lagde Dugen ned i Græsset. Aldrig saa snart han nu sagde: »Bred Dug«, saa stod der de dejligste Retter, og han sad som ved et kongeligt Taffel.
I det samme kom der nogle fine nogle kjørende. »Nej, sikken Bonde der sidder«, siger de, »og sikken Levemaade han sidder med.« Der staar én af Vognen og gaar hen til ham. »Da sidder du og har det godt«, siger han, »det var dog en dejlig Mad.«
Ja, da kunde han vise ham mere endnu, og saa begynder han at vride Faaret i Halen. Den gjør nu Penge alt det den kan, og dem, der sad i Vognen, de blev saa begjærlige, at de sprang ned og begyndte at samle i Vognen. Saa siger han til Køllen: »Spring, Kølle!« og nu begyndte den at slaa løs paa dem. Den slog først den ene og saa den anden ihjel, og de havde jo faaet Pengene læsset op, saa han behøvede blot at tage Faaret og Dugen med, og saa kjørte han hjem med Heste og Vogn til hans fattige Kone.
Da hun og Børnene saa ham, blev de svært glade. De kom ind og fik Dugen bredt, og saa spiste de; ja, Børnene havde aldrig faaet saadan Levemaade, de var som fødte paany.
Konen spurgte saa, om det Faar ogsaa var deres.
Ja, det var, og nu vilde han vise dem, hvad det duede til. Et af Børnene skulde løbe over til den rige Broder og laane en Skjæppe. Han kom med den, og den var noget aaben i Lugerne. Saa vred han Faaret i Halen, og Skjæppen blev fuld af Guldpenge. Da de hældte dem af, var der kommet en Skilling til at sidde inde imellem Staverne, men han vilde ikke pilke efter den, og saa bar de Skjæppen hjem.
Da den rige Mand saa den, sagde han: »Har I nu saa mange Penge, at I maaler dem i en Skjæppe?«
Ja, de gjorde.
»Hvor har I faaet dem fra?«
»I Helvede«, svarte Drengen.
Den rige Mand vilde nu over at se, om det var sandt. Han spørger om de havde faaet alt det for Svinehovedet.
Ja, de havde.
Da havde han lige slagtet en gammel Galt, og saa vilde han afsted med det Hoved derned. Han kommer ogsaa til Gang og træffer godt nok Manden, der stod og savede Brænde.
»Hvor vil du hen?« siger han.
»Det har a ikke glemt«, siger den rige Mand, han gav et kort Svar.
Da han nu kommer ind til den Slemme med Hovedet, spørger han ham, hvad han skal have for det. Ja, han vilde have en Dug, der kunde dække sig selv, og saa et Faar, der kunde gjøre Penge, og saa en Kølle.
»Naa, det er dig, der har narret mig mine Sager fra, saa skal du da og ske en Ulykke.« Han tog ham med ind i et Kammer, og der stod en blodig Hugknot og et Kar Blod. Nu hug han Hovedet af ham, og saadan Ende tog det med den rige Mand. Men de andre fattige Folk de lever fremdeles godt der hjemme.
Marie Frederikke Schnevoigt, Tindbæk.