Der var en Karl, der var i Tjeneste i Kjøbenhavn, han hed Per Vinter. Da han havde udtjent og blev permitteret, var han ikke Ejer af mere end tre Skilling, det var alle de Penge, han havde. Alligevel var han saa fornøjet med at slippe ud af det Fængsel, at han gjorde en Vise og gik og sang, og den begyndte saadan:
»Jeg er Ejer af trende Skilling
og kommer aldrig til at trænge.«
Naa, han gik frem ad Vejen og kom ind ad en Skov. Der møder han en gammel Mand, og han hører den Sang.
Saa siger han: »Eftersom du er Ejer af saa mange Penge, vil du da ikke give mig en Skilling?«
»Jo,« siger Per, »den kan du missel gjærne faa, a har nok i de to.«
Han giver ham denher Skilling og bliver ved hen ad Vejen. Den gamle Mand gaar omkring i Skoven og møder ham igjen, og saa forlanger han atter en Skilling og faar den.
Naa, Manden gaar nok en Gang omkring og møder Per for tredje Gang. Han gaar og synger: »Jeg er Ejer af en enlig Skilling og kommer aldrig til at trænge.«
»Saa kunde du gjærne give mig den Skilling.«
»Ja, den kan du godt faa,« og den gamle Mand faar den sidste Skilling.
Saa siger han: »Ja, nu har du vistnok givet mig alle dine Penge, nu skal a gjøre dig noget godt igjen, og a kan gjøre dig ligesaa meget godt, som du har gjort mig. Du kan følges med mig hjem. A har et gammelt graat Øg, a vil give dig, at du skal ikke gaa imellem Huse som hidtil, og a har en gammel Sabel, a har brugt i min Ungdom, den vil a ogsaa give dig, og saa vil a lære dig et godt Raad. Nu er der saadan Krig i England, for den tyrkiske Prins vil have den engelske Konges Datter, og han vil ikke af med hende. Saa er de kommen til at slaas om det, og Tyrkerne er saa nær, at de har belejret London. Nu vil a, du skal tage derover og komme til at tage Del i Krigen. A har ogsaa en gammel Sejersskjorte, som a vil give dig, den skal du trække i, for saa længe du er i den, kan der ingen gjøre dig nogen Fortræd. Alt det, du slaar efter med Sabelen, det slaar du ihjel, men du skal passe, te du slaar ikke efter andet end det, du vil dræbe. Du skal lade det gamle graa Øg raade sig selv og gaa, hvor det vil, saa kommer du til England og mælder dig, at du er nys kommen af den danske Konges Tjeneste, saa bliver du nok antagen. Men du maa ikke glemme at forlange, at du vil passe dit Øg selv. Skulde det nu træffe, at du skal komme af Sejersskjorten, saa der ingen Redning er for dig, og du kan se, du skal slaas ihjel, saa skal du forlange, naar de har faaet Livet af dig, at blive hakket i Finker, og dem skal de komme i en Mantelsæk og hænge den paa det gamle graa Øg og saa lade den gaa, som den vil. Saa kommer den tilbage til mig igjen.«
Nu havde han sat ham godt i Rette med det hele, og Per Vinter følger saa med og faar Sagerne. Han ud og faar sadlet Øget og hænger Mantelsækken bag ved Sadlen, og saa lader han hende daske af. Omsider kommer han til London, og han mælder sig ved Kongen og vil da høre til Hjælpetropperne.
Ja, Per Vinter skulde være velkommen, og han fik Staldplads til den gamle graa og faar ogsaa Lov til selv at passe den.
Andendagen skal de ud imod Fjenderne. Tyrkerne var saa nær ved London, at der kun var en Dags Rejse til dem. Saa siger Per til Overgeneralen: »Nu maa vi herhen, for her er de fleste Folk.«
»Nej, det kan ikke gaa an,« siger han, »dem kan vi ikke binde an med.«
»Jo, vi maa herhen,« og han sætter den graa i Galop og hugger løs. For hvert Hug faldt der en 3, 4 ad Gangen, og endelig maatte Fjenderne paa Flugt. De retirerede en 2, 3 Mil den Dag, og Per Vinter kommer hjem til Kongen. Saa siger Generalen til ham, at det kunde ikke gaa an at faa Per Vinter ud i Morgen igjen, for han gjorde saadan Uorden, at de ikke fik Armeen samlet de første Par Dage. Sagen var, at han var bleven ræd for, at Per Vinter skulde blive Overgeneral og han selv faa hans Afsked, det var han jo fortrødt ved.
Kongen tykte, det var noget sært Snak, at én Mand skulde kunne gjøre saadan Uorden, og saa vilde han Andendags Morgen selv ud at se, om det virkelig kunde være Tilfældet.
Siden de kommer udenfor, saa siger Per Vinter: »Ja, vi maa herhen, hvor de fleste er.«
Nej, det kunde ikke gaa an, sagde Generalen. Men Per farer jo løs og hugger ned. Kongen staar og ser paa det, og Fjenderne flygter. Ja, den Mand var ikke til at kassere, og Kongen sætter ham til General med det samme.
Nu bliver han ved at ture saa længe, til de faar drevet Tyrkerne langt hen, og saa var de i Sikkerhed for dem. Da der er gaaet nogle Dage, saa siger Kongen: »Du vil vel ikke have min Datter?«
»Jo,« siger han, »men hun vil vel ikke have mig.«
Kongen syntes jo, at Per Vinter kunde nok bestyre Riget, og saa vilde han da hellere give Datteren til ham end til den tyrkiske Prins. Naa, saa vil han hen og høre hans Datter ad, og han spørger om det.
Jo, det vilde hun nok, og saa skal de da have hinanden. Nok er det, de bliver ogsaa gift.
Da de saa om Bryllupsaftenen skal i Seng, saa siger hun til ham: »Det er dog en forfærdelig skiden Skjorte, du er i,« og hun vil ikke ligge ved ham i saadan en Skjorte.
»Ja, den maa a ikke komme af,« siger han, »for hvis a faar den af, saa er det forbi med mig,« og saa fortæller han hende, at det er en Sejersskjorte, og saa længe han var i den, saa var der ingen, der kunde gjøre ham noget.
»Ja pyt,« siger hun, »her er da ingen, der kommer og tager den fra dig eller gjør dig Fortræd. Nu kan du trække af den i Nat, og saa skal a give dig en anden, saa kan du endda trække i den i Morgen igjen, om du vil.«
Ja ja, det kunde han da ogsaa. Hun henter en fin Skjorte, og han trækker den anden af og lægger paa Stolen ved Siden af Sengen. Nu trækker hun ogsaa af Klæderne og vil da forestille at i Sengen til ham, men i det samme springer der en Lem op i Gulvet, og den tyrkiske Prins kommer op. Han var godt kjendt med hende, kan vi forstaa, og kunde saadan komme ind til hende om Natten. Prinsen snapper Skjorten og jager sig i den, og saa tager han Sabelen. »Kjender du mig nu, Per Vinter?« siger han.
»Ja, a gjør, men vil du nu ikke love mig, inden du slaar mig ihjel, for det bliver nok Enden paa det, kan a tænke, te du hakker mig i Finker, naar du har faaet Livet af mig, og saa kommer dem i den gamle Mantelsæk, der hænger der ude i Stalden. Den hænger du paa det gamle graa Øg, der staar der inde, og saa lader du det gaa, hvorhen det vil. Det kan da ikke gjøre noget, du lover mig det.«
Nej, han skulde ogsaa nok gjøre det. Saa bliver Enden af det, at han hugger Hovedet af Per og giver dernæst Befaling til at hakke ham i Finker og komme dem i Mantelsækken og saa lade det gamle Øg gaa med det, hvorhen det lystede.
Da de havde gjort det og ladet Øget gaa, saa gifter han sig med Prinsessen og sætter den gamle Konge og Dronning i et Fangetaarn, for det de havde været saa meget imod Giftermaalet, og saa er han nu Konge i England.
Det var saadan om Vinteren, dether gik for sig. Saa en Aften rimmer Øget uden for den gamle Mands Vinduer. »Naa,« siger han, »nu er det graa Øg herude, saa er Per nok kommen af Skjorten,« siger han til Konen. Han hen og lukker Døren op, og da staar Øget godt nok uden for.
Naa, saa tager han Sækken og smider den paa Gulvet, og Øget trækker han ind. Han ryster Sækken ud paa Gulvet. »Er du her, Per Vinter?«
»Ja, misæl er a saa.«
»Nu er du nok kommen af Skjorten.«
»Ja, a er.«
Da stod Per Vinter der splitternøgen paa Gulvet, siden han fik det sagt til ham. »Ja, a lod mig da narre,« siger han.
»Ja, det kan a skjønne paa. Men a faar at hjælpe dig endnu en Gang. Nu vil a give dig det Ønske, at du kan skabe dig til hons Dyr du vil, saa faar du se, om du kan faa Skjorten igjen.«
Han skabte sig saa til en Fugl og fløj strags til London. Der skabte han sig om igjen til et Menneske og gik ind til en Værtshusholder og bestilte Kvarter. »A skal nok betale dig, men a har ingen Penge lige for Tiden,« siger han.
Saa hører han, der skulde være Hestemarked i London Andendagen, og saa siger han til Værten: »Nu vil a skabe mig til en Hest, saa kan du ride til Marked og sælge mig. Men du maa forlange saa meget for mig, at ikke enhver render til og kjøber mig. Du skal bie, til Kongen kommer, for han spørger nok, at der er kommen saadan en stor Hest til Marked, og saa kommer han og vil se den.«
Da Værten hører, hvad Karl det er, han har for sig, saa faar han Kvarter, og Andendags Morgen sætter han sig paa Hesten og rider en Tur gjennem Markedet. Alle Folk vil se den Hest, for ingen havde set én saa stor og svær før, og det kommer i Bladene den samme Dag. Saa rider han hjem igjen og stalder ind, for de kongelige var endnu ikke kommen.
Længere hen paa Dagen rider han atter en Tur over Markedet. Nu var det strags kommen for Kongen, at ingen havde set Mage til den Hest, og saa vil han ned og have den kjøbt til en Ridehest. Værtshusholderen rider omkring, og det varer nu ikke længe, inden han kommer for det kongelige. Han forlanger saa meget for den, at ingen anden end Kongen kan give det, og han vil ogsaa have den. Siden han saa kommer hjem, vil han have Dronningen ud at se den svære Hest, han har kjøbt. Hun følger ogsaa ud med ad Stalden.
»Naa,« siger hun, »det er Per Vinter, du har kjøbt.«
»Per Vinter! ham der blev hakket i Finker.«
»Ja, det er det samme, det er Per Vinter. Gaa du nu hen og hent en Slagter, at vi kan faa ham undlivet, ellers vorder det nok skidt.«
Nu gik der megen Snak i Kongens Gaard om den store Hest, han havde kjøbt, og som han vilde have slagtet, og saa var der en gammel Amme, som ogsaa hørte det. Hun havde været der, imens Per Vinter havde Bryllup med Prinsessen, og hun var jo nysgjerrig og gik ned ad Stalden.
»Er det dig, Per Vinter?« siger hun.
»Ja, det er.«
»Ja, nu skal du jo slagtes.«
»Ja, a skal saa, men du kan nok frelse mig, om du vil.«
»Hvordan skal det gaa til?« siger hun.
»Jo, idet Slagteren slaar mig for Panden, saa skal du være til Stede. Der vil saa stritte noget Blod hen paa dit Forklæde, og det skal du lade til, du bliver fortrødt over, og saa skal du rive Forklædet fra dig og hytte det udenfor Kongens Sovekammervindue. Saa er a frelst den Gang.«
Slagteren kommer, og den gamle Amme kommer, og der var jo mange, der vilde se, hvordan det gik til med at slagte den store Hest. Idet han nu slaar Hesten for Panden, stritter der noget Blod fra Ussen hen paa hendes Forklæde, og hun river det fra og hytter det hen udenfor Kongens Sovekammervindue.
Andendags Morgen stod der saa meget et stads Pæretræ udenfor Vinduet og var groet op der om Natten, og det var fuldt af Pærer. »Aa,« siger Kongen, siden han kom op, »sikket nydeligt Træ her er groet op i Nat.«
Han lukker Slagvinduet op og vil tage en af deher Pærer. Men Dronningen raaber Allarm og siger: »Vaer dig, for det er Per Vinter, der er kommen der at staa.«
»Per Vinter, der er slaaet ihjel!«
»Ja, men faa du Bud efter en Gartner, at vi kan faa det Træ fældet og brændt, saadan at vi kan faa en Ende paa den Per Vinter.«
Den gamle Amme hører nu, at det skal gaa for sig med at hugge det Træ om, der er kommet op, hvor hendes Forklæde laa, og hun lister sig ud og hen til Træet. »Er det dig, Per Vinter?« siger hun.
»Ja, det er.«
»Ja, nu skal du jo skoves og hugges op.«
»Ja, a skal, men du kan nok frelse mig endnu en Gang, om Du vil.«
»Hvordan skal det gaa til?« siger hun.
»Jo, naar du vil komme ud og se paa, hvordan han fælder Træet. Saa vil der springe en Gren hen paa dig, og den skal du tage og gaa hen og hytte i Parken i Kongens Have, saa er a frelst den Gang.«
Andendags Morgen kommer Gartneren med Øgse og Sav og Sager og skal til at fælde dether Træ, og denher gamle Amme er da ogsaa kommen ud for at se, hvordan det skal gaa til. Idet Gartneren nu fælder Træet, -- der springer jo altid nogle Grene af ved saadan en Lejlighed -- saa springer der én hen paa hende, og hun var helt fortrødt over det, lod hun, og rejser af ned til Parken og kyler den der. Det blev der jo ingen klog paa, og saa fik de Træet brændt op.
Andendags Morgen gaar Kongen ned i Parken, og da sidder der saa meget en yndig Vildand dernede. »Havde en endda haft den,« siger han, »den var endda rar at have til sin Frokost.« Den var ikke svar vild, lod det, og han siger: »Naar jeg kommer af Klæderne og ud at svømme, saa tror jeg, jeg kan sejle ud og tage hende.« Siden han kommer af alle Klæderne og vil til at svømme i Vandet, og griber efter Anden, saa smutter den fra ham og i Land. Skjorten laa der jo paa det andet Tøj, for Kongen var naturligvis trukken af den ogsaa, og Anden griber i Skjorten, og saa skaber den sig om til Per Vinter, og han trækker i Skjorten.
»Kjender du mig nu?« siger han til Kongen, »nu er a kommen i Skjorten igjen.«
Kongen bad ham da om at skaane hans Liv, for han vilde ikke svar gjærne slaaes ihjel.
»Ja, men saa vil a have min gamle Sabel.«
Ja, den skulde han nok faa, siger Kongen, men den var jo inde paa Slottet. De følges saa ad der ind, og han faar Sabelen. Saa tager Per Vinter den gamle Konge og Dronning ud af Fangetaarnet og sætter den unge Konge og Dronning derind i Stedet paa den samme Plads, hvor de andre havde siddet. Derefter giftede han sig med den gamle Amme, der havde hjulpet ham saa godt, og saa blev han Konge i England, og den gamle Konge og Dronning blev ved at gaa ved ham og havde det godt ogsaa.
Kristen Hovstrup, Taars.