Der var et Sted, hvor de var ved at kjøre Møg ud om Foraaret, og Konen var gammel og havde tre voksne Børn, to Piger og en Søn. Den ene af Pigerne skulde giftes, men saa vilde Moderen bestemme, hvor mange Børn hun skulde have. De havde netop faaet kjøbt nogle Kullerfisk, og hun tager en Kuller og skjærer den i tre Stykker, og saa gjør hun hendes Kunster med dem. Hoved- og Halestykket skulde være Piger, og Mellemstykket en Dreng, og nu var det jo Bestemmelsen, at Datteren skulde have de Stykker at spise. Men uden at Konen lagde Mærke til det, kom Tjenestekarlen ind, det var ham, der kjørte Møg, og han var sulten og saa deher Stykker Fisk, der var lavet saa pænt til. Han tykte, de saa godt ud, og saa snap han det mindste Stykke, det var jo Halestykket, og spiste det. Konen tænkte, at Datteren havde taget det, eftersom Bestemmelsen var, og saa blev der ikke mere ud af det for det første.
Der gaar en Tid hen, men saa bliver Karlen saa før, og han kunde da ikke begribe, hvordan det havde sig. Endelig kommer han i Tanker om, at han maatte da være med Børn, og vil da en Dag gaa hen og se, om han kan komme over det paa en Maade. Han kommer til en Lind og lægger sig der under for at hvile sig. Da bliver han forløst og faar et lille Pigebarn. Derefter rejser han sig og gaar hans Vej, saa faar det at blive til, hvad det kan, med Barnet. Da er der en Fugl, som kaldes Gan, den flyver ned og tager Barnet op i sin Rede til sig. I den samme Tid var Kongen ude paa Jagt, og havde Lakajer og Skytter og Jagthunde med sig. Han var en ganske ung Konge, kuns atten Aar, og de andre var ridende, men selv var han kjørende i en Karet. Saa rendte Hundene hen til Træet, som Fuglen var i, og de gnislede og peb og vilde ikke derfra. Han kaldte, men de smut derhen igjen. Saa siger han til Tjenerne, de skulde se efter, hvad der var i det Træ, for én Ting Mærkelighed maatte der være.
Ja, han kunde ikke vel gaa derop.
Men Kongen vilde ikke lade sig besige med det, og han befaler ham at gjøre det.
Saa maa han derop. Da laa der et Pigebarn i en Rede.
»Tag det med dig herned!« raabte Kongen.
Ja, han kunde ikke.
»Det skal du, og du skal svare til, det kommer velbeholden ned.«
Saa kommer han med Barnet, og Kongen tager det og sidder med det paa Skjødet der inde i Vognen.
Han kommer hjem til Moderen og forlanger, at hun skal opfostre ham det Barn. Hun vokser op og bliver saa smuk, og da hun er voksen, vil han ægte hende. Det var Moderen saa meget imod, da de ikke vidste, hvor hun var fra. Men Kongen svarte, at han var lige glad, han vilde nu have hende, og det var ham lige meget, enten det var hende med eller imod.
Dertil svarer Moderen: Ja, saa skulde hun lave saadan et Bad for ham, te han aldrig skulde glemme det.
De holder altsaa Bryllup, og det varer i 18 Dage; men Moderen var saa gal, te hun var ved at gaa af hendes gode Skind og i Hundens. Nu var Kongen hjemme ved hans unge Dronning i to Aar, og hun bliver frugtsommelig. Da sker det, at der kommer Krig paa, og Kongen maa med. I det Lag han er henne, gjør hans Dronning Barsel og faar et skjønt Drengebarn. Den gamle Dronning tager og brækker et Ben i Stykker paa det, lægger ham derefter i en Begkiste, hun har faaet lavet til det samme, og saa ud paa Havet med den. Da Kongen kommer hjem fra Krigen, begynder hans Moder at fortælle op om, hvor forskrækkelig den unge Dronning havde været. Hun havde saadan banket hende og været saa ond imod hende, og nu havde hun da ogsaa gjort Barsel og faaet en Dreng. Men ham havde hun brækket Benene paa og taget Livet af omsider. Kongen sagde ingen Ting til det, men var god nok ved hans Dronning lige godt.
Han var nu hjemme i to Aar til, og da kom der atter Krig paa, saa han skal afsted igjen. Hans Dronning var igjen frugtsommelig og gjør Barsel, i Lag han var henne. Den gamle Dronning tager og brækker den ene Arm paa det Barn, og saa lægger hun det i en Begkiste og sætter den ud paa Havet. Da Kongen bliver ventet hjem, tager hans Moder ud imod ham og taler nok saa venlig til ham.
Saa viser hun ham hendes Hænder, og han ser, der er snart ikke Hud paa dem. »Se, saa ilde har hun tilredt mig og handlet med mig«, sagde Dronningen. »Jeg har nok sagt dig, hvad Spøgelse hun er, men du har aldrig villet tro mig. Vi véd jo ikke, hvad hun stammer fra, og saa meget er vist, hun er ikke værd at have. Nu har hun faaet det andet Barn, og det brækkede hun Armene paa, og til sidst fik hun det da af med Livet.«
Kongen sagde ingen Ting, men gik ud til hans Dronning og blev ved at holde lige meget af hende.
Nu var han hjemme igjen i to Aar, og da bliver Dronningen atter frugtsommelig. Saa kommer der Krig paa for tredje Gang, og Kongen maa afsted. Lav han er borte, gjør Dronningen Barsel og faar et kjønt Drengebarn. Kongens Moder kratter Øjnene ud paa det, og lægger det saa i en Begkiste, som hun sætter ud paa Havet. Da Kongen kommer hjem igjen, drager hans Moder ud imod ham og fortæller, at hans Kone havde været saa ond og saa ond imod hende. Her kunde han se, hvordan hun havde kradset Neglene af hendes Fingre, og hvordan hun havde faaet store Huller i Ansigtet. Det havde hans Kone gjort alt sammen. Nu havde hun ogsaa gjort Barsel og først kradset Øjnene ud paa Barnet og derefter taget det helt af med Livet. »Dersom hun nu ikke kommer væk«, sagde hun, »saa kan jeg heller ikke være her, det er ikke til at holde ud.«
Hun følger saa med ind paa Slottet, for at han ikke skal glemme det. Han gaar nu ind til hans Kone og spørger hende, om det er sandt, hvad hans Moder har sagt. Nej, det var ikke, og hun fortæller, hvordan Moderen har taget Barnet, saa hun ikke vidste, hvad det blev til. Men nu lod det til, han troede Moderen bedst, for han sagde, at nu fik hun at rejse hendes Vej.
Ja, naar det ikke kunde blive anderledes, saa vilde hun ogsaa godt rejse. Han vilde give hende 400 Daler i Rejsepenge og en Karet og Kusk og Tjener, og saa rejste hun af med det.
Den Gang hun kjørte ud af Kongens Port, da græd hun saa forfærdelig, for hun var jo saa harmet og elendig, og tørrede sig med hendes Lommeklæde, saa det var helt gjennemblødt.
Hen paa Eftermiddagen siger Kusken: »Hvor skal vi lægge os ind i Nat?«
Hun svarer: »Vi skal have Nattely under den Stjærne, der sidder lige i Øster.«
Naa, saa kjører han efter den, og de kommer dertil, lige før det blev mørkt. De hører efter, om de kan faa Herberg. Der bliver svart ja, og de faar fra, og saa kommer de ind og faar noget at spise.
Som de nu sidder ved Bordet, siger Dronningen, om de kan ingen Æventyrer fortælle.
Nej, ikke noget videre, siger de, men de tænkte nok, hun kunde, der havde rejst saa meget.
Ja, det kunde hun just ikke, men hun kunde give dem saadan en lille Tilspørgen, og om de kunde forklare hende det, vilde hun give dem 200 Daler og en Karet med Kusk og Tjener. Men kunde de ikke, skulde de give hende lige saa meget. Det Forslag fik de ikke at fortryde paa.
Nej, de ønskede nok at høre hendes Spørgsmaal.
Saa siger hun: »En Karl var min Moder, en Lind mig klædde, og en Gan mig fødde, og en Konge fæjst' mig, og det gik mig altsammen ilde af Hænde.«
De spekulerede og spekulerede og blev ved at sidde og spekulere, til Klokken var tolv om Natten. Saa maatte de give dem tabt, og hun fik de 200 Daler og Karet og Kusk og Tjener.
Den Gang hun gik ud og skulde rejse videre, saa hun, der sad en bitte Dreng ved Siden af Kakkelovnen og sad og skrev. Han var halt, og hun spørger saa, om det var deres egen.
Ja tu, det var det da nok paa en Maade og endda ikke.
Hvordan det kunde da være? siger hun.
»Ja, vi har fundet ham ved Siden af Havet i en Begkiste, der var dreven i Land, og hans ene Ben var brækket. Det kunde vi ikke faa lægt, for Saaret var for gammelt, og derfor er han saa halt.«
Saa spørger hun, om hun maatte tage ham, i Fald hun kunde kurere ham.
Ja, det maatte hun med Glæde og alt Gode.
Saa vilde hun prøve paa det. Hun tager hendes Lommeklæde frem og vrider en Drop af det og lader falde paa Benet. Da kom det sig og blev lige saa lige, som det aldrig havde været brækket, og hun tager ham saa med sig.
De kjørte igjen den næste Dag, og hen paa Eftermiddagen spørger Kusken om, hvor de skal lægge sig ind i Nat.
Ja, under den Stjærne, der vendte lige i Sønder.
De kjører og kommer dertil saadan i Mørkningen. Det Sted var dobbelt saa stort som det, de var i sidste Nat. Saa spørger de jo, om de kunde faa Losi.
Jo, de havde Plads nok, og de fremmede kommer ind og faar noget at spise.
Saa, som de nu sidder ved Bordet, spørger hun efter, om de kunde ingen Æventyrer fortælle.
Nej, ikke saadan videre, svarer de, men hun maatte vist kunne fortælle, der havde rejst saa meget.
Ja, det kunde hun just ikke, men hun kunde give dem saadan en lille Tilspørgen, og om de kunde forklare hende det, vilde hun give dem 200 Daler og en Karet med fire for, samt Kusk og Tjener. Men kunde de ikke, skulde de give hende lige saa meget. Det var kun et Forslag, hun vilde gjøre dem.
Ja, det vilde de godt gaa ind paa, og de ønskede nok at høre hendes Spørgsmaal.
Saa siger hun: »En Karl var min Moder, en Lind mig klædde, og en Gan mig fødde, og en Konge fæjst' mig, og det gik mig altsammen ilde af Hænde.«
Nej, det kunde de ikke finde ud af, de spekulerede endda til Midnat, nej, saa vilde de hellere give de Ting.
Om Morgenen, de skal kjøre videre, sidder der en bitte Dreng ved Siden af Kakkelovnen med saadan en daarlig Arm.
Om det var deres egen? siger hun.
Nej, det var det just ikke, og saa var det dog paa en Maade, for de havde fundet ham ved Stranden i en Begkurv.
Hvad der gik af hans Arm?
Ja, den var brækket, den Gang de fandt ham, og de kunde ikke faa den kureret.
Saa spørger hun, om hun maatte faa ham, naar hun kunde kurere ham.
Ja, siger de, naar han kunde faa det saa godt, vilde de nok være skilt ved ham.
Saa tog hun Drengen og vred igjen en Drop af Lommeklædet og lod falde paa Armen. Da kom han sig og kom saa med hende.
Hen paa Eftermiddagen spørger Kusken om, hvor de skal være i Nat.
Ja, han kunde kjøre til den Stjærne, som vendte lige i Vester.
Ud paa Aftenen kom de til en Gaard, og den var dobbelt saa stor som den sidste. Nu havde hun jo tre Kareter med hendes egen, og Kusk og Tjener til dem alle tre. De hører efter, om de kan faa Natteherberg.
Jo, det kunde de godt faa, og saa faar de fra og kommer ind og faar noget at spise.
Som de nu sidder ved Bordet, siger hun, om de kunde ingen Æventyrer fortælle.
Nej, ikke saadan videre, men de tænkte nok, hun kunde, der havde rejst saa meget.
Ja, det kunde hun just ikke, men hun kunde give dem saadan en lille Tilspørgen, og om de kunde svare hende paa den, vilde hun give dem 200 Daler og en Karet med fire for og Kusk og Tjener, men kunde de ikke, skulde de give hende lige saa meget, de maatte ikke fortryde paa, at hun saa bad om lige saa meget igjen.
Nej, det var ikke sært, Forslaget var godt nok, og de vilde gjærne høre hendes Spørgsmaal.
Saa siger hun: »En Karl var min Moder, en Lind mig klædde, og en Gan mig fødde, og en Konge fæjst' mig, og det gik mig altsammen ilde af Hænde.«
De spekulerede og blev ved med det til Midnat, og saa var det forbi, nu maatte de give hende, hvad hun skulde have.
Om Morgenen, da hun skulde rejse videre, sad der en bitte Dreng i Vuggen og var blind, og hun spørger, om det var deres.
Ja, paa en Maade, men i Grunden ikke, for de havde fundet ham nede ved Stranden, han var dreven i Land i en Begkiste, og begge hans Øjne var krattet ud og hængte langt nede paa Kinderne af ham. De havde nok sat dem ind, men han kunde ikke se med dem.
Saa spørger hun, om hun maatte ikke tage ham, i Fald hun kunde gjøre ham seende igjen.
Jo, det var ikke sært, de kunde ikke levere ham til nogen bedre.
Hun havde endnu saa meget af Taarerne i hendes Lommeklæde, at hun kunde vride nogle Dropper i Øjnene af ham, og den Gang hun fik det gjort, saa kunde Drengen se. Saa tog hun ham med, og nu havde hun alle hendes tre Børn, og de var friske og raske.
»Hvor skal vi nu kjøre hen?« siger Kusken.
»Ja, du skal kjøre lige tilbage igjen og ind i Kongens Gaard.«
Det gjør han, og Kongen kommer selv ud og tager imod dem. Da han ser alle de Kareter, nu var der jo fire i alt, og faar hans Dronning og Børn at se ogsaa, bliver han saa glad, at han kan ikke styre sig, men tager efter hende med alle Hænder og løfter hende af Vognen og faar hende ind.
Men hun siger nej, hun vil ikke ind, undtagen han vil gjøre ved hans Moder saadan, som hun havde gjort ved hendes Børn.
Nu fortalte hun, hvordan den gamle Dronning havde baaret sig ad, og han siger, at det vilde han nok, for hun havde ikke fortjent bedre. Saa siger han til en gammel Røgter, han havde, at han skulde gaa ind og lægge Reb paa og saa slæbe hende i det ned til Havet. Nu bliver den gamle Dronning klog paa, at det var den unge Dronning, der var kommen, og hun vil da ud og tage imod hende, men saa springer Røgteren til og lægger en Rendesnøre omkring Halsen af hende og slæber saa af med hende. Nu skulde han jo brække hendes Ben og Arme og kratte Øjnene ud paa hende, naar hun kom derned, og det gjorde han ogsaa. Til sidst skød han hende ud i Havet, og saa kravlede hun op paa en stor Sten der ude, og naar der kommer nogle Søfolk der forbi, saa sidder hun og haajer og vinker ad dem, de skal komme og tage hende med, men det gjør de jo ikke, og hun bliver siddende og sidder der endnu. Den unge Dronning derimod tager ind til Kongen igjen, hun viser ham Børnene, og han er glad ved at se dem, og saa lever de nok saa fornøjet sammen, og der skal være af den Kongefamilie endnu.
Larsine Kristine Jens-Kristiansdatter, Kvissel.