Et Sted var der en Bro, som Folk ikke kunde komme over uden en Time før Solen stod op, og en Time efter at den var gaaet ned, for ellers kom der en Trold eller Bjærgmand op underneden Broen og tog dem, der kom og færdedes paa den.
Saa var der et Par Folk, som havde en Søn, og han var ude at tjene. En Gang vilde de hen at besøge ham og skulde over den Bro. Manden havde nok hørt, hvordan det forholdt sig der, men brød sig ikke om den gamle Snak, sagde han, og saa blev de for silde paa Færde og kom til Broen, efter at Solen var gaaet ned. Da han kom midt paa Broen, stod Hestene stille, og han kunde ikke piske dem af Stedet. Der kom nu en Trold op til dem og spurgte dem, hvad de holdt der efter.
Ja, Hestene vilde ikke gaa længere, siger han.
»Da kan jeg hjælpe dig, dersom du vil give mig det, der sidder næst ved din Kones Bryst.«
»Det kan a sagt gjøre«, siger Manden, »riv et Stykke af din Særk og smid ned til ham«, siger han til Konen.
Hun gjør det, men Stykket kom straks op igjen.
»Da skulde en vel ikke tro, det var ligefrem et Stykke Kjød«, siger Manden, »men saadan maa det være.«
Konen krympede sig ved det, men de kunde ikke blive holdende der. Hun skar et Stykke af og smed ned, men det kom ogsaa op igjen. Saa vidste de ikke, hvad de skulde; nu fik Trolden selv at sige dem, hvad det var.
Ja, det var hendes Foster, han vilde have, siger han, og det var en Dreng. Naar han var tolv Aar gammel, skulde de sende ham hen til denher Bro.
Det lovede de straks, for Manden troede ikke, det fik noget at betyde, og aldrig saa snart han havde sagt ja til det, saa kunde de kjøre. De kom hjem, og en Tid efter fødte Konen en Dreng. Nu kunde de nok forstaa, at det fik noget at betyde.
Da han blev tolv Aar, sendte de ham et Sted hen med en lille Bylt under Armen, saadan te han kunde komme over Broen.
Da han kom midt paa den, sank han ned og blev ved at synke længe, indtil han kom til en grøn Sti, og den fulgte han, til han kom til et lille Hus. Der gik han saa ned. I Kakkelovnskrogen sad en gammel Heks, han havde aldrig set saa grim en gammel Kjælling, og ved Bordet sad en bitte Pige, han havde aldrig set saa kjøn en bitte Pige. Hende tykte han straks saa godt om, og hun hed Venete. Han fik noget at spise, og saa skulde han i Seng.
Da han var kommen til Ro, hørte han nok, Bjærgmanden kom hjem, og han kom ind til ham om Morgenen, lav han laa i Sengen, og sagde: »Nu skal du staa op. Her er en Greb og en Skovl, du skal gaa ud og moge vor Faaresti, og den skal være ren inden i Aften, a kommer hjem.« Der havde været 100 Faar i den i 100 Aar, uden at den havde været moget, og dersom den ikke var i Stand til Aften, saa skulde han af med Livet.
Saa gik Bjærgmanden sin Vej, og Drengen tog Skovl og Greb og begyndte, men lige straks satte han sig paa Dørtrinet og græd, for han kunde jo forstaa, det Arbejde kunde han ikke udføre. Som han nu sad der, kom den lille Pige hen til ham og spurgte, hvad han græd for.
Saa fortæller han, hvad det var. »Der kom en Mand ind til mig og sagde, a skulde moge Faarestien inden Aften, og hvis a ikke blev færdig, skulde a miste mit Liv. Men a kan jo godt forstaa, a kan umulig blive færdig, for Stien har ikke været moget i hundrede Aar, og a er saa kjed af at komme af med Livet.«
»Vil du være mig tro og aldrig forlade mig, saa skal a nok hjælpe dig«, siger Venete, og saa tager hun Greben og begynder at moge. Da hun havde arbejdet en lille Tid, var alting, som det skulde være, og i god Orden, da Bjærgmanden kom hjem.
Han spurgte straks, om Faarestien var moget.
Hun siger ja, og da han nu fik at se, det var sandt, saa siger han: »Den slog dig ikke under Øret, der har lært dig det.«
Næste Morgen kom han hen til Sengen med en Hammer og en Sav og en Fil og sagde: »Her er nogle smaa Pinde, og dem skal du bygge en Lade af i Dag. Den skal være saa lang og saa vid, og den skal være færdig inden Aften, og har du den ikke bygget, naar a kommer hjem, skal du dø.«
Han satte sig og græd ligesom Dagen før, og Venete kom igjen hen til ham og sagde: »Hvad er der nu ved det med dig?«
Ja, saa fortalte han, te han skulde bygge en Lade af de Pinde, og det kunde han jo ikke.
»Vil du være mig tro og aldrig forlade mig«, sagde hun, »saa skal a hjælpe dig.«
Det lovede han, og saa tog hun Haandværkstøjet og huggede og savede en lille Tid, og straks stod Laden fiks og færdig.
Da Bjærgmanden kom hjem, sagde han: »A kan se, Laden staar der, og den har ikke slaaet dig under Øre, der har lært dig det.«
De kom saa i Seng, og næste Morgen kom Bjærgmanden igjen ind til Drengens Seng og sagde: »Her er et sort Faar, og det skal du vaske hvidt. Hvis du ikke gjør det, inden a kommer hjem, saa skal du af med Livet.«
Naa, han gav sig til at vaske paa Faaret, men det kunde lidt nytte, Dyret blev ved at være lige sort, og saa satte han sig og græd. Saa kom Venete og hjalp ham ligesom forhen, og han lovede at være hende tro og aldrig forlade hende.
»Nu skal vi afsted i Nat«, siger hun, »vi kan ikke være her længere, for det er ikke alene dig, men ogsaa mig, der skal dø, a er kommen her til paa en lignende Maade, men a har været her saa længe, te a har lært nogle af deres Kunster. Nu flygter vi, saa snart Bjærgmanden er kommen hjem, og naar du nu vil være mig tro, som du har lovet mig, saa skal a nok hjælpe dig.«
Da Bjærgmanden kom hjem, gik han straks hen til Faaret og saa efter, om det var bleven hvidt. »Har du selv gjort det?« siger han til Drengen.
Ja, han havde.
»Hm hm, den har ikke slaaet dig under Øre, der har lært dig det.«
Saa gik Bjærgmanden ind, og de kom i Seng allesammen. Men de unge sov jo ikke. Saa rejste Venete sig og skrev paa Ildstedet: Svit svat svie, svar, naar hun taler. Paa Kjøkkendøren skrev hun ligesaadan, og til sidst paa Sengestokken. Saa rendte de. Da de var komne noget hen, sagde hun: »A tør ikke se tilbage, men det skal du gjøre, ogsaa lige saa tit, for at se, om de ikke kommer efter os.«
Noget ud paa Natten vaagnede Bjærgkjællingen og sagde: »Jeg drømmer, jeg drømmer.«
»Hvad drømmer du?« siger Bjærgmanden.
»Jeg drømmer, te Venete er rendt bort med Knægten.«
»Kald paa hende da«, siger Bjærgmanden.
Saa kaldte hun: »Venete!«
»Ja, Mo'r!« svarede det paa Skorstenen.
»Der kan du høre, jeg kunde nok vide, Venete var her; lad mig nu have Ro.«
Hun ligger lidt igjen, saa siger hun: »Jeg drømmer, jeg drømmer.«
Han vaagner og siger: »Hvad drømmer du?«
»Jeg drømmer, te Venete er rendt væk med Knægten.«
Saa bliver han halvt ond, for hun havde jo spurgt, og Pigen havde svaret, men han siger jo alligevel: »Kald paa hende da.«
Hun siger: »Venete!« og det svarer: »Ja, Mo'r!« paa Kjøkkendøren.
»Lad mig nu have Ro til at sove«, siger han.
De falder da hen lidt igjen. Lidt efter begynder hun at klage sig over den Drømmen ligesom forhen. Da bliver han helt rasende og siger: »Saa kan du jo kalde paa hende da.«
Hun raaber: »Venete!«
»Ja, Mo'r, jeg er her jo«, sagde det lige ved dem. »Der kan du høre, hun er her«, siger Bjærgmanden arrig. Saa varer det atter en lille Tid, da begynder Bjærgkjællingen igjen at vrimpe og siger: »Jeg drømmer, jeg drømmer.« Da blev han for Alvor vred og vilde banke hende. »Nu vil jeg kalde«, siger han, »saa skal du se, hun er her godt nok. Venete!« raaber han, men det svarer ikke.
Nu kan det nok være, de kom af Sengen i en Fart, og saa satte de efter dem.
Drengen saa sig jævnlig tilbage, og saa siger han: »Nu er de lige tæt i Hælene paa os.«
Dertil svarte Venete: »Nu gjør a mig til en Dam, og saa skal du være en And, der sejler i Dammen.«
Saa kommer Bjærgmanden og hans Kone til Dammen. »Der er hun, der er han!« Men de kunde ikke komme til ham.
»Saa render vi hjem efter vort Asketrug og sejler ud efter ham.«
Da saa Bjærgfolkene var rejst, gjorde Venete sig til Menneske igjen, og de rendte det de kunde videre frem. Han saa sig tilbage: »Saa, nu er de her igjen.«
»Saa gjør a mig til et Træ, og du skal være en Rose, der sidder i Toppen.«
Da Bjærgfolkene kom til Træet, siger de: »Der sidder Rosen oppe i Træet. Nu maa a hjem efter min Saks, og klippe den af med«.
Saa løb de tilbage igjen, og straks var Venete og Knøsen igjen Mennesker og løb videre. Han saa tilbage og sagde: »Nu er de her straks igjen med Saksen.«
»Ja, saa gjør a mig til en Kirke, og saa skal du være en Ugle, der sidder oppe i Glamhullet.« Da Bjærgfolkene kom til Kirken, blev de saa fnysende vrede og fløj imod Kirken, saa de fløj ud til alle Sider som smaa Flintesten, og det er dem, vi har i deher Dage at skjære Fødderne paa.
Naa, saa var Venete og Knøsen dem kvit. Saa siger hun: »Nu skal du ikke kalde mig Venete længere nu skal du kalde mig Jomfru Nøggel, og saa skal du love mig, du aldrig vil kysse nogen, for hvis du gjør det, saa glemmer du mig.«
Det lovede han, og saa gik hun hen ved Siden af en Mose, hvor hendes Forældre boede, men han gik hjem til hans Faders og Moders Gaard. Da han nu kom hjem, saa kjendte hans Moder ham straks, og hun vilde kysse ham, for hun blev saa hjærtelig glad ved ham. Men han skubbede hende til Side og vilde ikke kysse hende. Han talte ikke om, hvorfor han saadan bar sig ad, men da han var kommen i Seng og falden i Søvn, gik Moderen hen og kyssede ham. Da han saa vaagnede, kunde han ikke huske Jomfru Nøggel længere.
Saa kom han op paa Herregaarden og fik en Forvalterplads. Nu rygtedes det, at den Pige der i Mosehuset hun var kommen hjem til hendes Moder, og hun var saa kjøn. Saa vilde Førstekarlen der paa Herregaarden ned og tale med denher unge Pige om Aftenen. De sad og talte sammen hele Aftenen, og da han havde rejst sig og gjorde sig færdig til at gaa hjem, sagde han: »A kunde for Resten gjærne faa Tid til at sidde lidt her endnu, om ogsaa det er over Sengetid.«
»Det maa du godt«, sagde hun, »men saa skal du gaa ud og sætte Stangen for Yderdøren.«
Ja, det var nemt at gjøre. Han gaar ud og tager Stangen og sætter for Døren.
Lige i det samme siger hun: »Der kan du staa ved den, og den ved dig til i Morgen, Solen kommer.«
Saa blev han staaende til Dag. Da han kom hjem, spurgte de ham, hvordan han havde haft det.
»Ja, saa udmærket«, siger han.
Næste Aften saa vilde Andenkarlen ned at prøve det, og de sad og snakkede til Sengeaften. Han vilde ogsaa blive der lidt endnu.
»Ja, det maa du godt«, siger hun, »men saa skal du tage Ildtangen og en Tørv og gaa ud og lægge Ilden her ude.«
Ja, det var han villig til, og saa stod han jo og makkede og makkede og kunde ikke faa Ilden lagt.
Saa sagde hun: »Der kan du staa ved den og den ved dig til i Morgen, Solen kommer.«
Han blev staaende, og da han kom, spurgte de ham, hvordan det var der nede i Mosehuset.
Aa, det var saa udmærket morsomt, og saa vilde Tredjekarlen derned den tredje Aften. Da det var bleven Sengeaften, skulde han jo til at hjem, men vilde nok blive der lidt endnu.
Ja, det kunde han gjærne, »men her har a en bitte Kalv, kan du gaa ud og faa den ind først.«
Ja, det var han villig til.
Men den var tvære og ikke saa nem at komme afsted med. »Nu kan du blive staaende ved den og den ved dig, til i Morgen, Solen kommer.« Hun havde sagt, han skulde have i Kalvens Hale, og saa skulde den nok selv vise Vej, og han havde ogsaa faaet fat i Halen. Saa løb den med ham, og han løb efter den til om Morgenen, Solen kom, saa kunde han gaa hjem.
Imidlertid var Forvalteren bleven forlovet med Datteren der paa Herregaarden, og saa skulde Brylluppet være. Der kom tre Vogne til at kjøre til Kirken, og hver af de tre Karle kom til at kjøre én. Da de saa kjørte over Mosen hen til Kirken, saa gik Stjærtenavlen itu paa den forreste Vogn. Saa siger Kusken, det var jo Førstekarlen: »A tror bestemt, den unge Pige i Mosehuset hun har en Stang, der kan passe, maa a ikke gaa hen og laane den?«
Jo, det maatte han jo gjærne, og han laante saa Stangen til hendes Yderdør. Den passede akkurat.
Saa kjørte de lidt igjen, da gik Seltræerne itu paa den næste Vogn. Saa siger Andenkarlen: »Derhenne i det bitte Hus der har de en Ildklemme, a er vis paa, den kan akkurat passe«; om han maatte ikke løbe hen og laane den?
Jo, det maatte han gjærne, og han fik den ogsaa.
Den passede akkurat, og saa kjørte de lidt igjen. Saa styrtede den ene Hest. »Det er vel saa sært at faa den for«, siger Tredjekarlen, »men der henne i det Hus har de en Kalv, den er a vis paa, Tøjet kan passe til, og den kan trække og er god til at rende? maa a ikke gaa hen og laane den?«
Jo, og han kommer derhen og vil laane Kalven. »Ja, det kan du godt«, siger Jomfruen, »men saa vil a med til Brylluppet, og vil ogsaa sidde ved Brudebordet. Naar I kommer tilbage, skal I holde og tage mig med.«
Han kom saa med Kalven, og den kom for og kunde godt trække. De kom nu til Kirken uden videre Uheld, og da de kjørte hjem, holdt de uden for Mosehuset, og hun kom med. Saa skulde de til Bordet at spise. Da de skulde have Eftermaden, tog hun en Sølvdaase op af hendes Lomme og tog to Hvedekjærner af den og lagde paa hendes Tallerken. Saa kom der en hvid Due ind ad Vinduet og fløj hen og tog begge Kjærner. Saa siger Jomfru Nøggel: »Glem nu ikke din lille Mage, ligesom Knøsen han glemte Jomfru Nøggel.«
Da hun sagde det Ord og nævnede hendes Navn, saa blev han saa underlig, for nu kunde han huske hende. »Hvordan kan det være, a har glemt dig?« siger han, »a kyssede ingen, da a kom hjem.«
»Nej, du vilde ikke kysse mig«, siger hans Moder saa, »men a kyssede dig, da du var falden i Søvn.«
Saa siger han: »Ja, hvad der er sket her i Dag, det skal vi have gjort om igjen. Hun hører mig til, og a hører hende til«, og saa fortalte de deres Livs Hændelser der over Borde. »Havde hun ikke været«, siger Knøsen til sidst, »saa havde a ikke været i Live her i Dag.« Forbindelsen blev nu hævet med Herremandens Datter, og saa drak Knøsen Bryllup med Jomfru Nøggel bag efter, og de lever saa godt.
Ane Katrine Bærtelsen, Lomborg.