Hvorledes det gik Prendergast.
Hvis jeg sagde at jeg blev overrasket, da Nikola pludselig traadte ind i Benfleets Dagligstue, saa vilde det være et alt for svagt Udtryk. Hvordan det nu var eller ikke, saa lod det altid til, at Nikola skulde overraske mig, naar han kom, og mærkelig nok var jeg ikke alene om denne Følelse, thi mere end ét Menneske af mit Bekendtskab har siden tilstaaet, at han har haft akkurat den samme Fornemmelse. Hvad det var hos Manden, der voldte det, vilde være vanskeligt at sige. Under alle Omstændigheder, saa meget er sikkert, at det vilde være umuligt for Nikola at sige eller gøre en hverdagsagtig Ting. Naar han tiltalte én, følte man instinktmæssigt, at man maatte svare ham tydeligt og ligefrem eller slet ikke. Det svarede slet ikke til Mandens Personlighed at modtage et undvigende Svar. Man syntes ganske ubevidst, at han var berettiget til at fordre, at man skulde gøre alt, hvad man kunde, for hans Skyld, og det gjorde man ogsaa, enten han fortjente det eller ikke. Jeg har set Nikola tage en af de skrappeste og mest stædige Mænd i Haanden og bede ham om en Tjeneste, som det vilde have været Galskab at vente, at han skulde gøre ham, tale med ham paa sin egen rolige, men bydende Maade og i mindre end ti Minutter faa Sagen afgjort og Anmodningen opfyldt.
Der var en anden Ting, som slog mig som mærkelig ved denne ejendommelige Personligheds Karakter, og det var, at han altid, før man svarede, eller før man talte, syntes at vide ganske bestemt, hvad man vilde svare paa hans Spørgsmaal. Selv begyndte jeg snart at føle, at jeg godt kunde spare mig den Ulejlighed at svare i det hele taget.
Da han var traadt ind i Værelset, gik han hen til Gladys, bukkede, tog hendes Haand og sagde Godaften, saa henvendte han sig til mig og sagde med sit ubeskrivelige Smil:
"Kære Bruce, det glæder mig at se Dem saa vel; jeg havde ventet at se et Skelet, og til min Glæde ser jeg en Mand for mig. Hvornaar tror De, at De kan rejse igen?"
"Jeg er parat, saa snart De er det," svarede jeg, men ikke uden lidt Modløshed, da jeg saá, over paa Gladys og opdagede, at det Øjeblik, da jeg skulde skilles fra hende, virkelig var kommet.
"Det glæder mig at høre," svarede han; "for Tiden iler. Tror De, De kan følge med mig om et Par Minutter. Kan De? Naa, det er godt. Hvis De ikke har noget imod det, vil jeg gerne tale med Hr. Benfleet, og saa maa vi af Sted."
Han forlod Værelset ledsaget af vor Værtinde, og Gladys og jeg var alene i en halv Snes Minutter.
Jeg vil ikke beskrive, hvad der skete under denne korte Samtale; det behøves ikke; det er nok at sige, at da den var forbi, gik jeg ud til Nikola paa Verandaen, og vi forlod Huset sammen. Da Gadedøren blev lukket, syntes jeg, at al min Livslykke gled bort fra mig. Jeg gik i næsten fem Minutter i Tavshed ved min Ledsagers Side og tænkte paa, om jeg nogensinde igen skulde se dem, jeg lige havde sagt Farvel til. Nikola maa have haft en Forestilling om, hvad der gik for sig i min Sjæl, for han henvendte sig til mig og sagde fortroligt:
"Frisk Mod, Bruce, vi er her tilbage igen, før De véd, hvor De er, og husk paa, at De saa er en forholdsvis rig Mand. Frøken Medwin er en Pige, det er Umagen værd at vente paa. Hvis De ikke har noget imod det, vil jeg ønske Dem til Lykke."
"Hvor véd De noget om det?" spurgte jeg overrasket.
"Jeg har jo lige talt med Hr. Benfleet," svarede han.
"Men han sagde Dem da ikke noget?"
"Jeg vilde netop tale med ham om den Sag," sagde Nikola. "De er min Ven, jeg skylder Dem en Tjeneste, og derfor vilde jeg jævne og glatte Sagen for Dem, saa godt jeg kunde. Sandt at sige er jeg glad ved, at dette er sket, det vil gøre Dem saa meget forsigtigere. Jeg tror ikke paa almindelige Regler med Hensyn til Kærlighed; men der er ingen Ting, der i den Grad som Kærlighed faar en Mand til at passe paa sine Handlinger."
"Det er meget smukt af Dem, at De gør Dem saa megen Ulejlighed for min Skyld," sagde jeg varmt.
"Aldeles ikke," svarede han. "Man kan ikke tale om Ulejlighed i en Situation som vor. Men lad os nu komme saa hurtigt af Sted som vi kan. Jeg har en Masse Ting at tale med Dem om, og vi har mange Forberedelser at træffe før i Morgen tidlig."
"Men hvor skal vi hen? Dette er jo ikke Vejen tilbage til det Hus, hvor jeg blev syg."
"Nej, naturligvis," sagde Nikola; "vi skal et andet Sted hen; vi skal hen til en Englænder, som jeg kender; dèr skal vi have vore kinesiske Dragter paa igen."
"Saa er dette sandsynligvis vor sidste Tur i europæisk Dragt?"
"Ja, under alle Omstændigheder i mange Maaneder."
Saa gik vi igen nogen Tid uden at tale. Nikola, tror jeg, overvejede sine uendelige Intriger, og jeg tænkte paa den unge Pige jeg havde forladt. Tilsidst naaede vi imidlertid det Hus, vi skulde til, og da vi bankede paa Døren, blev den straks lukket op. Det var et lille Hus, der laa i en Sidegade. Ejeren var en Englænder, hvis Forretninger ofte nødte ham til at gøre lange Rejser i det Indre. Han var Ungkarl og, efter hvad jeg fik ud af, hvad Nikola sagde, paa ingen Maade kræsen med Hensyn til sine Omgangsfæller; jeg tror heller ikke, han havde noget godt Navn paa sig i Peking. Før vi havde været fem Minutter i hans Selskab, havde jeg et nøjagtigt Indtryk af Manden, og jeg kunde ikke paa nogen Maade forstaa, hvorfor Nikola havde valgt ham. At han var bange for Nikola var indlysende, og det var lige saa sikkert, at Nikola vilde have, han skulde være det. Han hed Edgehill, og for at skjule sin Nervøsitet affekterede han en gemytlig Fortrolighed, som snarere forøgede end skjulte det, han vilde skjule.
"De ser ikke rigtig vel ud, Hr. Bruce," sagde han, da jeg blev præsenteret for ham. Saa efterlignede han en Mand, der trækker en Flaske op og sagde med et Grin:
"De er nok ikke gaaet af Vejen for et Glas, hvad?"
"Jeg har ligget syg af Feber," svarede jeg.
"Ja saa, De har faaet for meget pekingsk Luft," sagde han. "Dette forbandede Land kunde gøre det af med en ægyptisk Mumie. Naa, det er jo lige meget, hold bare Modet oppe, saa klarer De Dem nok."
Jeg takkede ham for denne Forsikring og vendte mig saa om mod Nikola, der sad i en lang Rørstol og stirrede stift paa ham, medens han klemte Fingerspidserne sammen. Der syntes at være noget, der gjorde ham urolig. Da han saa talte, var det tydeligt og meget bestemt, som om han ønskede, at hvert enkelt Ord skulde høres i sin fulde Klarhed af den Mand, det var henvendt til.
"Naa, Hr. Edgehill, De har til Trods for mine gentagne Advarsler underrettet Deres kinesiske Venner om, at De har en Gæst."
Manden traadte tilbage, som om han havde faaet et Slag. Han blev ildrød i Hovedet og straks efter ligbleg. Han strakte Haanden ud imod Væggen bag ved sig, som om han søgte Støtte, og han trak Vejret meget dybt.
"Deres to kinesiske Venner," sagde Nikola langsomt og tydeligt, "maa have lagt særlig Vægt paa den Underretning, som De kunde give dem, siden de var i Stand til at betale saa høj en Pris for det."
Manden prøvede paa at tale, men uden Held. Al hans Raskhed var forsvunden. Nu var han kun en sølle skælvende Kryster, som ikke kunde tage sine Øjne bort fra det rolige, men grusomme Ansigt, der syntes at se lige ind i hans Hjerte.
Saa forandredes Nikolas Væsen, og han sprang op med pludselig Kraft.
"Hund!" raabte han, og hans Stemme skar som en Kniv. "Ynkelige Hund! Saa De troede, De kunde forraade mig! Hvor lidt kender De ikke Dr. Nikola! Hør nu, og husk hvert Ord, jeg siger Dem; jeg taler kun én Gang: I Aften skriver De efter min Diktat et Brev til Deres kinesiske Venner, og i Morgen tidlig Klokken seks sadler De Deres Hest og tager til Tientsin. Naar De er ankommen der, gaar De til Hr. Williams, hvis Adresse De kender, og siger til ham, at jeg har sendt Dem. De siger, at De skal blive som Fange i hans Hus i en Maaned. Hvis De vover at sætte Dem i Forbindelse med en eneste Person i Anledning af mig eller mine Sager paa noget som helst Tidspunkt, saa lader jeg Halsen skære over paa Dem en halv Time efter, at De har gjort det. Kan Det være muligt, at De regner mig for saa ringe, at De tror, De kan maale Dem med mig, De Taabe? Naar De gaar herfra, saa fald paa Knæ og tak Forsynet, fordi jeg ikke dræbte Dem straks paa Grund af Deres Frækhed. Husker De Hanotat? Gør De? Naa, saa pas paa, min Ven, at jeg ikke behandler Dem, som jeg behandlede ham. Ligesom De ansaa han sig for begavet, men da det kom til Stykket, foretrak han at skyde sig en Kugle for Panden for at vedblive at slaas med mig. Husk saa paa, at De er blevet advaret. Gaa, lav Dem i Stand til Rejsen! Jeg skal selv sætte mig i Forbindelse med Williams. Hvis De ikke er i hans Hus ved Frokosttid paa Torsdag Morgen, saa sparer De en Udgift, for De faar aldrig Appetit til noget Maaltid igen."
Manden svarede ikke et Ord, men forlod straks Værelset; han saa ud som et Genfærd.
Da han var gaaet, henvendte jeg mig til Nikola, for min Forbavselse gik over alle Grænser, og sagde:
"Hvor i al Verden vidste De, at han havde sladret?"
Som Svar bøjede Nikola sig ned og tog to smaa Tingester op fra Gulvet. Det viste sig at være Rester af to kinesiske Cigaretter. Han gik hen til en lille Hylde i den modsatte Ende af Værelset og tog en Cognacsflaske. Tre Glas, der allesammen var brugte, stod ved Siden af Flasken, der var ganske tom. Efter at have vist mig disse Ting, gik han tilbage til sin Stol og satte sig.
"Edgehill," forklarede han, "drikker aldrig Cognac, undtagen naar han har Selskab, og selv da drikker han meget lidt. Før jeg forlod Huset i Aften for at hente Dem, var jeg saa forsigtig at undersøge den Hylde dèr. Den Gang var Flasken omtrent fuld, og jeg er ganske sikker paa, at der ikke laa Stumper af kinesiske Cigaretter paa Gulvet, for jeg saá mig om. Inden den Tid havde jeg lagt Mærke til, at to Mænd iagttog Huset fra den anden Side af Gaden. Da jeg gik min Vej, tog jeg en Cigaretstump op, som en af dem havde røget. Dèr er den, De kan jo selv sammenligne dem, hvis De vil. Da vi kom, var Mandens Væsen saadan, at det ogsaa bestyrkede mig i min Tanke, og da jeg gjorde ham det første Spørgsmaal, meldte hans Ansigt mig Resten. Naturligvis var det alt sammen Gætteri; men det er ikke for ingen Ting, jeg har lært at læse i Folks Ansigter. Under alle Omstændigheder saá De selv, hvor berettiget min Anklage var."
"Men hvad tror De, han kan have fortalt dem?" spurgte jeg, "og hvem kan De Folk være, som har udspurgt ham?"
"Han kan ikke have fortalt dem meget," svarede Nikola, "fordi der ikke var meget at fortælle, og hvem de Mænd er, har jeg ikke den fjerneste Anelse om. Jeg har af Princip Mistillid til ham!"
"Men hvorfor sender De ham til Williams?"
"For at hindre ham i at gøre flere Ulykker, inden vi har faaet et godt Forspring, og fordi jeg ønsker at give ham en Lære. Jeg kan maaske have Brug for ham en Gang senere, og han har ingen Skade af lidt Disciplin. Men lad os nu ikke tale mere om det; jeg har noget andet, jeg vil snakke med Dem om. Se nu først, om der ikke er nogen, der lurer ved Døren, og flyt saa Deres Stol nærmere hen til min."
Jeg listede mig hen til Døren, ventede et Øjeblik og aabnede den derpaa pludseligt. Der var ingen udenfor, og jeg gik saa tilbage og flyttede min Stol nærmere hen til Nikola. Han havde taget et Brev op af Lommen og lavede sig øjensynligt til at læse det for mig. Men før han gjorde det, sagde han med dæmpet Stemme:
"Denne Meddelelse er fra Prendergast, jeg modtog den i Dag ved Middagstid. Hør nu efter, saa skal jeg læse den op for Dem. Den er dateret fra Tientsin og lyder som følger:
"Hr. Dr. Nikola,
Peking.
"Herved tillader jeg mig at meddele Dem, at jeg i Torsdags otte
Dage modtog et Brev fra Hr. Williams her, der gav mig Ordre til
at komme til ham straks for at forhandle om en vigtig Forretning.
Jeg havde neppe modtaget Deres Telegram, før Hr. Eastover mødte
hos mig for at sige, at han havde modtaget et lignende. Da vi
saá, at der ikke var nogen Tid at spilde, var vi to Timer efter
at have modtaget Telegrammerne om Bord paa Damperen _James
Monaghan_ paa Vejen til Tientsin.
"Vi naaede denne By i tilbørlig Tid og meldte straks vor Ankomst
til Deres Agent, Hr. Williams, af hvem vi erfarede, hvad Slags
Opgave det var, vi skulde paatage os. Den Fare, der var forbunden
dermed, var ganske indlysende for os, og jeg maa tilstaa, at jeg
i Begyndelsen syntes, at Vanskelighederne var uovervindelige.
Ypperstepræsten i Hankows Tempel er en velkendt og meget populær
Personlighed. Hans private Liv véd man saa godt som intet om, og
han gaar aldrig ud uden at være ledsaget af en Flok Tjenere. At
forsøge paa at faa fat i ham i hans egen By vilde være det samme
som at faa en Flok hylende Djævle paa Halsen og ødelægge hele
Foretagendet. Jeg satte mig straks i Forbindelse med Chung-Yein,
som heldigvis var i Hankow paa den Tid, og det var ved hans
Hjælp, at vi opdagede, at Præsten, der, som De véd, har opgivet
sin Tjeneste i Templet, var i Færd med at foretage en lang Rejse.
Saa snart jeg erfarede dette, gav jeg Chung-Yein Ordre til at
prøve paa at faa hans Rute at vide. Han gjorde det og
underrettede mig om, at han havde i Sinde at rejse over Hang-Chu
og Fon-Ching til Tsan-Chu, derfra op ad den store Kanal over
Tsing-Hai til Tientsin, hvorfra man sagde, at han vilde drage til
Peking. Jeg undersøgte meget omhyggeligt et Kort over Landet og
konfererede med de Herrer Williams og Eastover, som begge var
enige med mig om, at enhver Plan kun kunde udføres i Tsan-Chu,
der, som De véd, ligger lidt nedenfor det Sted, hvor den Kanal,
der fører til Nan-Shing, forener sig med Yun-Liang-Ho Floden.
"Da dette var fastslaaet, var den næste Ting, vi havde at gøre,
at finde ud af, hvorledes vi skulde bortføre Præsten. Vi indsaa,
at det maatte ordnes saaledes, at det ikke paa nogen Maade kunde
vække Opsigt. Han maatte bortføres saaledes, at hans Følge vilde
tro, han forlod dem frivilligt. Men det var overordentlig
vanskeligt at løse denne Opgave. Manden er gammel og meget
mistænksom. Man siger, at han ikke har Tillid til nogen som
helst, det fremgaar altid af hans Handlinger.
"Hvis vi derfor ikke kunde udfinde noget virkelig fornuftigt og
rimeligt, vilde det næsten være umuligt at faa fat i ham. Jeg
raadførte mig igen med Chung-Yein og sagde til ham, at han under
alle Omstændigheder maatte se at komme i Præstens Tjeneste, og
naar dette var lykkedes ham, indsmigre sig hos sin Herre saa godt
han kunde. Tiden var saa kort, at vi ikke kunde vente og søge en
Lejlighed, men maatte stole paa Tilfældet. Det lykkedes med stor
Vanskelighed Chung-Yein at blive optaget i Præstens Følge. Da
dette var sket, sørgede denne begavede Mand straks for, at hans
Herre lagde Mærke til ham, og da han havde opnaaet det, var
Resten let.
"Inden tre Dage efter hans Ankomst blev Husstanden opløst, og
Præsten tog af Sted med et talrigt Følge. Da de havde rejst
omtrent hundrede engelske Mil, stod Chung-Yein paa en meget
fortrolig Fod med ham. Han fandt paa mange Ting, som glædede
Præsten, og var saa ihærdig i sin Opmærksomhed, at han fik mer og
mer Tillid til ham.
"Da de naaede Fon-Ching, var han blevet hans Sekretær, og saa var
den Plan jeg havde lagt, parat til Udførelse.
"Lidt efter lidt meddelte Chung-Yein sin Herre, at han med meget
ringe Risiko kunde faa fat i en hel Formue. Den begærlige, gamle
Mand slugte kun altfor villigt Maddingen, og da han havde
fordøjet de Breve, som den snedige Chung læste for ham fra Tid
til anden, og som sagdes at være skrevne af hans Fætter Quong-Ta
fra Tsan-Chu, var han saa godt som fanget.
"Efter otte Dages Rejse ankom Selskabet til Kanalens Munding.
Eastover og jeg havde forladt Tientsin paa samme Tid og var rejst
dem hastigt i Møde. Da de var anbragte i den første Kro, kom
Chung-Yein til mig. Han havde ordnet alt omhyggeligt, lod det
til, saa at han endogsaa havde ladet udsprede blandt sine
Medtjenere, at Ypperstepræsten havde i Sinde at give Afkald paa
deres Tjeneste og tage videre alene, naar han forlod Tsan-Chu. Nu
stod der kun tilbage for os at faa et Møde med ham i Stand og at
have Midler rede, saa vi kunde ekspedere ham gennem Landet de
fyrretyve Mil, som skilte Tsan-Chu fra Chi-Kau-Ho, hvor en
Dschunk allerede ventede paa ham. Medens Eastover paatog sig
Ordningen af dette Arbejde, udkastede jeg Planen til at faa
Præstens Person i vor Magt.
"Chung-Yein skulde bilde ham ind, at han var saa uheldig at have
en Fætter, der var en bekendt Røver. Denne havde samlet store
Rigdomme, men da han nu var bange for, at han skulde falde i
Lovens Kløer, vilde han gerne købe en Ven, der kunde hjælpe ham,
hvis der skulde ske noget ondt.
"Den graadige, gamle Præst, der havde i Sinde at forlange en stor
Godtgørelse for en saadan Tjeneste, gik ind paa at tage den unge
Mand under sine Vinger, og da man lod ham forstaa, at hans Andel
i Forretningen vilde blive omtrent seks Tusind Taels[4], blev
hans Ivrighed for at komme i Besiddelse af Pengene stærkere og
stærkere. Han drøftede Sagen med Chung-Yein den ene Gang efter
den anden, og tilsidst blev det afgjort, at de samme Nat skulde
gaa til et bestemt Hus i Landsbyen, hvor han skulde tale med
Slubberten og faa sin Andel i hans Vinding.
[4] En Tael er omtrent seks Kvint Sølv.
"Saa snart jeg blev underrettet om Arrangementet, fremmede jeg
mine Planer, fik en af mine Mænd til at forestille Fætteren, og
da Tusmørket var faldet paa, var alt rede. Der var anbragt
Forspand af Ponyer med Mellemrum langs Vejen til Kysten, og
Dschunkens Fører ventede kun paa at faa sin Passager om Bord for
at lette og sejle.
"Næsten præcis Klokken otte viste Præsten sig forklædt i Døren
ledsaget af Chung Yein.
"Den falske Fætter lukkede dem ind og førte dem straks ud i et
Bagværelse. Her begyndte Forhandlingerne, og Præsten spildte
ingen Tid, men bebrejdede den unge Mand strengt det onde Liv, han
hidtil havde ført. For at han saa meget des bedre kunde forstaa,
hvilken skændig Løbebane det havde været, forlangte han at faa et
Glimt af den Formue at se, som han havde tjent. Man viste ham en
Pose Dollars, et smukt Udvalg af Bladguld, en Del engelske Penge
og en lille Pose med Ædelstene, hvilket vi alt havde skaffet til
Veje med betydelig Bekostning.
"Hans gamle Øjne funklede graadigt, da de faldt paa disse
Herligheder, og hans Begejstring steg for hver Pose, der blev
aabnet. Da endelig Ædelstenene blev udbredt foran ham, glemte
han sin præstelige Værdighed fuldstændigt og bøjede sig ned for
at undersøge dem. Medens han gjorde dette, sprang Chung-Yein frem
og kastede en Løkke over hans Hoved; en Svamp, der var
gennemtrukket med Kloroform, blev holdt for hans Næse, og den
falske Fætter spændte Ben for ham og kastede ham om paa Gulvet.
"Kloroformen virkede godt, og kort Tid efter var den gamle Mand i
vor Magt. En halv Time senere var han sikkert og vel bundet fast
i en Bærestol og blev i en Fart baaret til Chi-Kau-Ho.
"Imidlertid var Chung-Yein vendt tilbage til Kroen, hvor han
betalte Tjenerne og underrettede dem om, at deres Herre pludselig
havde faaet Bud og var rejst alene op ad Kanalen til Tientsin.
Saa besteg Eastover og jeg selv vore Ponyer og fulgte den værdige
Præst ad Havet til.
"Chi-Kau-Ho, der, som De véd, er en elendig og fattig Landsby og
kun besøgt af Dschunker, der bringer Hirse fra Tientsin mod at
faa Fisk til Gengæld, egnede sig udmærket til vore Planer.
Heldigvis var det Højvande, og derfor kunde vi faa vor Byrde om
Bord uden store Vanskeligheder. Til andre Tider er det umuligt
for en Baad, der stikker lidt dybt, at komme i Nærheden af
Landsbyen. Der er en Revle, som De vel véd, der gør dette
umuligt.
"Saa snart vi havde afleveret Manden til Skipperen, gik vi i
Land. En Time senere satte Skibet Sejl, og naar De modtager dette
Brev, er Ypperstepræsten fra Hankow efter al Sandsynlighed et
eller andet Sted blandt Sørøverne i Alongbugten. Da Folkene om
Bord paa Dschunken ikke havde nogen Ærbødighed for hans Tro, og
da han ingen Penge havde hos sig, som han kunde bestikke dem med
for at blive sat i Land igen, tror jeg, han vil finde det
vanskeligt at komme tilbage til Fastlandet igen; men for at
forhindre, at noget som helst af den Art sker, har jeg sagt til
Dschunkens Ejer, at hvis han om seks Maaneder, den enogtyvende
August, bringer ham til Michel Dugenne, som paa den Tid er i
Formosa, skal han faa hundrede Pund Sterling imod at udlevere
ham. Jeg antager at dette stemmer overens med Deres Planer.
"Vore egne Bevægelser er følgende:
"Da vi forlod Chi-Kau-Ho, fragtede vi en Dschunk og sejlede op ad
Kysten til Pea-Tang-Ho og red derfra tilbage til Tientsin, hvor
vi ankom for to Dage siden. Chung-Yein havde jeg belønnet med to
Tusind Dollars, og han er nu paa Vejen til Hongkong, saa hurtigt
som han kan rejse. Jeg tror, han har i Sinde at tage til
Singapore, hvor han vil blive, indtil der ikke mere er Tale om,
at han kan komme i Forlegenhed. Jeg har noteret hans Adresse for
det Tilfældes Skyld, at vi skulde trænge til hans Tjeneste igen.
Hvis De ønsker at se Eastover eller mig, skal vi blive i Tientsin
endnu i fjorten Dage. Derefter har Eastover i Sinde at sejle over
til Japan, medens jeg vender tilbage til Hongkong, hvor jeg altid
vil være at finde under min gamle Adresse.
"Idet jeg stoler paa, at den Maade, paa hvilken vi har udført
dette farlige Hverv, vil tilfredsstille Dem, har jeg den Ære at
undertegne mig
Deres ærbødige
William Prendergast."
"Naa," sagde Nikola, medens han lagde dette kostbare Dokument sammen, "saa har vi frit Spil, og i Fremtiden agter jeg at være Ypperstepræsten fra Hankow. I den Tid, De har været syg, har jeg anstillet en Mængde vigtige Undersøgelser, og jeg tror, at jeg nu temmelig godt kender den Kurs, vi skal styre. I Morgen tidlig drager vi ind i Lamaklostret, og dèr maa vi have Øjne og Øren godt med os. Det vil ogsaa være nødvendigt, at vi forandrer lidt paa vor Dragt, i alt Fald maa jeg gøre det. Præsten er en gammel Mand, og jeg maa ligne ham saa meget som muligt."
"Det bliver en vanskelig Rolle at spille saa længe. Tror De, De kan gøre det?"
Han saá paa mig med et af sine ejendommelige Smil.
"Der var en Tid," sagde han, "da jeg plejede at være lidt usikker med Hensyn til mine Evner, men siden da har jeg lært mig selv at tro, at naar en Mand bliver enig med sig selv og fatter en Beslutning, saa er der intet i Verden, som han ikke kan gøre. Jo, jeg tror, jeg kan spille den Rolle. De behøver ikke at være bange i den Henseende."
"Jeg er ikke bange," svarede jeg tillidsfuldt, "jeg har den mest ubetingede Tro paa Dem."
"Det glæder mig at høre," sagde Nikola, "og De kommer til at have Brug for den. Men lad os nu gaa til Hvile. Klokken fem maa vi begynde at klæde os paa, og Klokken seks skal jeg undersøge, om Edgehill er rejst til Tientsin."
Saa lagde vi vore Tæpper til rette og strakte os ud paa Gulvet. Mindre end fem Minutter efter sov jeg og drømte, at jeg hjalp Præsten fra Hankow med at bortføre Nikola fra Lamaklostret, til hvilket han havde begivet sig for at anbringe den Stok, Wetherell havde givet ham.
Da jeg vaagnede, hørte jeg Hestehove klapre i Gaarden. Det var højlys Dag, og da jeg saá mig om, opdagede jeg, at Nikola ikke var til Stede; men han kom straks efter.
"Edgehill er taget af Sted," sagde han med et underligt Udtryk i Ansigtet. "Jeg har lige fulgt ham, og jeg tror nok, det vil vare længe, før han prøver at narre Dr. Nikola igen."