Der var en Konge i England, han havde tre Sønner: Frederik, Kristian og Vilhelm. Han var en svag Mand, og da han saa en Dag kom til at se nogle Dokumenter igjennem, der var gjemte i hans Palads, fik han fat i ét, hvorpaa der stod at læse, at der var en Slags Vand i et vist Land, og det Vand kunde kurere for alle Slags Sygdomme, det var ogsaa godt for Kjønhed. Saa sender han strags Frederik og Kristian ud at rejse efter det. Han paalægger dem at hente det og være hjemme igjen, inden to Aar var til Ende.
Men de to Aar gik, og der hørtes ingen Ting fra dem. Kongen var endnu lige svag, og saa spørger Vilhelm en Dag: »Maa jeg ikke rejse efter Vandet?«
»Nej, min kjære Søn,« siger Kongen, »du skal blive hjemme, nu har jeg ikke andre end dig.«
Men han blev ved og fik endelig Lov. Nu rejser han fra et Landskab til et andet, og endelig kommer han til Arabien. »Her vil jeg i Land,« siger han til hans Følge, »og op i Skoven at se mig om, og jeg kommer tilbage til Skibet inden 24 Timer. Men skulde jeg komme imod noget, saa jeg ikke kan komme til den Tid, saa tænder jeg et Blus op af Grene, der kan være jer til et Kjendetegn.«
Han kom saa i Land og red op gjennem Skoven. Der var kun Skov og Ørken til alle Sider. Endelig kommer han til en Eremit.
»Hvor vil du hen?« siger Eremiten, »du er jo en Prins fra England.«
Ja, han vilde hen at søge om noget Vand, der kunde kurere for alle Svagheder.
»Nu følger du den Sti der, og saa giver du Hesten af Sporene og lader den rende til. Henne paa Stien staar der to Kjæmper og slaar paa en Ambolt, dem skal du lige ride forbi, der staar én ved hver sin Side, og du skal ind imellem dem. Saa bliver du ved at ride og kommer til en stor Kjøbstad med Jærnport for. Naar du kommer igjennem den, er du for et stort Bjærg, og der skal du ogsaa igjennem. Saa kommer du til Stedet, hvor Vandet findes.«
Han takker Eremiten for Underretningen og rider. Det gaar, ligesom han havde sagt, men da han var kommen igjennem Bjærget, var Hesten saa udmattet, at han maatte staa af og give den noget Brød af hans Mantelsæk. Det var paa en stor grøn Plads, og da han nu kommer til at se sig om, opdager han tre Sten, som ligger der. Paa den ene Sten stod der med hebraiske Bogstaver: Hvem der tapper af den Sten, han faar ganske frisk og godt Vand. Paa den anden Sten stod der: Hvem der tapper af denne Sten, og drikker af det Vand, den skal blive frisk og sund i alle Retninger. Saa paa den tredje Sten stod: Hvem der tapper og drikker af denne Sten, den skal blive smuk og kjøn. Da han nu har set det, saa tapper han af den Sten og vasker hans Hest og sig selv, og saa blev han saa kjøn, som noget Menneske kunde være. Dernæst tappede han af den anden Sten og tog noget Vand med sig i hans Flaske. Nu vidste han jo ikke, hvor han skulde hen, og hvordan han skulde komme tilbage, men saa rider han helt stille og kommer da til et stort Slot, der ligger paa højre Haand.
»Der maa jeg ned og se, hvad der er,« siger han til sig selv. Men der var ingen Ting at finde foreløbig. Endelig kommer han ind i et Værelse, hvor der staar et Bord dækket, og saa tager han sig noget at leve af, for han var jo sulten. Derefter kommer han ind i et Kammer, hvor der ligger en Prinsesse og sover. Men hun var ikke til at komme til for ene Klokker, alting var helt tilbunden med dem. Han turde jo ikke næsten røre ved nogen af dem, for at de ikke skulde give Lyd, og hun var da ikke til at komme nær. Endelig finder han paa at trække af hele hans Tøj, og saa optrævler han hans Skjorte i ene smaa Trævler og omsvøber saa hver Klokke med en Trævl. Nu gik han i Seng og lagde sig ved Prinsessen, for han var meget træt. Hun sov og blev ved at sove. Da han havde hvilt sig noget, rejste han sig og gik igjen. Da han kaster Øjet hen paa Væggen, faar han at se, at der hængte et Sværd, og der stod skrevet paa det, at det var et Sværd, der kunde vinde i enhver Strid, naar en blot svang det, og der var en Flaske ved Siden af Sværdet, som en skulde drikke af for at faa Kræfter nok. Han tager begge Dele med sig.
Saa siger han til sig selv: »Jeg maa helst faa Brød og Vin med mig for ikke at omkomme under Vejs. Hvem véd, hvordan det kan gaa«. Han tager saa et Brød og en Flaske Vin, da han kom ud i det Værelse, hvor han havde spist, og endelig rejser han af ned til Stranden. Der nede var de allerede under Sejl, for de havde ventet den Tid, der var fastsat. Han gjorde Tegn til dem, og Matroserne kom saa i Land for at tage imod ham. Men da han var bleven saa kjøn, kjendte de ham ikke nu og vilde ikke tage ham med.
Da de kom ud til Kapitainen, sagde de: Det var ikke ham.
Jo, det maatte det nok være, mente han.
Aldrig saa snart de var sejlet ud til Skibet, tændte han Ilden, og saa tog Kapitainen i Land.
»I maa tage mig med,« siger Prinsen, »for det er Prins Vilhelm.«
Naa, saa kom han om Bord, og de sejler af og kommer til Frankrig. Der sender de Bud op til Kongen, at der laa en engelsk Prins paa Reden, om det var tilladt at komme til Taffels.
Jo, det kunde nok tillades, han skulde være velkommen.
Saa kommer der jo ogsaa Brød paa Bordet, og de skar af det og spiste. Saa siger den engelske Prins: »Vi har noget Brød her, vi kan skjære saa meget vi vil af det, der er endda lige meget; saadant Brød har I ikke her.«
»Nej,« siger de, »har I det?«
»Ja, det har vi rigtig nok.«
»Vil I ikke sælge det?« siger den franske Konge, da han saa, hvordan de skar af det.
»Nej, vi vil ikke, men vi vil forære jer det. Men dersom der kommer nogen og vil kjendes ved det, saa maa I udlevere det, og saa skal der udleveres 10,000 Mand med det.«
Det gaar Kongen ind paa, og saa rejser de derfra og til Konstantinopel. Der sender de ogsaa Bud om, at der laa en engelsk Prins paa Reden, og han vilde nok tage Del med dem i Taflet, om det kunde tillades.
»Jo, værsaagod,« siger Kejseren, og de kom ind og kom til at spise og drikke.
Saa tager Prins Vilhelm en Flaske Vin, der stod paa Bordet, og skjænkede og drak. »Det er lige godt god Vin, I har her i Anopel, men det er dog ikke saadan Vin, som vi har i England. Der har vi det saadan, at vi kan drikke af en Flaske, saa længe vi vil, og der er dog lige meget Vin i Flasken.«
»Det var dog mærkeligt,« siger Kejseren.
»Ja, da kan vi godt faa saadan en Flaske Vin herop,« siger Prinsen, og han hentede den, og de drak, og der var lige meget.
»Vil I ikke sælge den Flaske?« siger Kejseren.
»Jeg vil ikke sælge den, men forære den hen. Men det skal være paa den Maade, at kommer der nogen og kjendes ved den, saa skal I udlevere den og 10,000 Mand til Hest med fuld Oppakning.«
Saa rejser de videre og sejler ind til Spanien. Der beder Prinsen ogsaa om at komme til Taffels.
Ja, det var der ikke noget i Vejen for.
Der var saadan Ufred i Landet; det var Frankrig, de havde Krig med, og de laa saadan og døjede med det, for de kunde jo ikke slaa dem. Saa siger Prinsen: »Ak, det er dog ikke noget at klage sig for. Jeg har et Sværd, en kan vinde Sejr med, naar blot en kan svinge det. Naar bare I har en Officer, der kan bruge Sværdet, saa kan I let vinde Sejr med det.« Der bliver kaldt én Officer frem og en anden, og de drak af Flasken, den ene lidt og den anden mere og den tredje saa meget, at han kunde tage Sværdet og svinge det runden omkring. Han ud i Striden, og det varede ikke mange Dage, inden han havde slaaet Franskmændene ned allesammen. Saa vilde Kongen kjøbe det Sværd.
Nej, Prinsen vilde ikke have noget for det og forlangte det samme her som de andre Steder. Derfra rejste han saa til Polen. Han mælder sig og vil da nok have Lov til at komme til Taffels.
Ja, det var der ikke noget i Vejen for.
Som de nu sidder og spiser, siger Kongen af Polen: »Var det ikke en Prins fra England, der sidder til Bords med os?«
»Jo, det er.«
»Ja, da har vi to Prinser her, som har siddet i Fangenskab i otte Aar.«
»Har I det,« siger Prins Vilhelm, »saa er det vel mine Brødre. De har været sendt ud for at skulle finde noget Vand til min Fader, for at han kunde komme sig, men hvorfor sidder de her?«
»De er sat for Gjæld,« siger Kongen.
Naa, saa betaler han deres Gjæld og løser dem ud. De kommer med ham ud paa Flaaden, og saa skal den til at sejle hjem ad til England. Han fortæller dem nu, hvordan hans Rejse er gaaet, og at han har faaet fat i Vandet. Saa bliver de fortrydelige paa ham og lister dem til at faa Flaskerne fra ham og kommer Møg og Skidt i dem, men Vandet tager de og kommer i andre Flasker.
Da de saa kommer til England, bliver der jo stor Glæde paa Faderen. »Nu har jeg Vandet, Fader,« siger Vilhelm, »og jeg har ogsaa løst mine Brødre. Tag nu og vask dig i det.«
Naa, han vaskede, men jo længere han toede sig, jo mere beskidt blev han, og han sprudede og spragede. Han drak af det, men det var ene Skidt. Saa siger de andre to: »Nej, han har altid holdt dig for Nar, her har vi det rigtige Vand, nu skal du vaske dig i det.«
Naa, han vaskede, og han drak, og det gik helt fortræffeligt, kort efter var han helt kommen sig.
»Ved I hvad, Fader,« siger Kristian og Frederik, »den Vilhelm er et Skarn imod jer, han skulde lægges øde.«
Det var Faderen enig med dem i, og han kommanderer hans Jæger til at tage ham med ud i Skoven og skyde ham og saa komme hjem med hans Hjærte, for Faderen vilde jo ikke selv gjøre det.
De gaar saa med hinanden, Skytten og saa Vilhelm. Da skyder Skytten et Skud. »Saa du noget?«
»Nej,« siger Skytten.
»Ja, jeg syntes, jeg saa en Hare.«
Lidt efter skød han igjen. »Saa du noget?« siger Vilhelm.
»Ja, jeg saa et lille Dyr, der løb.«
»Naa, gjorde du det. Ja, jeg véd nok, du er udsendt for at skyde mig, men det kan du alligevel ikke bære dig til at gjøre. Men nu følges vi ad hen i Faders Dyreskov, og der skyder vi et Raadyr. Saa tager vi Hjærtet af den, det ligner et Menneskehjærte, og det rejser du hjem med til Kongen, men jeg rejser bort herfra og kommer ikke mere tilbage.«
Det gik Skytten ind paa, og de tog Hjærtet ud af Raadyret, og han kom hjem med det. Prinsen rejste nu omkring i Landet og kom til sidst ind paa Vestkysten af England. Der kom han til at tjene hos en stor Grosserer og tjente hos ham i mange Aar.
Nu skal vi høre lidt om Prinsessen, der laa og sov. Hun vaagnede op om Morgenen, og da saa hun, hvordan alle hele hendes Klokker var bespændt med Regler, og hun kunde da ikke forstaa, hvordan det var gaaet til. Slottet havde før været forønsket, og derfor var det, hun laa og sov, men nu stod det i sin fulde Glands, som det før havde været. Hun kunde altsaa skjønne, at der var én Ting særdeles, der havde været der. Nu styrer hun sit Rige en Tid lang, som før det blev forønsket, men saa kommer Tiden, da hun føder en Søn. Ham lader hun oplære i det kongelige Væsen, og han bliver en 13, 14 Aar.
Saa tykte han, det var sært, han havde ingen Fader, og talte med hende om det flere Gange.
Ja, hun kjendte ikke hans Fader, siger hun.
I Skolen lod de ham det ogsaa høre saadan af og til, at han var uægte født. Endelig beslutter han sig til, han vil have hans Fader opsøgt. Han faar hans Moder til at udruste en Flaade, og nu vil han om at se, at han kan finde ham. De sejler saa og kommer til Frankrig, lægger sig ind der paa Reden og sender Bud op, at hun var Arabiens Dronning, der ønskede at komme til Taffels.
Saa laa dether Brød paa Bordet, og de skar allesammen af det, og der var endda lige meget igjen. Da siger Dronningen: »Det sidste jeg saa dether Brød, var det mit.«
»Ja, det er foræret os af en Prins i England,« siger Kongen, »men vi er pligtige at udlevere det, naar nogen kjendes ved det, og saa 10,000 Mand.«
Ja, Brødet brød hun sig ikke om, men Folkene vilde hun godt have. Saa kom de sejlende til Konstantinopel, der lagde de sig paa Reden og sendte Bud op, og saa kom de til Taffels.
De skjænkede Vin af en Flaske, og der var endda lige meget i den. Saa sagde Dronningen: »Det sidste jeg saa den Flaske, var den min.«
»Ja, den er foræret os af en Prins fra England,« sagde Kongen, »men paa den Maade, at hvis nogen kjendes ved den, saa skulde vi udlevere den og desuden 10,000 Mand til Hest.«
»Flasken maa I godt beholde,« sagde hun, »den bryder jeg mig ikke om, men Soldaterne vil jeg nok have.«
Hun fik dem, og saa sejlede hun videre, til de kom til Spanien. Der lægger de sig inde paa Reden, og saa sender de Bud op, at Dronningen i Arabien laa der ude og ønskede at blive budt til Taffels, om det kunde passe dem.
Ja, det var ikke sært, hun skulde være velkommen.
Saa blev hun og hendes Søn og Følge sat til Bords. Der hængte flere Sværd der inde paa Væggene, og hun saa paa dem. Saa siger hun: »Der hænger et Sværd, det sidste jeg saa det, var det mit.«
»Var det det?« siger Kongen, »ja, det er bleven mig foræret af en engelsk Prins, men paa det Vilkaar, at hvis der skulde komme nogen og kjendes ved det, saa skulde jeg udlevere det og saa desuden give ham 10,000 Mand.«
Ja, Sværdet brød hun sig ikke om, men Folkene vilde hun godt have, og saa fik hun dem jo og rejste videre.
Saa kom hun til Polen. Der kom hun ogsaa til Taffels, og saa fortalte Kongen om den engelske Prins, der havde været der, og om hans Brødre, som han havde udløst af Fangenskabet. Endelig spørger han, om hun ikke forlangte noget.
Jo, hun vilde nok have en Krigshær, og saa fik hun ogsaa der 10,000 Mand.
Endelig sejler hun til England. Hun gaar i Land og opslaar hendes Telt i Nærheden af Hovedstaden. Saa sender hun Bud ind til Kongen, om han havde ikke nogle Sønner, der havde rejst efter Livsens Vand til ham, for saa skulde de komme ud til hende.
Jo, der blev svaret jo, han havde to Sønner, Kristian og Frederik, og saa skal de jo ud og vise sig for hende. Først kommer Frederik. Hun havde belagt hele Vejen ind til Byen med rødt Skarlagen; men han turde ikke ride paa det og red saa ved Siden af. Da staar hun og ser paa, hvordan han kommer, og Sønnen staar ved Siden af hende.
»Er det min Fader?« siger han.
»Jeg véd det ikke,« svarer hun, »jeg kjender ham ikke.«
Da han nu fremstiller sig, siger hun: »Hvorledes har du været, da du var hos mig sidst?«
Det kunde han ikke svare til.
»Har du set mig før?« siger hun.
»Nej.«
»Ja, saa er her en Galge, du skal hænges op i, har du en Broder?«
Ja, han havde.
Saa blev der sendt Bud efter ham. Men ham gik det kort sagt lige saadan, for han vidste heller ingen Ting og kjendte hende ikke. Han blev altsaa ogsaa ophængt.
Nu blev der atter sendt Bud ind til Kongen, om han havde en Søn til.
Nej, han vidste i alt Fald ikke, hvor han var, og det var ogsaa én, som ikke var til noget.
Ja, han skulde skaffe ham, ellers lagde hun Staden og Riget øde.
Da hun nu havde saa stor en Krigsmagt med sig, turde han ikke staa imod, men bad om Henstand i fjorten Dage, og saa blev der sendt Bud ud efter ham alle Steder og opslaaet Plakater alle Vegne. Saa kommer Grossererens Husjomfru ind en Aften og siger, om det kunde ikke være deres Handelsbetjent, der blev lyst efter, for der kom aldrig Brev til ham, og han holdt sig altid for sig selv. Grossereren kalder ham ind til sig og spørger, om det er ikke Prins Vilhelm. Saa maatte han til at bekjende, hvem han var.
»Ja, du maa uopholdelig afsted,« sagde Grossereren, »for der bliver lyst efter dig.«
Nu troede han jo, hans Liv havde Ende. Men det kom ikke til at gaa saa galt til. Da han kommer til Hovedstaden, er Kongen saa glad ved ham, for nu var det jo den eneste, han havde, da de andre var blevne hængte i Galgen. Saa skal han ud at ride, for han skal jo ned at fremstille sig for den fremmede Dronning. Men han gjorde sig tradsig og vilde ikke ride derud. Anden Dagen beder hans Fader ham igjen om at tage derud. Nej, det gik lige saadan, han vilde ikke. Endelig tredje Dagen siger han, om de havde ikke hans gamle Mundering, han var i, da han kom hjem. Jo, den var paa Munderingskammeret. Saa blev den hentet, og han kom i den og kom op at ride. Saa red han derned, te Pjalterne af Skarlagenet stod op omkring Fødderne af Hesten. Dronningen stod uden for sit Telt og betragtede ham, og Drengen stod ved Siden af hende.
Saa siger han: »Er det ikke min Fader?«
»Jeg haaber det, men véd det ikke,« svarte hun.
Da han nu kom frem for hende, sagde hun: »Hvorledes var du, da du var hos mig sidst?«
»Ligesom jeg er her med Støvler og Sporer paa.«
»Kjender du mig da?«
»Jo, jeg gjør,« siger han.
»Det er rigtigt,« siger hun, »der er din Fader,« siger hun til Sønnen. »Du skal med mig hjem, og vi skal have hinanden. Dine Brødre hænger i Galgen der henne.« Saa fulgtes han med hende til Arabien, og de blev gift og lever godt der.