En Kone boede i Nærheden af en Skov, og hun havde en Hund, der stod bunden ved Huset, og saa en Kat. En Dag hun skulde til Kjøbstad, sagde hun til Katten: »Kan du nu passe godt paa de Pølser, der hænger i Skorstenen, at Ræven ikke skal tage dem.«
Jo, det skulde den nok, og den sprang op paa Skorstenen og sad og kikkede paa Pølserne, som hængte der oppe. Da den havde siddet lidt, saa tænkte den ved sig selv: »Det kan da ikke gjøre noget, a lugter til dem.« Den strækker sig saa langt, at den lige kan snuse til dem, men idet den saa rører ved dem, saa falder den ene ned. Ræven er lige i det samme ved Døren, og den springer til og snapper den. Katten bliver forskrækket over dether, og hvad den faar at gjøre, den ud og faar Hunden løst, og han sætter jo efter Ræven og naaer ham lige i det Øjeblik, da han springer ind i hans Hule, saa han altsaa blot faar snust til Halen af ham. Ræven blev saa forskrækket over den Fare, han havde været i, at han blev siddende i Hulen i tre Dage og turde ikke komme op.
Endelig kunde han ikke holde det ud længere, men maatte op for at faa noget til Føden. Da han kommer ind i Skoven, træffer han et gammelt Føløg, der gaar med sit Føl. »God Dag«, siger Ræven, »i Dag skal enten dit Føl dø, heller ogsaa a skal.«
»Ja«, siger det gamle Øg, »det er ikke saa farlig en Sag. Mit Føl det maa du godt faa, hvis du lige bare vil gjøre mig en Tjeneste først.«
Ja, hvad det da var? siger Ræven.
»Ja, a har traadt en Torn ind i min ene Bagfod, dersom du vil trække den ud, maa du faa Føllet.«
Naa, det gamle Øg letter Foden, og Ræven skal til at se efter, om han kan opdage, hvor den sidder. Men allerbedst, som han staar og kikker, saa giver hun et Hvin og sparker ham for Panden, saa han triller langt hen i Skoven. Han maa altsaa gaa hans Vej med en slunken Mave og er helt flov ved at komme saadan afsted.
Da han kommer noget længere ind i Skoven, da møder han der en So, der gik med en hel Flok smaa Grise. Saa siger Ræven: »God Dag, enten skal du dø, heller a skal, heller a vil ha' din' smaa Grise.«
»Mine smaa Grise maa du gjærne faa«, siger Soen, »men først maa du gjøre mig den Tjeneste at bide i mit højre Øre, ilav a synger en Salme.«
Ja, det vilde Ræven da nok. Han snapper i Øret paa Soen og bider godt fast. Hun giver sig til at skrige af fuld Hals, og alle Svin i Skoven de stimler sammen om at komme hende til Hjælp, og de havde nær ædt Ræven, saa det var med Nød og Næppe, han slap derfra med Livet.
Ræven havde intet faaet at æde endnu, og han var nær ved at omkomme af Sult. Saa tænker han ved sig selv: »Nu vil a gaa ned til Stranden og se, om a kan finde nogle døde Fisk, de kan da hverken slaa eller bide mig ihjel.« Da han nu gaar derned, møder han en Faareflok, og den gamle Vædder han kommer et langt Stykke bag efter, for han kunde ikke følge med.
Da Ræven faar Øje paa ham, saa tænker han: »Ham kunde a maaske faa Bugt med.« Efter at han nu først har sagt Goddag, saa siger han: »Enten skal du dø, heller ogsaa a skal.«
»Haa—aa«, siger Vædderen »a vil gjærne dø, a er saa gammel og stiv og kan ikke følge med Faarene længere. Hvis du nu vil gaa hen og sætte din Ende mod den Knold der, og saa gabe lige saa højt du kan, saa vil a løbe lige levende ind i dig.«
Ja, Ræven han sætter sig jo og spiler hans Gab op, og Vædderen han tager Rend til, ligesom han skulde til at bukkes med én. Saa kommer der et vældig stort Bø--ø, og saa farer han lige ind i Gabet paa Ræven og splitter ham ad, saa Ræven var død med det samme.
Men da Konen kom hjem fra Kjøbstaden og fik at høre, hvordan Katten havde passet paa Huset, saa blev hun fornærmet paa den, og den fik aldrig mere Lov til at have Opsigt med det.
Lærer Jørgen Nielsen, Romme.
(Efter Sognefoged Rasmus Kristensen, Ut).