Der var en Mand, som havde mange Børn og døjede med at forsørge dem. Saa sagde den ældste, at han vilde ud i Verden at forsøge hans Lykke. Da han kommer ud paa Vejen, kommer han i Møde med en Mand, der siger: »Hvor vil du hen, min Dreng?«
Ja, han vilde hen og se, om han kunde faa sig en Tjeneste.
»Saa kan du komme til at tjene mig.«
»Ja, lige saa vel dig som en anden.«
Saa siger Manden: »Din Bestilling skal være at moge under en Bøl og saa fodre ham og en Hest. Hesten ham skal du give Hakkelse for Bagdelen og Ild i Krybben, men Bøllen ham kan du give for Næsen som et andet Høved.«
Drengen følger nu med ham hjem, og saa viser han ham omkring. Da han har faaet det at se, gaar Manden ud igjen, og Drengen gaar nu og ser paa Arbejdet. Han kunde ikke forstaa, hvordan han skulde faa alt det Mog ud, saa meget som der var, og han gav sig straks i Lag med det. Manden havde forbudt ham at komme sønden for Huset, der var noget, han ikke maatte se, og da han nu havde moget i flere Dage, og det næsten ikke kunde blive kjendt, saa tænkte han paa at rømme derfra, for der var jo ingen Udvej til at udføre hans Bestilling, tykte han.
»Men hvad mon der er sønden for Huset?« tænkte han, »det vil a dog have at se, inden a render.«
Han lister sig da derom, og saa ligger der to store Hunde, og der sidder en Jomfru og spinder.
Drengen bliver ræd for Hundene og hummer sig noget tilbage. »Kom du kuns nærmere«, siger Jomfruen, »og snak med mig. Hvant er du kommen her?«
Ja, han fortæller jo, hvordan det er gaaet til, og hvad han skal udføre.
»Det kan du slet ikke gjøre noget ved«, siger hun, »men vil du være tro, skal a hjælpe dig.«
Ja, det vilde han da.
Saa sætter hun de to Hunde hen at moge, og det varer kun et Øjeblik, saa er det Arbejde færdigt. Saa siger hun igjen: »Nu skal du gaa hen og fodre Hesten med Hakkelse for Næsen og Ild for Enden og saa fodre Bøllen, som du plejer. Saa gaar du ind og finder et Fyrjærn og en Kjæmmekam, og der ligger ogsaa en lille Gren, du skal have med, for de tre Dele kan være dig til stor Nytte, og dem putter du i din Lomme. Saa vil vi flygte begge to, men du maa bruge dig, for nu er det Tiden. Du lægger Bidsel og Saddel paa Hesten og trækker saa den ud.«
Han skynder sig ogsaa alt det han kan og finder Delene og trækker Hesten ud. De sætter dem saa begge to op og rider. Da de havde redet en bitte Krumme, saa siger Jomfruen: »Se dig tilbage, om du fornemmer ingen Ting til.«
Nej, han mærkede ikke noget.
Et Stød efter siger hun det samme igjen. »Mærker du ikke noget endnu?«
»Jo, nu kommer Trolden.«
»Pas saa paa, naar han kommer saa nær, at han vil tage efter Halen af Hesten, at du tager og smider den Kjæmmekam bag over dig.«
Han smed den ogsaa, og da blev der en Sandbanke bag ved dem saa stor og saa lang.
»Det var prægtigt«, siger Trolden vredt, »det skal du ikke have gjort for intet.« Han tilbage og henter den blaa Bøl, og den skraber sig saa gjennem Sandbanken.
Saa siger Jomfruen til ham igjen, at han skal se tilbage.
»Ja, nu er han lige bagved os.«
»Saa skal du smide Fyrstaalet bagved dig.«
Da han havde gjort det, var der den største Ild, saa Trolden paa ingen Maade kunde komme igjennem den. »Det skal du ikke have gjort for intet«, siger Trolden, »men det er der ingen Fare ved«, og han hentede den blaa Bøl, og den pissede i Ilden og slukkede den. Saa knøg Trolden igjennem som ingen Ting.
»Mærker du ikke noget?« siger Jomfruen.
»Nej«, siger han, og Hesten løb af al Kraft.
»Mærker du endnu ikke noget?« siger hun et Stød efter.
»Jo, nu kan a høre ham, nu er han ikke langt henne.«
»Pas nu paa at smide den Gren, naar han tager efter Halen af Hesten.«
Da han saa gjorde det og var kommen nær nok, smed Drengen Grenen ned for ham, og da blev der den største Skov, der var saa tæt og stor, te Trolden kunde aldeles ikke komme igjennem. Nu skulde han hjem efter den blaa Bøl, og han var jo arrig.
»Nu gjælder det om, at vi kan redde os«, siger Jomfruen, »vi har ikke langt til Kristenjord, men det varer heller ikke længe, inden han kommer igjen.«
»Ja ja«, siger Trolden, da han kom til Skoven, »a skal nok tage jer«, og han var gal i Hovedet. Han kommer snart igjennem, for Bøllen kunde gjøre ryddeligt, hvor den kom.
»Mærker du ikke noget?« siger Jomfruen til Drengen.
»Nej«, siger han, og Hesten løb af al Magt.
Lidt efter siger hun igjen: »Mærker du ikke noget endnu?«
»Jo, a tykkes, a hører ham.«
»Det bliver ikke mere, end vi kan redde os«, siger Jomfruen. Saa kommer de for en Grøft, og der springer Hesten over. Da kom den paa Kristenjord, og saa var de frelst, for der kunde Trolden ikke komme. Men han var saa nær, at han rykkede en Lok Haar af Halen paa Hesten, og saa siger han: »Havde du ikke været hos mig saa længe, saa havde du ikke kunnet gjøre mig det Spil.«
Nu stod de af Hesten og lagde dem lige saa trætte og faldt snart i Søvn. Da de vaagnede igjen og kom til dem selv, sagde Jomfruen: »Nu skal du hugge Hovedet af Hesten og sætte til hans R..«
Nej, det kunde han ikke gjøre, sagde Drengen, for det den havde været dem saa tro.
»Jo, du skal gjøre det, ellers hugger jeg dig ihjel«, siger Jomfruen.
Saa gjorde han det, og nu blev Hesten til det pæneste Mandfolk, en kunde se for sine Øjne. Det var en Prins, og han og Jomfruen var Søskende. Saa rejste de hjem til det Land, hvor de var fra, og Kongen deres Fader tog imod dem med stor Glæde. Trolden havde stjaalet dem fra ham for flere Aar siden, og saa havde han fortroldet Sønnen til en Hest. Nu blev Drengen gift med Søsteren, for det hun vilde have ham, han havde jo dog frelst dem, og saa fik Prinsen Riget at raade over efter hans Faders Død.
Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.