For omtrent en 50 Aar siden levede der en Konge i Spanien, han var Enkemand, og saa blev han gift og fik en ung Hustru. En Dag gik hun ude i Skoven at forlyste sig, og da blev hun pludselig henreven af en Heks. Kongen havde saa en Karl, der tjente ham, og han lod hans Ord lyde med, at det ikke var umuligt at tilvejebringe Dronningen. Nogle Dage efter blev Kongens Søn ogsaa henreven af en Heks, det var én, han havde med den første Kone. Saa lod Karlen hans Ord lyde med, at han ogsaa kunde skaffe ham imod at faa en god Betaling. Hvorpaa det Rygte kommer for Kongen, og han skikker Bud til Karlen, han skulde komme ind, Kongen vilde snakke med ham.
Karlen kommer ogsaa ind, og Kongen spørger ham: »Mon det virkelig passer, at du har sagt, du kan skaffe min Kone og min Søn til Veje igjen?«
Han siger ja, det troede han nok, han kunde, men han vilde have otte Dages Respit og høre sig for, hvor Heksen hun boede. Saa bliver han lige godt lidt forskrækket for sig selv, han kunde nok indse, det var vel meget, han havde taget sig paa. Saa gik han en Dag ude i Skoven og græd.
I samme Lag kommer der en Heks til ham, og den siger: »Hvad græder du for, min Søn?«
Ja, han fortalte hende hele Omstændigheden fra først til sidst.
»Nu skal du gaa tilbage til Kongen«, siger hun, »og forlange tolv tusend Rigsdaler, for Vejen er lang og besværlig. Du skal ogsaa forlange tolv Spænd Heste og en Kusk til hvert Spænd. Dernæst forlanger du tolv Køer eller Stude, og de skal slagtes og hugges i Stykker og Stumper, i Fjerdinger og Halvfjerdinger, ligesom du kan. Skindene skal være paa den ene Vogn, og dem maa du ikke røre undervejs, dem skal du have med til Afstedet. Heksen hun bor sønden for Solen og norden for Vinden og vesten for det babyloniske Taarn, og naar du saa kommer paa en halv Mil nær hendes Hjem, saa udviser hun Ulve, Bjørne og alle glubendes Dyr for at fange og fortære dig, men saa skal du have det Kjød at smide ud, saa de kan have det at ro dem ved i Sted for dig. Naar du saa kommer til Heksen, og du forlanger Dronningen og Sønnen, saa vil hun først se, om du kan nogen Ting fra den sorte Skole. Saa omvandler hun Prinsen til en Hest, og du skal da finde ham imellem 25 andre Heste. Men du skal ikke tage nogen af de pæne Heste, du skal tage den allergrimmeste, der er, for det er Sønnen. Saa omvandler hun Dronningen til en Hvedekage, og hende skal du finde imellem en hel Del andre. Du tager blot den midterste, og saa tager du din Kniv og forestiller, ligesom du vil skjære Kagen over. Saa giver hun sig til Kjende, og du har da fundet dem begge to.«
Nu lader vi det bero ved det, og saa lader vi det komme tilbage igjen til Kongen. Karlen kommer saa ind til ham og siger, at nu vil han begive sig paa Rejsen, men den er lang og besværlig, og han maa have tolv tusend Daler i Rejsepenge, og saa maa han have tolv Spænd Heste og en Karl og Kusk for hvert Spænd. »Dernæst skal jeg have tolv Køer eller Stude, lige meget hvilke det er.«
Alle disse Dele faar han, og saa slagter han Studene og hugger dem i Stumper, lægger dem og Huderne paa Vognen og kommer til Kjøren. Han fortsætter Rejsen i lang Tid. De kjører og kjører den evige Kjøren, men omsider kommer de til de Dyr, der var sendt ud for at fange ham. Nu skulde Hestene løbe alt hvad de kunde, og han og Karlene vilde smide ud af Kjødet. De glubende Dyr var der i hundredevis, og han bad Karlene smide ud af Vognene saa stærkt som de kunde, det ene Stykke efter det andet. Siden han nu kommer over den halve Mil, saa kjører han i Fred og Ro, og omsider naaer han da til Heksens Bopæl.
Han bad om at komme hende ved Tale. Hun kom ogsaa straks, og han spurgte, om det var muligt, hun vilde udlevere den Dronning og den Kongesøn med det gode, ellers skulde han sætte hende en Ring i Næsen, hun kunde ikke rode af sig i tre Aar.
Hun svarte, te hun vilde ikke lige straks, han skulde tjene dem først. »Nu omvandler jeg Sønnen til en Hest, og saa finder du ham allerførst«, hvorpaa hun udviste ham 25 smukke Heste i Stalden, og saa skulde han gjætte, hvilken af dem der var Sønnen.
Han staar og ser lidt paa dem. »Saadanne smukke Heste, som her er«, siger han, »dem kan jeg ikke bruge, for kommer jeg paa Ryggen af dem, saa førend jeg véd, saa rider jeg paa Papir. Men her staar et gammelt graat Mulæsel, det maa jeg have.«
»Det passer rigtig«, siger hun, »for det var netop Sønnen. Jeg vil endnu en Gang se, om du har lært noget i den sorte Skole.«
Det mente han nok.
»Nu i Morgen omvandler jeg Dronningen til et Hvedebrød, og saa maa du gjætte, hvilket det er.«
Dagen efter bliver der stilt saa mange Hvedebrød an for ham, te det var rasendes, og nu skulde han gjætte, hvilket af dem der var Dronningen. »Jeg vil tage nærmest for Haanden«, svarer han, »jeg tager den midterste Kage«, hvorpaa han tog hans Lommekniv og vilde skjære den over.
Saa siger Dronningen: »Skjær mig ikke, for her er jeg.«
Nu har han altsaa fundet hende. Men saa siger Heksen: »Jeg har endnu en Ting, jeg vil prøve dig med, om du har lært noget ordentlig i den sorte Skole. Der gaar en vild Hest ude i Skoven. Kan du fange den, saa faar du Dronningen og Mulæselet med dig hjem.«
Nu var gode Raad dyre. Næste Morgen gaar Karlen ned i Stalden til Mulæselet og siger til det: »Dersom du nu var Kongens Søn, saa skulde du give mig et godt Raad, men da du er et Mulæsel, saa kan du jo ikke.«
Æselet svarer ham og siger: »Det kan jeg. Du skal grave et Hul ude i Skoven lige saa stort, som jeg er, og der skal du sætte mig i. Saa skal du tage alle de Huder, som du har med dig, og dem skal du lægge ovenpaa mig. Saa skal du kjøbe tolv Tønder Hesteskosøm og strø ovenpaa Huderne, og endelig lidt Muld ovenpaa. Men naar du har put mig i Graven, saa tager du Bidselet af mig, og det skal du staa med tæt ved Graven og ringle med. Den vilde Hest vil da komme lige saa rasendes og slaa Fødderne ned over Hullet. Men for at den ikke skal træde mig ihjel, er det du lægger Huderne og Sømmene ovenpaa. Saa staar den ganske stille, og saa kan du lægge Bidselet paa den. Du kan da komme op paa den, og saa rider du paa den hen til Heksen. Du skal blive ved at lade mig være et Mulæsel, indtil vi kommer hjem. Saa skal du nok faa Besked paa, hvorledes du kan frelse mig, saa jeg kan blive en Kongesøn igjen.«
Han gjorde, som Mulæselet havde sagt, gravede Hullet og satte den ned i det. Dernæst lagde han alle Huderne ovenpaa Ryggen af det, og saa strøede han Hesteskosømmene ovenpaa igjen og endelig lidt Muld for at dække det hele. Men Bidselet havde han jo taget af, og saa stod han tæt ved Hullet og ringlede med det. Da kom Hesten farende, den hed Blank og var saa rasende, at den kunde høres en Mil væk. Som han nu stod der allerbedst, var Hesten der, den kom i saadan Galop og stod med en Fart helt stille paa Mulæselets Ryg. Men den var sukken igjennem alle Sømmene og stod paa de bare Huder. Saa lagde han Bidselet paa Blank og satte sig op paa den. Men i Forvejen havde han lejet Folk til at kaste Mulæselet op igjen.
Saa red han, og Æselet gik bag efter som et Føl. Nu kom han tilbage til Heksen og spurgte hende, om hun havde mere at sætte ham for, for nu med det første vilde han sætte hende noget for.
»Nej«, svarte hun, »jeg tør ikke have mere med dig at bestille, for du er langt klogere end jeg; den Hest har jeg aldrig kunnet fange.«
Altsaa er han nu færdig til Hjemrejsen, hvorpaa han kjøber sig 24 Stude, og dem slagter han. Huderne solgte han, for dem havde han ingen Brug for, men Kjødet beholdt han, og det hug han i Smaastumper, for nu vidste han af Erfaring, at Vejen var lang og meget farlig. Da han kom til Grændserne, hvor de Uhyrer opholdt sig, saa straks han betraad Pladsen, saa havde han dem i hundrede- og tusendvis, Ulve og Bjørne og glubende Dyr. Han kjørte rask til og befalede Karlene at smide ud saa stærkt de kunde. De smed ét Stykke efter et andet, saa længe der var noget tilbage, men da det hele var smidt ud, og de endnu havde et lille Stykke Vej tilbage, raabte han til de andre Kuske, at de skulde slippe Heste og Vogne og komme hen paa hans Vogn og kjøre med ham. De kom ogsaa og kjørte paa den ene Vogn, og Ulvene og Bjørnene tog til Takke med Hestene, der blev tilbage. Paa den Maade reddede de dem da godt over Grændsen, og saa kjørte de hjem.
Da de kom i Kongens Skov, saa vilde de hvile dem en lille Tid, og Karlen og Dronningen de lagde dem ved Siden af hinanden; men han tog hans Sværd og lagde det imellem sig og Dronningen. I den samme Tid kom der en Rejsendes forbi, og han kjendte Dronningen og Karlen. Saa løb han straks op til Kongen og fortalte, at han havde set dem ligge til Hobe ude i Skoven. Kongen gik straks ud i Skoven med ham, der havde set dem. De laa og sov lige godt. Saa vækker Kongen Karlen og siger til ham: »Det var min Mening at slaa dig ihjel, men da jeg ser, at du har lagt dit Sværd imellem jer, og at du altsaa er uskyldig, vil jeg spare dit Liv. Jeg ser nok, at du har skaffet min Dronning til Veje, men hvor er min Søn?«
»Den skal jeg skaffe dig i Morgen«, siger Karlen.
Saa tog Kongen sin Dronning ved Armen og rejste hjem.
Om Morgenen efter siger Mulæselet til Karlen: »Du skal nu skjære mit Hoved af og vende det om, saa det kommer til at vende til modsat Side, og saa sætte det til igjen.«
Han skar ogsaa Hovedet af og vendte det omkring, saa Munden kom til at sidde tilbage, og saa snart han havde sat den til Kroppen, saa stod der den dejligste Kongesøn, nogen har set, hvorpaa Karlen rejste op med ham til Kongen og spurgte ham, om det ikke var hans Søn.
»Jo«, svarte Kongen, »det er netop ham, og nu skal du faa alt, hvad du begjærer, for din Ulejlighed.«
Siden lever de i Flor og Herlighed, og Kongen og Dronningen holdt Bryllup paany med stor Glæde.
Roland Peder Andreassen, Slotved Fattiggaard.