En Mand havde tre Sønner, og de hed Povl og Per og Esben Naasvis. Nu var han meget fattig og kunde ikke evne at holde dem hjemme længere, end til de blev konfirmerede, og da Povl var den ældste, saa skulde han først ud at tjene. Faderen gav ham mange gode Formaninger med paa Vejen, og saa rejste han af, men meget forknyt var han. Saa kommer han om ved et stort Kongeslot, og der gaar Kongen udenfor.
»Hvor skal du til at hen, min Søn?« siger Kongen.
»Ja, a skal hen og være mig om en Tjeneste.«
Saa spørger Kongen, om han ikke vil tjene ham.
»Jo, det vil a godt.«
Naa, saa skulde han med ham ind, og Kongen sætter ham da for, han skal gjøre et Skib, der kunde gaa baade paa Land og paa Vand, »og naar du kan gjøre det, saa skal du have min Datter og det halve Kongerige, men hvis du ikke kan, saa skal der skjæres en Øl baade af din Bug og af din Bag, og saa strøes Salt og hede Emmer i.«
Naa, saa skulde han til at ud i Skoven og faa sig noget Træ. Han faar en Madpose lavet til, og saa gaar han, og han begynder at save og hugger og tumler. Da han saadan har arbejdet en Tid, sætter han sig paa en Trærod og løser for Madposen. Da kommer der en gammel fattig Mand til ham, og det var ingen anden end Vorherre. Han sagde: »Vil du ikke give mig en Meldmad med dig eller blot et bitte halvt Stykke, for jeg er saa sulten.«
»Nej, a kan ikke undvære noget, for a har saa meget at bestille, a skal have et Skib gjort, der kan gaa baade paa Land og Vand, og hvis a ikke faar det lavet, saa er der sat mig saa haard en Straf for.«
Den gamle Mand bød endda til at ville arbejde med, hvis han kunde faa et bitte Stykke Mad, men Povl sagde: »Nej, saadan en gammel Mand ser ikke ud til at kunne arbejde.« Han fik altsaa ikke noget, og den gamle maatte gaa igjen. Men saa varede det ikke længe, inden hans Madpose slap op, og han fik intet Skib færdigt. Straffen blev saa udført paa ham, som Kongen havde bestemt, og saa kunde han rejse med det.
Ja, saa blev Per konfirmeret, og saa skulde han ud i Verden. Ham gik det akkurat lige saadan som den anden, og han fik ogsaa en Øl skaaren af sin Bug og sin Bag, og saa blev der strøet Salt og hede Emmer i.
Saa kom Turen til Esben Naasvis, nu var han bleven konfirmeret. Faderen var saa bange for ham, da han drog afsted, og gav ham saa meget gode Formaninger med paa Vejen. Han rejste med et frit Mod og sagde, at han skulde nok skikke sig godt i Verden.
Da han kom om ved Kongeslottet, stod Kongen udenfor, og saa siger han: hvad han rejste efter?
Ja, han vilde da helst have sig en Tjeneste.
Saa tilbød Kongen ham at blive, og han skulde ogsaa til at bygge Skibet, hvis han kunde det, skulde han have hans Datter og det hele Kongerige.
Esben Naasvis tænkte mest paa Datteren, for hende havde han set og funden stor Behag i, men Riget brød han sig ikke stort om. Han kunde ogsaa snart forstaa, at han behagede hende. Saa skulde han til at ud i Skoven, og hun havde en rigtig god Madpose til ham og ønskede ham Velsignelse paa Rejsen, for hun vilde gjærne, det skulde gaa ham godt. Saa rejste han af.
Nu havde han ikke nænnet til at spise synderlig hjemme ved Faderen, og han var sulten og satte sig straks til at løse for Madposen. Da kommer den gamle fattige Mand ogsaa til ham. Om han maatte ikke faa et bitte Stykke med?
»Jo, a har en stor Madpose«, sagde Esben, »den kan nok slaa til til os begge.«
Saa spiste de begge to med god Appetit, og da det var til Side, hjalp den gamle ham at arbejde. Det var Esben godt tilpas med, for han havde taget sig et Arbejde paa, som han ikke kjendte det mindste til; han var saa ung og havde aldrig givet sig af med at være Skibstømmermand. Naar Esben forhuggede noget, saa var den gamle til Rede og rettede det. Det varede ikke længe, inden Skibet var færdigt, og de saa nu efter at faa Ende paa Madposen. Saa siger den gamle: »Naar du sejler nu hjem, kommer du nok til nogle paa Vejen, som du kan bruge og maa tage med.«
Ja, saa sagde han den gamle Farvel og rejste af. Lidt efter kommer han omkring ved én, der staar og nager i et Kjødben. »Hvad staar du og nager der i det Ben for?«
»Jo, for a kan aldrig faa Kjød nok«, siger han.
»Kom du saa og sid paa med mig.«
Længere hen kom han til én, der stod og sugede i en Øltap. »Hvad staar du og suger i den Tap for?«
»Det gjør a, for a kan aldrig faa Øl nok.«
»Kom saa og sid op med mig.«
Da han nu var kommen op, sejlede de videre. Saa kom de til én, der stod med hans ene Fod i hans Haand. »Hvad staar du der med din Fod i din Haand for?«
»Jo, for a kan rende til Verdens Ende fra en halv Time før Solen gaar ned, og til den er nede, og endda komme tilbage, før den er helt nede.«
»Kom du saa og sid op.«
Længere henne kom han til én, der stod og bankede i Jorden med en stor Nødde. »Hvad staar du der og banker i Jorden for?«
»A kan banke saadan, de kan høre det til Verdens Ende.«
»Kom du og sid paa med mig.«
Endelig kom han til én, der laa og luttede hen ad Jorden med et Par lange Ører. »Hvad ligger du der og lutter efter?« siger Esben.
»Jo, a kan høre hvert Ord, der bliver sagt, helt til Verdens Ende.«
»Kom du og sid paa med mig.«
Saa sejlede han, til han kom ind paa Slottet, og Skibet gik lige godt over Bakker som over Dale, og over Land som Vand. Saa gaar han ind og mælder sig for Kongen, at nu var han der med Skibet. Kongen og Dronningen og Datteren kom nu ud og skulde se paa det Skib, og det gik lige godt over alt. Saa blev der Sorg paa Kongen, nu skulde han jo til at miste hans Kongerige. Men saa finder han paa at forhale Tiden for Brylluppet og sætte ham noget for, som han ikke kunde udføre, og maaske komme af med Livet ved, saa var han skilt ved ham.
Først sætter han ham til at spise tolv Tønder Kjød paa én Gang. »Efter det strænge Arbejde er du bleven alt for mager«, siger han, »du skal have lidt at styrke dig paa.«
Han faar saa Kjødet og rejser af med det hen til det bitte Hus, hvor han havde de Folk, han havde faaet op med at sejle. Da han var kommen sejlende til Slottet, satte han dem nemlig ind i et bitte Hus og forseglede Døren, for at han kunde have dem der, naar han skulde have godt af dem. Han taler saa til den, der aldrig kunde faa Kjød nok, og beder ham hjælpe sig, for han begyndte at vente efter Bryllupsdagen.
Jo, det var han saa meget villig til, og de andre vilde ogsaa godt hjælpe ham. Det var nogle gode Hjælpere, han der havde faaet, for den første Mand han spiste en Tønde Kjød lige saa hastig, som alle de andre var om én.
Det varede nu ikke mange Dage, inden det Kjød var fortæret. Saa gaar han op paa Slottet og mælder, at nu var han færdig med det. Saa siger Kongen: »Du er ikke fed nok endnu. Nu skal du først drikke 12 Tønder godt Øl, inden du skal have Bryllup.«
Han rejser af med Øllet ned til det bitte Hus og beder ham, der var saa god til drikke, om at hjælpe sig. Han var villig nok til det, og de andre hjalp til, og saa varede det kun nogle faa Dage, inden det var til Side.
Saa mældte han sig igjen ved Kongen. Ja, det var godt nok, men Kongen havde nu faaet noget mere spekuleret ud.
Nu skulde han gaa til Verdens Ende og hente en Kjedel Tevand, der skulde bruges til Brylluppet, og det skulde han komme tilbage med, inden Solen gik ned, ellers fik han ikke Datteren. Da var Solen ikke uden en halv Time i Vejret.
Nu begyndte Esben at blive forknyt med sig selv. Men han kom jo i Tanker om ham, der var saa god til at rende, og saa skyndte han sig hen til det bitte Hus og forklarede ham Sagens Lejlighed. Den Gang han fik Besked, afsted lod han klø. »Naar Solen ikke er uden en halv Time i Vejret, saa kan den jo snart søkke.« Tiden gik, og den halve Time var snart omme, og der var ingen Ting at se endnu. Da beder han ham, der var saa god til at banke, om han vilde ikke have bunket, for at den anden skulde stræbe at løbe og komme igjen, da det var nu nærved Tiden. Jo, han banker, men der kommer ingen. Saa beder han Lutteren, om han vilde nu ikke have lagt sig ned og luttet efter, om Renderen var kommen til Verdens Ende, for Solen var da saa lidt i Vejret, og det var ikke fri, han var noget ængstelig nu. Jo, han lægger sig og siger: »Han har været der og faaet Tevandet, og det varer ikke mange Minutter, inden vi har ham.« Imens de snakkede om ham, saa havde de ham ogsaa paa Pletten, og Esben Naasvis var glad og skyndte sig afsted med Tevandet op til Kongen.
Saa var alt godt, og nu blev Brylluppet holdt, Kongen kunde indse, at han ikke kunde faa nogen villere Svigersøn. Der blev saa travlt med at lave paa det Gilde og byde sammen til det, og a blev ogsaa bøjen. De foræret mig en Boksnæse og en Papirsforkel og et Par Glassko, og saa bad de mig, om a vilde ikke gaa dem til Haande paa Bryllupsdagen. A har nu altid været saa villig og gik og hjalp med at vende Stegene og røre i Potter og Pander. Men saa vilde Ilden brænde vel stærkt, og de bad da, om a vilde ikke rende ud og hente et Par vaade Tørv, at det skulde ikke brænde slet saa stærkt. Da a stod og vendte Stegene, da breddes min Boksnæse, og da a fik de vaade Tørv i mit Forkel, saa gik det i Stykker. Da a saa gik og stampede i Stenbroen, gik mine Glassko i Stykker. Se saa var det til Side med alle de Dele, a var bleven foræret. Snip snap snude, nu er mit Emter ude.
Marie Frederikke Schnevoigt, Tindbæk.