Flugten.
Som jeg har sagt, vi var aldrig saa snart kommet igennem Porten, før vi tog Benene paa Nakken og flygtede ned i Dalen. Jeg for mit Vedkommende var saa taknemlig over at være borte fra det skrækkelige Sted og endnu en Gang at indaande Himlens friske Luft, at jeg var til Mode, som om jeg kunde vedblive at løbe bestandig. Heldigvis var Natten bælgmørk, og der blæste en stærk Vind. Mørket hindrede vore Forfølgere i at se den Retning, vi havde valgt, medens Vindens Larm fuldstændig overdøvede enhver Lyd, vi kunde have gjort, og som ellers vilde have røbet, hvor vi var.
I mere end en Time ilede vi af Sted i Dalen paa denne Maade uden at ænse, hvor vi kom hen, og uden at bryde os om andet end at lægge saa stor en Afstand som muligt mellem os og vore Forfølgere. Til sidst kunde jeg ikke mere, jeg standsede og kastede mig ned paa Jorden. Nikola stod straks stille, saá sig mistænksomt om og satte sig saa ned ved Siden af mig.
"Naa, det var altsaa vort Besøg i det store Kloster i Thibet!" sagde han saa i saa flygtig en Tone, som om han sagde Farvel til en tilfældig bekendt.
"Tror De, at vi er sluppet bort fra dem?" spurgte jeg og saá ængsteligt ned ad den mørke Dal, gennem hvilken vi var kommet.
"Nej, paa ingen Maade," svarede han. "Husk paa, at vi endnu er indesluttet af stejle Skrænter, og vi kan ikke være mere end højst en Mil fra deres Port. Vi maa drage meget forsigtigt frem i en eller to Uger, og for at kunne gøre det, maa vi benytte hvert eneste Minut, det er mørkt, paa bedste Maade."
Vi sad begge to tavse en kort Tid. Jeg var optaget af at prøve paa at faa mit Vejr igen, medens Nikola fordelte de forskellige Sager, han havde taget med fra Klostret, omkring paa sit Legeme.
"Skal vi saa af Sted igen?" spurgte jeg, saa snart jeg syntes, at jeg kunde fortsætte Vejen. "Jeg ønsker ikke at falde i deres Hænder, kan jeg forsikre Dem. Hvilken Vej skal vi gaa nu?"
"Lige frem," svarede han og sprang op. "Vi maa se, hvorhen den Vej fører her nede i Dalen. Det vil være haabløst at prøve paa at bestige Klipperne."
Uden yderligere Tale begav vi os paa Vandring igen og standsede ikke, før vi var kommet en Mil videre frem. Det var nu nær ved Daggry, den koldeste, sørgeligste og mørkeste Morgenstund, jeg nogensinde har oplevet. Medens Lyset nærmede sig, døde Vinden hen, men endnu lød der Klagelyd blandt Klipperne og i det høje Græs, saa Humøret blev rent taget fra én. En halv Time senere stod Solen op, og saa raabte Nikola Holdt.
"Vi maa skjule os et eller andet Sted," sagde han, "og drage videre, saa snart Mørket falder paa. Se Dem om efter et Sted, hvor det ikke er rimeligt, at man opdager os."
I nogen Tid saá det ud, som om vi ikke skulde opdage noget saadant Sted, men til sidst fandt vi et, der egnede sig godt til det. Det var et Sted, der blev indelukket af store Stenblokke og laa højt oppe paa Skrænten paa en klippefuld Afsats. Vi klatrede derop, samlede en Del Græs rundt omkring og søgte at indrette os saa hyggeligt som muligt, indtil det atter blev mørkt. Det var ikke noget hyggeligt Sted, og hvad der gjorde Stillingen værre var, at vi jo helt manglede Føde og allerede begyndte at føle Sultens Kvaler.
Jeg faldt snart i en dyb Søvn, af hvilken jeg ikke vaagnede før næsten tre Timer senere.
Da jeg aabnede Øjnene, skinnede Solen endnu klart. Vinden havde lagt sig, og Luften var lige saa rolig, som Natten havde været støjende og stormfuld. Jeg saá mig om efter Nikola, men til min Overraskelse sad han ikke dér, hvor han havde siddet, da jeg faldt i Søvn; han var i det hele taget slet ikke indenfor Indhegningen. Jeg blev bange for, at der skulde være hændt ham noget og var lige ved at give mig til at søge efter ham, da han kom listende inde mellem Klipperne. Jeg vilde lige til at udtrykke min Glæde over hans Tilbagekomst, men han gav mig Tegn til at være stille og var et Øjeblik efter ved min Side.
"Hold Dem saa stille, som De kan," hviskede han, "de er efter os."
"Hvor nær er de?" spurgte jeg, medens mit Mod sank.
"De er ikke tre Hundrede Fod herfra," svarede han og bøjede sit Hoved frem for at lytte.
Et Øjeblik senere kunde jeg selv høre dem komme ned ad Dalen til venstre. Deres Stemmer lød ganske klart og tydeligt, og af den Grund sluttede jeg, at de ikke kunde være mere end hundrede Alen fra os. Nu kom det store Spørgsmaal: Vilde de opdage os eller ikke? Jeg kunde neppe trække Vejret af Spænding. En Ting var jeg fast besluttet paa -- hvis de opdagede vort Skjulested, vilde jeg kæmpe til sidste Aandedræt hellere end at lade dem fange mig og bringe mig tilbage til det frygtelige Kloster. Sveden stod paa min Pande i store Perler, medens jeg lyttede. Det var tydeligt, at de søgte blandt Klipperne ved Skræntens Fod. Vilde de gaa højere op, hvis de ikke fandt os dér? Lykken begunstigede os. Enten troede de, at vi var hurtigere, end vi var, eller ogsaa faldt det dem ikke ind, at der kunde være et Skjulested her; de drog i alt Fald videre. Denne Overgang fra ubetinget Fare til forholdsvis Sikkerhed var næsten overvældende, og selv den stoiske Nikola drog et lettet Suk, medens Lyden af deres Stemmer efterhaanden døde hen.
Saa snart det var mørkt den Aften, forlod vi vort Skjulested og gik ned i Dalen, idet vi passede ivrigt paa, om der ikke var Tegn til, at Fjenden nærmede sig; men vor lykkelige Stjerne var endnu i sin Opgang, vi saá ikke noget til dem. Henimod Daggry forlod vi Dalen og kom ind i, hvad man kunde kalde et stort Basin, der blev dannet af et Antal høje Bakker. Paa Bunden af det saaledes dannede Basin laa der en Landsby. Nikola standsede paa en Bakke og saá sig om.
"Vi maa finde et Skjulested paa Højen et eller andet Sted her," sagde han, "men før vi gør det, maa vi have Føde."
"Og vi maa have andet Tøj," svarede jeg, for man maa huske paa, at vi endnu var klædt i de Munkeklæder, vi havde haft paa, da vi forlod Klostret.
"Ja vel," svarede han, "først Mad og Klæder og saa et Skjulested."
Han gav mig Tegn til at følge sig, og vi forlod Bakken og nærmede os Landsbyen. Den var efter det ydre at dømme ikke meget velhavende. Den indeholdt neppe mere end halvtredsindstyve Huse, hvoraf de fleste var af den sædvanlige thibetanske Art, det vil sige bygget af løse Stene med Tag af Fyrretræsspaaner, saa at det var let baade for Vind og Regn at komme derind. Familien bor i det ene Værelse, og det andet, for der er sjældent mere end to, er beboet af Køer, Svin, Hunde, Høns og andre Husdyr.
Da vi nærmede os det første Hus, bad Nikola mig om at blive, hvor jeg var, medens han gik derhen og saá, hvad han kunde skaffe os. Af mange Grunde havde jeg ikke meget tilovers for denne Ordning, men jeg kendte ham for godt nu til at spilde min Tid med at argumentere. Han forlod mig og listede sig fremad. Det var bidende koldt, og medens han var borte, og jeg stod stille, følte jeg mig til Mode, som om jeg blev frosset til en solid Isblok. Jeg kan ikke sige, hvor højt vi var oppe, men Højden maa have været betydelig, hvis man skal dømme efter den skarpe Luft.
Nikola var næsten tyve Minutter borte. Endelig vendte han imidlertid tilbage og medbragte en Del Klæder, deriblandt to thibetanske Hatte, et Par tykke Tæpper og, hvad der var det allerbedste, en Del Føde. Denne bestod af en halv Snes grove Kager, en ejendommelig Slags Brød og nogle nylagte Æg; han havde ogsaa en Skaal Mælk. Som Betaling, sagde han, havde han efterladt et lille Guldstykke, idet han troede, at det vilde være det mest eftertrykkelige Middel til at faa Ejeren til at tie. Vi satte os i Ly af en fremspringende Klippe og spiste saa meget af Maden, som vi kunde faa ned. Saa delte vi Klæderne i to Bundter og gik gennem Dalen i østlig Retning.
Ved Daggry havde vi lagt et betydeligt Stykke Vej mellem os og Landsbyen, og saa fandt vi Ly i en lille Hule halvvejs op ad en ujævn Høj.
Neden for os var der en Gruppe Bjergfyr og paa den anden Side af Dalen en Klippe, der lignede den, vi var klatret ned ad for at naa Klostret. Vi havde taget vore Munkedragter af nu og havde for en Sikkerheds Skyld gravet dem ned paa et sikkert Sted under et Træ. I vore nye Dragter med de store Filthatte paa Hovedet kunde vi meget godt have gaaet for at være ægte Thibetanere.
Da vi følte, at vort nuværende Skjulested rimeligvis ikke vilde blive opdaget, lagde vi os ned for at sove. Hvor længe vi slumrede, kan jeg ikke sige. Jeg véd kun, at jeg af en eller anden Grund vaagnede forskrækket ved at høre en Lyd fra Dalen dernede. Jeg lyttede et Øjeblik for at overbevise mig om det og ruskede saa i Nikola, der endnu sov trygt.
"Hvad er der?" udbrød han, idet han rejste sig. "Hvorfor vækker De mig?"
"Fordi vi er i Fare igen," svarede jeg. "Hvad er det for en Støj i Dalen?"
Han lyttede et Øjeblik.
"Jeg kan ikke høre noget," sagde han.
Men saa, lige da han vilde tale igen, kom der en Lyd, som fik os begge til at springe op -- det var Hundegøen. Nu vidste vi begge, at de eneste Hunde i denne Egn hører til den frygtelige Deggirace, der omtrent er lige saa høje som Ponyer fra Shetland, lige saa stærke som Bulbidere og lige saa vilde, som de er kraftige. Hvis vore Fjender forfulgte os med disse Dyr, var vor Stilling virkelig alt andet end misundelsesværdig.
"Af Sted," udbrød Nikola, "de forfølger os med Hundene; op ad Bakken saa sandt som De har Deres Liv kært!"
Han havde neppe udtalt disse Ord, før vi fo'r op ad Bakken som Harer. Vi styrtede af Sted, krøb og sprang fra Klippe til Klippe, indtil jeg havde en Fornemmelse i Benene, som om jeg ikke kunde komme videre. Skønt der kun var lidt mere end tre Hundrede Fod fra vort Skjulested til Skoven paa Toppen, forekom det mig at være en Mil. Da vi naaede Skoven, kastede vi os udmattede ned paa Jorden, men kun et Minut, saa var vi oppe igen og fo'r atter af Sted. Vi styrtede gennem Krattet. Vi havde kun ét Ønske, at slippe bort fra de frygtelige Hunde. Skoven var tæt, men vi kunde indse, at den ikke kunde byde os noget sikkert Tilflugtssted. Hvert Skridt, vi gjorde, efterlod et Spor, og vi turde ikke tøve et Sekund længere end absolut nødvendigt.
Til sidst naaede vi den anden Side af Skoven. Her begyndte Landet til vor Overraskelse at skraane nedad i en anden Dal. Fra Udkanten af Skoven, hvor vi stod, var der næsten en hel Mil aabent Land, ingen Buske eller Klipper, bag hvilke man kunde søge Dækning. Vi var i en frygtelig Knibe. Hvis vi vendte om, løb vi lige i Armene paa vore Forfølgere. Hvis vi vendte os til nogen af Siderne, saa var det lige saa galt fat, og gik vi frem, var det blot at vise os paa aaben Grund og blive jaget som Ræve. Men der var ingen Tid til at standse eller tænke, saa vi fo'r af Sted ned ad Skraaningen. Vi var ikke kommet halvvejs gennem Dalen, før vi hørte Hundene bryde gennem Skoven bag ved os, og et Øjeblik senere hørte vi ogsaa Mennesker raabe. De havde set os og opmuntrede Hundene til at jage os.
Havde vi løbet hurtigt tidligere, saa fløj vi bogstavelig talt nu. Hundene naaede ind paa os ved hvert Skridt, og med mindre der hændte noget uventet, der frelste os, kunde vi betragte os som fuldstændig fortabte. Nu var vi kun halvandet Hundrede Fod fra det Krat, der begrænsede Dalen paa den anden Side. Hvis det allerværste skete, og vi kunde naa derhen, saa kunde vi klatre op i et Træ og sælge vort Liv saa dyrt som muligt med vore Revolvere.
Ved den sidste Kraftanstrengelse naaede vi Krattet og styrtede derind. Den nærmeste Hund -- der var tre af disse kæmpemæssige Dyr -- var neppe tredive Alen bag os. Pludselig standsede Nikola, der var foran, som ramt af et Skud, slog ud med Armene og faldt baglænds om. Da jeg saá ham gøre det, standsede jeg ogsaa, men kun i det yderste Nu. Et Øjeblik senere vilde jeg være styrtet ned ad en Skrænt i en Flod nede paa den anden Side. Nu saá jeg, at den første Hund var lige i Nærheden. Nikola støttede sig til sin Albue og skød den lige saa koldblodigt, som han vilde have skudt en Due. Den anden faldt i min Lod; men den tredie viste sig at være mere besværlig. Da den saá sine Kammeraters Skæbne, standsede den pludselig og krøb sammen mellem Buskene, idet den knurrede vildt.
"Dræb den," raabte Nikola med en Ophidselse, som jeg aldrig havde set hos ham før. Jeg fyrede igen, men ramte den ikke, thi den styrtede løs paa mig, og hvis jeg ikke havde slaaet ud med Armen, vilde den have grebet mig i Struben. Saa fyrede Nikola -- jeg følte Kuglen hvine forbi mit Øre -- og før jeg saá mig om, var det store Dyr styrtet om paa Jorden og vred sig i Dødskrampe.
"Hurtigt!" raabte Nikola, idet han sprang op igen, "der er ikke et Øjeblik at spilde, kast Hundene i Floden!"
Uden at spilde Tid, gav vi os til det, og i mindre end et halvt Minut var alle tre Hunde forsvundne i Floden. Da den sidste blev kastet ud, hørte vi de forreste af vore Forfølgere trænge ind i Skoven. Et Øjeblik endnu, og det var for sent for os at undslippe.
"Der er ikke andet at gøre," raabte Nikola, "vi maa følge Hundenes Eksempel. Saa strejfer de omkring og véd ikke, hvilken Vej, Dyrene er slaaet ind paa, og før de opdager noget, kan vi være et godt Stykke nede ad Floden."
"Ja, kom saa," sagde jeg og sprang ud uden at tøve et Øjeblik. Det var en Dukkert paa mindst halvtredsindstyve Fod, men den var ikke saa ubehagelig, som vor Stilling havde været, hvis vi var blevet deroppe. Nikola fulgte mig, og før vore Fjender kunde naa Flodbredden, var vi kommet om Omdrejningen og var ude af Syne.
Men skønt vi for Øjeblikket var sluppet bort, var vor Stilling aldeles ikke misundelsesværdig. Vandet var saa koldt som Is og Strømmen meget stærk, medens Dybden ikke kunde være meget under halvtredsindstyve Fod, skønt jeg kun kunde bedømme det ved at iagttage Breddens Skraaning.
I ti Minutter svømmede vi Side om Side i Tavshed. Vore Forfølgeres Stemmer blev svagere og svagere, indtil vi ikke kunde høre dem længere. Det var en skrækkelig Svømmetur. Vandets isnende Kulde syntes at trænge ind til selve Marven, og hvert Øjeblik var jeg til Mode, som om jeg skulde faa Krampe. En Ting blev snart tydelig: Strømmens Hurtighed tog stadig til. Pludselig vendte Nikola Hovedet og raabte: "Svøm ind til Bredden."
Jeg forsøgte at gøre det, men maatte kæmpe imod Strømmens hele Styrke, og jeg kæmpede forgæves, Strømmen førte mig længere og længere bort fra mit Maal, og til sidst blev jeg ført forbi Vadestedet og ned mellem de stejle Bredder, hvor det var umuligt at komme i Land. Saa opdagede jeg Nikolas Grund til at raabe til mig. Jeg kunde se Floden omtrent tre Hundrede Alen forude. Saa var der kun blaa Himmel og hvide Skyer. Af gode Grunde kunde Floden ikke holde op dér, saa hvad kunde det være andet end -- et Vandfald? Med utrolig Hurtighed førte Vandet mig frem, idet det snart snurrede mig rundt som en Top, snart rev mig hist hen, snart her hen, men stadig nærmere til Afgrunden.
Tredive Fod endnu, og jeg kunde høre Vandfaldets uhyggelige Drønen, og jeg saá, at dets Bred var fuldt af store Klipper. Hvis jeg ikke ønskede at blive styrtet ud i den visse Død, saá jeg, at jeg maatte faa fat i en af disse Klipper og klynge mig til den med al den Styrke, jeg havde tilbage. Underligt nok forlod min Aandsnærværelse mig ikke selv i dette fortvivlede Øjeblik. Jeg valgte en Klippeblok og samlede al min Energi for at naa den. Strømmen hjalp mig heldigvis, saa at jeg næsten uden Anstrengelse blev ført hen imod den. Jeg strakte Armene ud og greb fat i den, men Stenen var glat, og jeg kunde ikke holde mig fast. Jeg prøvede atter med samme Resultat. Saa, ligesom jeg var paa selve Afgrundens Rand, fik jeg fat i en fremspringende Kant og kunde holde mig. Vandet tyngede frygteligt paa min Ryg, men jeg klyngede mig fast med overnaturlig Styrke og svang mig efterhaanden op. Jeg kæmpede for mit Liv, for Gladys, for alt, hvad der gjorde Livet Umagen værd at leve, og det gav mig overmenneskelige Kræfter. Til sidst lykkedes det mig at hæve mig tilstrækkeligt op, saa jeg kunde omslutte Klippen med mine Knæ. Saa gik det alt meget let, og et Øjeblik efter laa jeg udstrakt paa Klippen, dødelig udmattet.
Da jeg var kommet mig lidt, aabnede jeg Øjnene og saá ud over Klipperanden. Jeg ønsker aldrig at se et saadant Syn igen. Man maa tænke sig en Flod saa bred som Themsen ved London Bro indesluttet af to stejle Bredder, medens dens Vand styrter ned i et Klippebassin næsten en halv Mil nede. Vandfaldets Torden var øredøvende, og fra Søen dernede rejste der sig en tæt Taage, der i Sollyset straalede med alle Regnbuens Farver. Betaget af dette storartet rædselsfulde Billede og den skrækkelige Dødsfare kunde jeg neppe tage Øjnene fra det. Da jeg gjorde det, saá jeg over paa Bredden til højre; der stod Nikola og gjorde Tegn til mig. Hans Nærværelse opmuntrede mig, og jeg begyndte at undersøge, hvorledes jeg skulde naa over til ham, men der var ingenlunde gode Udsigter til det. Der var ganske vist adskillige Klipper, og inde ved Bredden var de nær nok til, at en behændig Mand kunde springe fra den ene til den anden, men uheldigvis var der en gabende Afgrund paa otte Fod mellem den, paa hvilken jeg laa, og den næste; det syntes umuligt at naa den. Jeg turde ikke vove Springet, men hvad skulde der blive af mig, hvis jeg ikke sprang? Jeg begyndte at fortvivle igen, da jeg saá Nikola pege op ad Strømmen og forsvinde.
I omtrent et Kvarter saá jeg ikke noget til ham. Saa viste han sig igen et Par Hundrede Fod længere oppe ad Bredden, og han pegede midt ud i Floden. Jeg saá derud og opdagede straks hans Hensigt. Han havde set en Træstub og havde kastet den ud i Haab om, at den skulde gavne mig. Den kom nærmere og nærmere, lige i Retning af mig. Da den saa kom paa Siden af mig, bøjede jeg mig forover, og idet jeg greb efter en lille Gren, som sad paa den, forsøgte jeg at faa den anbragt tværs over Mellemrummet. Mine Kræfter slog imidlertid ikke til. Alt, hvad jeg udrettede, var, at Strømmen kom til at virke paa den modsatte Side af Stubben. Den hvirvlede straks hurtigt rundt og forsvandt i næste Øjeblik i Afgrunden, idet den nær havde taget mig med. Nikola gjorde Tegn til mig og forsvandt saa i Skoven. En halv Time efter kom en anden Træstub drivende. Denne Gang var jeg heldigere, og det lykkedes mig med betydelig Vanskelighed at faa fat i den og faa den klemt inde imellem de to Klipper.
Den farligste Del af det hele skulde nu begynde. Jeg maatte over til den anden Side af denne skrøbelige Bro. Med bankende Hjerte krøb jeg over mit eget Klippestykke, og efter at jeg saa havde set mig endnu en Gang om og prøvet Træklodsen, saa godt jeg kunde, satte jeg mig tværs over den. Vandets Tryk paa mine Ben var umaadelig stærkt, og jeg udfandt snart, at jeg havde fuldt op at gøre med at holde Balance. Men jeg vedblev med uendelig Forsigtighed at rykke frem, indtil jeg til sidst naaede den anden Klippe. I al den Tid vovede jeg ikke at se hen imod Afgrundens Rand. Havde jeg gjort det, tror jeg, at mine Kræfter vilde have svigtet mig, jeg vilde have mistet Balancen og være styrtet ud. Da denne Tur var overstaaet, og jeg var sikkert anbragt paa den anden Klippe, hvilede jeg mig et Par Minutter, og saa rejste jeg mig, maalte Afstanden saa omhyggeligt som muligt og sprang til den tredie. Resten var let nok, og et Øjeblik efter laa jeg ganske overvældet ved Nikolas Fødder. Saa snart jeg var i Sikkerhed, svigtede mine Kræfter, min Aandsnærværelse, min Styrke, eller hvad man skal kalde det, mig fuldstændig, og jeg skjalv som et lille Barn.
"Det slap De fra med Nød og neppe," sagde Nikola. "Da jeg saá, at De ikke kunde komme op til Bredden derovre, blev jeg enig med mig selv om, at det var ude med Dem. Naa, men naar Enden er god, er alting godt, og nu maa vi finde paa, hvad der er klogest for os at gøre videre."
"Hvad raader De til?" spurgte jeg med klaprende Tænder.
"Jeg raader til, at vi søger et Sted her i Nærheden, hvor der er Læ, tænder et Baal og tørrer vort Tøj, saa gaar vi ned til Floden paa den anden Side af Vandfaldet, bygger en Tømmerflaade og driver af Sted paa den, til vi naar en Landsby. Dér kan vi saa maaske købe Æsler og, hvis alt gaar vel, fortsætte Rejsen til Kysten ad en anden Vej."
"Men tror De ikke, at vore Fjender har advaret Indbyggerne i Landsbyerne her omkring, saa de passer paa os?"
"Det maa vi finde os i. Lad os saa søge et Sted, hvor vi kan tænde et Baal, De er jo ganske forfrossen."
En halv Mil eller saadan længere fremme opdagede vi det Sted, vi ønskede, tændte vort Baal og tørrede vort Tøj. I al den Tid led jeg meget. Det ene Øjeblik var jeg saa kold som Is, det næste havde jeg brændende Feber. Nikola gav mig noget Medicin af sin Medicinkasse, som han havde hos sig ligesom de Sager, han havde taget i Klostret, og saa lagde vi os ned og sov.
Fra det Øjeblik har jeg ingen Erindring om, hvad der skete mere, før jeg vaagnede og fandt mig liggende hyggeligt i et pænt, men tarveligt udstyret Sovekammer. Hvor jeg var, eller hvorledes jeg var kommet der, det kunde jeg lige saa lidt sige, som jeg kunde flyve. Jeg forsøgte at komme op for at se ud af Vinduet, men jeg var alt for svag til det. Derfor lagde jeg mig igen, og da jeg gjorde det, gjorde jeg en anden mærkelig Opdagelse -- min Pisk var forsvundet.
I næsten en halv Time forsøgte jeg at finde ud af dette. Saa hørte jeg Fodtrin i Gangen udenfor, og et Øjeblik senere traadte en værdig Præst ind og spurgte mig paa Fransk, hvorledes jeg havde det. Jeg svarede, at jeg troede, at jeg havde det meget bedre, skønt jeg endnu var meget svag, og sagde saa, at jeg vilde være ham taknemlig, hvis han vilde sige mig, hvor jeg var, og hvorledes jeg var kommet der.
"De er i den franske Mission i Ya-Chow-Fu," sagde han. "De blev bragt hertil for fjorten Dage siden af en Englænder, som, efter hvad jeg kunde forstaa, havde fundet Dem højere oppe ved Floden med et haardt Anfald af Gigtfeber."
"Og hvor er denne -- denne Englænder nu?"
"Det kan jeg ikke sige. Han forlod os for en Uge siden, jeg tror, for at tage paa en Botaniseretur længere mod Vest. Da han sagde Farvel til os, gav han mig en Sum Penge, som jeg, saa snart De er i Stand til at flyttes, skal bruge til at leje en Baad og Kulier til at føre Dem til I-Chang, hvor De kan komme om Bord paa et Dampskib og tage til Shanghai."
"Efterlod han sig ikke Besked om, hvor vidt jeg skulde se ham igen, og hvis saa, hvor?"
"Jeg har et Brev i Lommen til Dem."
Den værdige Præst tog et Brev frem, som han rakte mig. Saa snart han var gaaet, aabnede jeg det og læste det ivrigt. Det lød, som følger:
"Kære Bruce!
Naar De læser dette, haaber jeg, at De er rigtig paa Vejen til at
blive rask igen. Efter Deres lille Eksperiment ved Vandfaldet
blev De alvorligt syg af Gigtfeber. Det var en rar Historie for
mig at faa Dem ned ad Strømmen paa en Tømmerflaade, men, som De
ser, jeg gjorde det og fik Dem lykkelig og vel til den franske
Mission Ya-Chow-Fu. Jeg skriver disse Linier for at byde Dem
Farvel for Øjeblikket, da jeg tror, det er bedst, vi i Fremtiden
rejser ad forskellige Veje. Men jeg træffer Dem maaske i I-Chang.
En Ting vil jeg raade Dem til, optræd i Fremtiden som Europæer og
hav Øje med Dem, saa der ikke saa let sker noget Lumskeri med
Dem. Det hemmelige Samfund har Afdelinger alle Vegne, og nu tror
jeg nok, at de er blevet advarede. Husk paa, at de sikkert vil
forsøge at faa de Ting tilbage, som vi har taget, og at de ogsaa
vil forsøge at straffe os for vor Frækhed. Jeg takker Dem for
Deres Kammeratskab og for den Trofasthed, De har vist mig paa
hele Rejsen. Jeg tror, at jeg ikke kan sige Dem nogen større
Kompliment end den, at jeg ikke kunde have ønsket mig en bedre
Kammerat.
Deres hengivne
Nikola."
Det var det hele.
En Uge efter sagde jeg Farvel til min gæstevenlige Vært, der havde lejet en Baad og paalideligt Mandskab til mig, og begav mig af Sted paa min lange Rejse ned ad Floden. Jeg naaede I-Chang, hvor jeg skulde forlade min Baad og tage Billet til Shanghai, uden nogen yderligere Hændelse.
Da jeg erfarede, at der ikke var nogen Damper, der sejlede før næste Dag, gik jeg i Land, hvor jeg fandt et Værtshus og lejede mig et Værelse. Men skønt jeg ventede hele Aftenen og saa længe, som jeg kunde næste Dag, viste Nikola sig ikke. Saa gik jeg Klokken fire om Bord paa Damperen "Kiang-Yung" og naaede i tilbørlig Tid Shanghai.
Hvor taknemlig jeg var ved atter at betræde denne By, kan man slet ikke tænke sig. Jeg kunde være faldet paa Knæ og have kysset Jorden i min Taknemlighed. Nu var jeg jo atter under civiliserede Forhold. Jeg kunde opsøge min elskede, og hvis hun endnu tænkte som jeg, saa kunde jeg gøre hende til min Hustru. Saa var jeg jo desuden helt rask igen, og, hvad der slet ikke var saa ilde, jeg havde en Sum paa 10,000 Pund staaende hos min Bankier. Jeg bestemte at besøge Barkston og Mc'Andrew den Dag, og den næste vilde jeg rejse til Tientsin og opsøge min elskede. Men jeg skulde alligevel ikke gøre den Rejse.
Jeg gik hen i Klubben og spurgte efter George Barkston. Han var der tilfældigvis og modtog mig med den største Overraskelse.
"Naa, Bruce," udbrød han, "det er virkelig højst mærkeligt, jeg talte netop om Dem i Morges, og saa viser De Dem pludselig her, som, ja hvad skal jeg sige, som den evige Jøde, ganske uventet og pludselig. Men lad os ikke staa her! Kom med, De skal med ud paa min Villa og spise Frokost."
"Min kære Ven, jeg --"
"Aa, jeg véd, hvad De vil sige," udbrød han, "men kom nu bare med. Jeg har en hel Del Nyt til Dem."
Jeg kunde ikke faa ham til at sige, hvad det var. Og saa lejede vi to Jinrickshawer og kørte ud til hans Villa.
Da vi naaede den, fik jeg Befaling til at vente i Forstuen, medens han opsøgte sin Hustru. Saa førte han mig ind i Salen, aabnede Døren og bad mig gaa indenfor. Skønt jeg undrede mig over, hvad det kunde være for en Hemmelighed, han havde, gjorde jeg, som han ønskede.
I en Lænestol nær ved Vinduet sad der en Dame og syede. Damen var Gladys!
"Wilfred!" udbrød hun, idet hun sprang op og blev ganske bleg, for hun kunde neppe tro sine egne Øjne.
"Gladys!" svarede jeg, idet jeg tog hende i mine Arme og kyssede hende.
"Jeg kan slet ikke tro paa, at det er sandt," sagde hun, efter at den første Henrykkelse var forbi. "Hvorfor lod du mig ikke vide, at du kom til Shanghai?"
"Fordi jeg ikke havde nogen Idé om, at du var her," svarede jeg.
"Men var du ikke hos Williams i Tientsin, og gav han dig ikke mit Brev?"
"Jeg har hverken været i Tientsin eller talt med Hr. Williams. Jeg er kommet lige ned ad Yang-Tze-Kiang Floden Vest fra."
"Aa, jeg er saa glad og saa taknemlig, fordi jeg har dig igen. Vi har været saa længe fra hinanden."
"Holder du endnu af mig, Gladys?"
"Hvor kan du tvivle om det, min Ven? Jeg holder endnu meget mere af dig end nogensinde før. Kan du ikke se det paa den Modtagelse, du faar?"
"Jo, naturligvis," udbrød jeg. "Jeg vilde kun høre dig sige det. Men sig mig nu, hvorledes kommer du til Shanghai, og hvorledes kommer du saa netop til Barkstons Hus?"
"Det er alt for lang en Historie at fortælle i alle Enkeltheder, det maa jeg vente med til en anden Gang. Men saa meget vil jeg sige dig, at min Søster og Svoger er blevne forflyttede til en ny Post i Japan, og medens de indretter deres Hus i Tokio, er jeg kommet hertil for at besøge Fru Barkston, der er min Skolekammerat. Jeg venter dem om en Uges Tid, saa kommer de for at hente mig."
"Men nu kommer det vigtigste af alle Spørgsmaal: Naar skal vi gifte os?"
Hun slog Øjnene ned og rødmede saa sødt, at jeg maatte tage hende i mine Arme igen og kysse hende. Men jeg forlangte Svar paa mit Spørgsmaal, og vi blev saa enige om, at vi skulde forelægge hendes Svoger Spørgsmaalet, naar han ankom Ugen efter.
For at afslutte min lange Historie, lad mig sige, at vi blev gift tre Uger efter, at jeg var kommet til Shanghai, i den engelske Kirke, og at vi tilbragte Hvedebrødsdagene i Japan. Man skulde tro, at min Forbindelse med den kinesiske Nation blev afsluttet med mit Ægteskab. Men det var uheldigvis ikke Tilfældet. To Dage efter vor Ankomst til Nagasaki hændte der to mærkelige Begivenheder, som førte til en højst ubehagelig Mistanke. Min Hustru og jeg havde trukket os tilbage for Natten og sov begge trygt, da vi blev vækkede af et højt Brandraab. Til min Rædsel opdagede jeg, at vort Værelse stod i lyse Luer. Jeg brød Døren op, og efter at have gjort det, greb jeg min Hustru, kastede et Tæppe over hende og fo'r ud med hende. Ingen kunde sige, hvorledes Branden var opstaaet, men det var heldigt, at vi blev vækkede i Tide, ellers vilde vi ganske sikkert være omkommet. De fleste af vore Sager blev ødelagte af Branden. Da en venlig Englænder, som boede i Nærheden, saá vor Tilstand, fattede han Medlidenhed med os og forlangte, at vi skulde bo i hans Hus, indtil vi havde taget nærmere Bestemmelse om Fremtiden. Vi blev hos ham i to Dage, og det var Dagen efter, at vi var flyttet ind til ham, at der hændte en anden Ting, som gjorde mig urolig.
Vi havde været i Butiker om Morgenen og kom tilbage lige i rette Tid til Frokost. Den stod paa Bordet, da vi kom. Medens vi vaskede vore Hænder, før vi satte os ned, klatrede vor Værts lille Hund op paa Bordet og stjal noget af Maden. Da vi kom tilbage -- Villaens Ejer spiste sin Frokost paa Kontoret og kom ikke hjem før om Aftenen -- havde den ædt Halvdelen af en Ret Karri og ødelagt Resten. Vi foretrak at nøjes med Biskuit og Smør hellere end at kalde paa Tjenestefolkene og gøre dem den Ulejlighed at lave noget andet. En Time senere var Hunden død. Den var blevet forgiftet, som vi vilde være blevet, hvis vi havde nydt af Karrien. Den nye Kok, som vi senere opdagede var en Kineser, var i Mellemtiden løbet sin Vej og kunde ikke findes igen.
Da jeg den Aften vendte hjem i Tusmørket, blev der fra et Vindue kastet en Kniv paa mig, som gik forbi min Hals og fo'r ind i Tremmeværket paa det Hus, jeg gik forbi. Saa tog jeg uden at tøve længere to Billetter til Dampskibet og sejlede den næste Dag med min Hustru til England.
I London lejede jeg et lille møbleret Hus i en rolig Del af Kensington og bosatte mig foreløbig dér, medens jeg saá mig om efter en lille Ejendom paa Landet.
Jeg vil nu fortælle den sidste Overraskelse, før jeg siger Farvel. En Eftermiddag tog jeg til Byen for at raadføre mig med en Kommissionær om en Ejendom, jeg havde set averteret, og da jeg gik ned ad "Strand", medens jeg ventede paa en Omnibus, følte jeg en Haand paa min Skulder. Jeg vendte mig om og stod Ansigt til Ansigt med Nikola. Han havde lang Frakke og høj Hat paa, men var ellers den samme som altid.
"Dr. Nikola!" udbrød jeg forbavset.
"Ja, Dr. Nikola," svarede han roligt uden noget Tegn paa Bevægelse. "Glæder det Dem at se mig igen?"
"Ja, det glæder mig meget," svarede jeg; "men jeg kan neppe tro det. Jeg troede, at De endnu stadig var i Kina."
"Nej, der blev det for hedt for mig," sagde han leende; "men jeg tager derud igen, saa snart denne Storm har fortaget sig. I Mellemtiden rejser jeg til St. Petersborg i en vigtig Forretning. Hvor opholder De Dem, og hvorledes har Deres Kone det?"
"Jeg bor i Kensington," svarede jeg, "og det glæder mig at sige, at min Kone har det rigtigt godt."
"Jeg behøver ikke at spørge Dem, om De er lykkelig; det fortæller Deres Ansigt mig. Har De en halv Time tilovers til mig?"
"Med den største Fornøjelse."
"Følg saa med til Charing Cross. Jeg vilde gerne tale lidt med Dem. Min Droske holder dér."
Han førte mig hen til en Droske, som ventede ved Fortovet, og da jeg havde sat mig i den, steg han op og satte sig ved Siden af mig.
"Ja, her er bedre end i Thibet, ikke sandt?" sagde han, medens vi kørte.
"Jo, meget bedre," svarede jeg leende. "Men hvor er det ikke vidunderligt, at vi skal mødes her paa denne prosaiske Maade efter alt, hvad vi har gennemgaaet! Hør, der er én Ting, jeg aldrig har kunnet forstaa: Hvad blev der af Dem, da De havde forladt mig i Ya-Chow-Fu?"
"Jeg slog ind paa en anden Vej for at bortlede vore Forfølgeres Spor."
"Tror De da, vi blev forfulgte?"
"Ja, desværre, det er jeg sikker paa. Og hvad der er værre, de er ogsaa efter os nu. Der er gjort seks Attentater paa mit Liv i det sidste Fjerdingaar, men endnu er det ikke lykkedes dem at ramme mig. Ja, De vil neppe tro det, men selv i dette Øjeblik er der to Kinesere, som forfølger Dem ned ad "Strand". Tusmørket er faldet paa, og De kunde jo muligvis gaa ned ad en Sidegade og saaledes give dem den Lejlighed, de ønsker. Det er delvis derfor, jeg vilde have Dem op i min Droske."
"For Pokker ogsaa, saa var min Mistanke jo alligevel rigtig. Der blev stukket Ild paa det Hotel, vi opholdt os i Nagasaki den første Nat, vi var der. To Dage senere blev et Fad Karri, som vi skulde spise, forgiftet, og senere var jeg lige ved at blive ramt af en Kniv. I Gaar saá jeg en Kineser i Nærheden af vort Hus i Kensington; jeg syntes, at han iagttog Huset, men jeg kan jo have taget fejl."
"Hvordan saá han ud? Havde han engelske Klæder paa? Manglede han Halvdelen af det venstre Øre?"
"De beskriver ham ganske nøjagtigt."
"Det er Quong Ma. Pas saa paa! Hvis den Herre er efter Dem, saa vil jeg raade Dem til at rejse herfra. Han hager sig fast ved Dem, til han faar en Lejlighed, og saa slaar han løs. Følg mit Raad og forlad England, medens De kan. Jeg skal sige Dem, de vil have de Sager, som vi tog med os, og de vil have Hævn. Og for at opnaa det, følger de os til Verdens Ende."
"Endnu et meget vigtigt Spørgsmaal: Har de Sager, De tog med Dem, vist sig at være tilstrækkelig værdifulde, saa at De fik al Deres Ulejlighed og alle Deres Udgifter erstattede?"
"Ja, de har vist sig at være af mere end tilstrækkelig Værdi. Jeg tager nu til St. Petersborg for at undersøge Bedøvelsesmidlet sammen med en fransk Kemiker, og om mindre end et Aar, tror jeg, jeg skal komme med en Opdagelse, som vil forbavse Verden. Vent nu og se."
Medens han sagde det, rullede vi ind paa Stationen, og et Minut senere stod vi ved Eksprestoget. Der var næsten ikke Tid mere; Passagererne blev opfordrede til at indtage deres Pladser. Nikola sørgede for sin Bagage og kom saa tilbage til mig og rakte mig Haanden.
"Farvel, Bruce," sagde han. "Vi ses sandsynligvis aldrig igen. De hjalp mig godt, og jeg ønsker Dem al mulig Lykke. Lad mig kun sige et advarende Ord endnu: Vogt Dem for den Fyr med det halve Øre, giv ham ikke nogen Lejlighed til at faa fat i Dem. Farvel, og tænk undertiden paa Dr. Nikola!"
Jeg trykkede ham i Haanden. Lokomotivet fløjtede, og Toget dampede ud fra Stationen. Jeg hilste endnu en Gang med Haanden, og siden det Øjeblik har jeg hverken hørt eller set noget til Dr. Nikola, den mærkeligste Mand, jeg nogensinde er kommet i Berøring med.
Da den sidste Vogn var ude af Syne, gik jeg ind i Stationsgaarden for at faa mig en Droske, men da jeg havde vinket ad en, smuttede en Mand forbi mig og tog den. Til min Forskrækkelse var det den Kineser med det halve Øre, som jeg havde set udenfor mit Hus Dagen i Forvejen.
Jeg ventede, indtil han var kørt, gik saa ned til en af de underjordiske Jernbanestationer, tog en Billet til Earl's Court og kørte saa hjem derfra saa hurtigt som muligt. Paa Dørtærskelen hilste min Tjener mig med den Underretning, at der lige havde været en Kineser, som vilde tale med mig. Jeg tøvede ikke længe, men pakkede mine Sager ind, og et Par Timer efter havde min Hustru og jeg forladt London og var taget til en lille Købstad midt inde i Landet. Her tænkte vi, at vi i alt Fald kunde være sikre, men det viste sig, at vi ikke var mere sikre dér end i London eller Nagasaki, for i Løbet af den første Uge opstod der en Ildebrand i det Hotel, vi boede i, midt om Natten, og det var anden Gang siden vort Bryllup, at det lige med Nød og neppe lykkedes os at slippe derfra med Livet.
Den næste Dag drog vi til en anden By i Devonshire. Vore Fjender vedblev imidlertid at forfølge os, og vi havde ikke været der en Maaned, før der ved højlys Dag blev gjort et dumdristigt Indbrud i min Lejlighed, og da min Hustru og jeg vendte tilbage fra en Udflugt til en Landsby i Nærheden, fandt vi alle vore Kufferter og Gemmer aabnede og vore Ejendele strøede omkring. Det mærkeligste ved det hele var imidlertid, at der intet manglede undtagen en lille kinesisk Kniv.
Egnens Politi kom paa Benene; den eneste Person, de kunde have Mistanke til, var en Søn af det himmelske Rige med et halvt Øre, som man havde iagttaget i Byen Dagen i Forvejen; men de kunde ikke faa fat i ham.
Da jeg hørte dette, raadførte jeg mig med min Hustru, fortalte hende om Nikolas Advarsel og spurgte, hvad hun mente.
Resultatet var, at vi forlod Hotellet til stor Sorg for Ejeren, og at vi samme Aften rejste til Southampton, hvorfra vi tog til New York den følgende Dag. Døm om vore Følelser, da vi i en Formiddagsavis, som vi købte om Bord, lige før vi skulde sejle, læste, at de Folk, der havde ligget i den Seng, vi havde haft, om Morgenen var blevet fundne myrdede.
I New York var der endogsaa farligere for os end i England, og der blev gjort fire Attentater paa mit Liv. Vi drog derfor gennem Fastlandet til St. Francisco, men maatte forlade denne By tre Dage efter af samme Grund.
Hvor vi er nu, det kan jeg ikke sige. Jeg vil blot sige den ene Ting, at skønt vi har været her i et halvt Aar, har vi ikke set noget til Kineseren med det halve Øre lige saa lidt som til nogen anden af hans Race. Vi lever vort eget Liv og har vore egne Interesser, og nu, da jeg har faaet en Søn, er vi saa lykkelige, som to Mennesker under lignende Forhold kan ventes at være. Jeg elsker og ærer min Hustru frem for alle andre Kvinder, og af denne Grund, om ikke af nogen anden, vil jeg aldrig beklage de Omstændigheder, som fremkaldte mit Møde med denne mærkelige Dr. Nikola.
MARTIN's BØGER
MARTIN'S STANDARD UDGAVE (50 Øre pr. Bind.)
1. Bind, Strindberg, August: Skærgaardsfolk. 2. Oplag.
2. " Tolstoy, Leo: Kreutzer-Sonaten. 3. Oplag.
3. " Claretie, Jules: Amerikanerinden. (Uds.)
4. " Balzac, H. de: Eugénie Grandet. (Uds.)
5. " France, Anatole: Dronning Gaasefod.
6. " Goethe: Den unge Werthers Lidelser.
7. " Norman-Hansen, C. M.: De glade Smils Boplads. (Uds.)
8. " Prévost, Marcel: Pierre og Therese. (Uds.)
9. " Mann, Thomas: Hans Kgl. Højhed.
10. " Saint-Pierre: Povl og Virginie. (Uds.)
11. " Cherbuliez, Victor: Meta Holdenis. (Uds.)
12. " Musset, Alfred de: Et Barn af Aarhundredet. (Uds.)
13. " Schnitzler, Arthur: Fru Bertha Garlan.
14. " Murger, Henry: Bohèmeliv. (Uds.)
15. " Loti, Pierre: Islandsfiskeren.
16. " Richepin, Jean: Danserinden.
17. " Manzoni: De Trolovede. (Uds.)
18. " Maupassant, Guy de: Vort Hjerte. (Uds.)
19. " Prévost, Marcel: Fyrstinden af Erminge. (Uds.)
20. " Harte, Bret: Byens Myndling. (Uds.)
21. " Turgénjev, Ivan: Dagen før. (Uds.)
STANDARD DOBBELTBIND (1 Kr. pr. Bind.)
22. Bind, Hugo, Victor: Manden som ler. (Uds.)
23. " Maurier, Georges du: Trilby.
24. " Dostojewski, F.: Raskolnikov.
25. " Huysmans, J.: Samliv.
26. " London, Jack: Sneens Datter. 2. Oplag. (Uds.)
27. " Caine Hall: En Kristen. (Uds.)
28. " Prévost, Marcel: Halvt Uskyldige.
29. " Hugo, Victor: De Elendige. I. Del
30. " -- -- II. Del.
31. " Mirbeau, Octave: Vejen til Golgatha.
32. " Willy: Claudine i Paris. (Uds.)
33. " Sudermann, Hermann: Fortid.
34. " Lindau, Paul: Kniplinger.
35. " Hegeler, Wilhelm: Pastor Klinghammer.
36. " Lesueur, Daniel: Kærlighedsmasken.
37. " Bordeaux, Henry: Fodtrin under Sneen.
38. " Hegeler, Wilhelm: Sindssyg eller ikke --?
39. " Fleischmann, Hector: Napoleons kvindelige Spion.
40. " Zola, Emile: Nana.
41. " Bourget, Paul: Løgn.
42. " Glyn, Elinor: Aphrodites Datter. 2. Oplag. (Uds.)
43. " Prévost, Marcel: Kvindebreve.
44. " London, Jack: Afgrundens Folk. 3. Oplag.
45. " Hope, Anthony: Den lykkelige Ø's Dronning.
46. " Glyn, Elinor: Theodoras Ægteskab. 2. Oplag. (Uds.)
47. " Orczy, Baronesse: Hendes Ridder. 2. Oplag.
48. " Weyman, Stanley J.: Mademoiselle.
49. " London, Jack: En Klondike Helt. 2. Oplag.
50. " Glyn, Elinor: Evangelines Genvordigheder. 2. Oplag.
51. " London, Jack: Martin Eden. 2. Oplag. (Uds.)
52. " Orczy, Baronesse: Skørteregimentet.
53. " Montegut, Maurice: Den sorte Klovn.
54. " Beach, Rex: Sølvstimen. (Uds.)
55. " London, Jack: Paa Eventyr. 2. Oplag. (Uds.)
56. " Orczy, Baronesse: Eldorado. (Uds.)
57. " Suttner, Bertha v.: Ned med Vaabnene. 2. Oplag. (Uds.)
58. " London, Jack: Hvor Guldfeberen raser. (Uds.)
59. " Beach, Rex: Broen.
60. " Orczy, Baronesse: Cæsarernes Datter. 2. Oplag.
61. " London, Jack: Kong Alkohol. 2. Oplag.
62. " Merriman, H. S.: Sædemænd.
63. " London, Jack: Maanedalen. I. Bind. 2. Oplag.
64. " -- -- II. Bind. 2. Oplag.
65. " Orczy, Baronesse: Hedens Helt.
66. " Glyn, Elinor: Men Kærligheden sejrer. 2. Oplag.
67. " London, Jack: Vagabondliv.
68. " Norris, Frank: Dyret. 2. Oplag.
69. " Benson, E. F.: Familien Osborne.
70. " London, Jack: En Solens Søn. (Uds.)
71. " Orczy, Baronesse: Den leende Kavaler. (Uds.)
72. " Zola, Emile: Det store Krach.
73. " Benson, E. F.: Mammon & Co.
74. " Stacpoole, H. de Vere: De islandske Kabelmænd.
75. " London, Jack: Rundt Kap Horn, 1. Bind.
76. " -- -- 2. Bind.
77. " Bordeaux, Henry: Doktorens Arv.
DAMERNES BØGER:
1. Bind, Habberton, John: Min Søsters Børn. 50 Øre. (Uds.)
2. " Gyp: Chiffons Ægteskab. 50 Øre. (Uds.)
3. " Glyn, Elinor: Elizabeth i Amerika. 2. Oplag. 50 Øre.
(Uds.)
4. " Harland, H.: Hertuginde Beatrice. 50 Øre. (Uds.)
5. " Glyn, Elinor: Elizabeths Forlovelse. 2. Oplag. 50 Øre.
6. " Lesueur, Daniel: Af tvivlsom Herkomst. 1 Kr.
7. " Keyserling, E. v.: Brogede Hjerter. 50 Øre.
8. " Glyn, Elinor: Hvor kunde han --? 2. Oplag. 1 Kr. (Uds.)
9. " Glyn, Elinor: Kærlighedens Magt. 1 Kr. (Uds.)
10. " Yver, Colette: Fru Doktor. 1 Kr.
11. " Glyn, Elinor: Hendes Hemmelighed. 2. Oplag. 1 Kr.
12. " Ingeborgs tyske Ægteskab. 1 Kr.
13. " Glyn, Elinor: En ung Dames Dagbog. 1 Kr.
MARTIN'S JUNIOR BØGER:
(50 Øre pr. Bind.)
1. Bind, Defoe, Daniel: Robinson Crusoe. (Uds.)
2. " Haggard, Rider: Den sorte Lilje. (Uds.)
3. " Couch, Quiller: Den gyldne Spore. (Uds.)
4. " Weyman, Stanley: Bartholomæusnatten. (Uds.)
5. " Haggard, Rider: Kong Salomons Miner. 2. Oplag.
6. " Cooper: Den sidste Mohikaner. (Uds.)
7. " Scott, Walter: Talismanen. (Uds.)
8. " Eventyr fra mange Lande. (Uds.)
9. " Marryat: Børnene i Nyskoven. (Uds.)
10. " Cooper: Stifinder.
11. " Haggard, Rider: Elefantjægeren.
12. " Stowe, Beecher: Onkel Toms Hytte. (Uds.)
13. " Scott, Walter: Ivanhoe. (Uds.)
14. " Cooper: Hjortedræber. (Uds.)
15. " Stevenson: Den sorte Pil. (Uds.)
16. " Hyne: Skattegraverne ved Amazonfloden.
17. " Haggard, Rider: Abekvinden. (Uds.)
18. " Wiggin, Kate: To smaa Landstrygere. (Uds.)
19. " Cooper: Læderstrømpe. (Uds.)
20. " Grimms Eventyr.
21. " Cooper: Lodsen.
22. " Burnet, F. H.: Lille Lord Fauntleroy. (Uds.)
23. " Cooper: Prærien.
24. " Marryat: Sørøveren.
25. " Reid, Mayne: Skalpjægerne.
26. " Scott, Walter: Den skotske Bueskytte.
27. " Cooper: Spionen.
28. " Wysz, J. D.: Familien Robinson fra Schweiz. I.
29. " -- -- II.
30. " May, Carl: Bjørnejægerens Søn.
31. " Marryat: Midshipman Easy.
SANITÆRE SMAASKRIFTER:
Dr. Bramsen:
1. Bind, Den virkelige Fare i den farlige Alder. 1 Kr.
2. " Kunsten at spise. 25 Øre.
3. " Børneflokkens Begrænsning. 50 "
4. " Daarlige Maver og hvordan de kommer sig. 50 "
5. " Rent Blod. 50 "
6. " Daarlige Tænder. 75 "
7. " Eugenik. 50 "
FLYVESKRIFTER:
Dr. X: Lykke og Fremgang. 50 Øre.
MARTIN'S HAANDBØGER:
1. Bind, Fru Nielsens Kogebog. Heftet. 50 Øre.
-- -- Kartoneret. 1 Kr.
(Uds.) siger: Udsolgt fra Forlaget.
Jack London's Bøger
EN KLONDIKE HELT 2. Oplag.
"'En Klondike Helt' er et saadant lykkeligt Fund, Fortællingen om Guldgraveren 'Himmelbrand', der bliver 30 Gange Millionær, og som tilsidst smider alle Millionerne væk og bliver Bonde for at leve sammen med den unge Pige, der har været hans Stenograf paa Kontoret -- denne harmfuldt fortalte Historie fra moderne Liv i det yderste Vesten, er saa glimrende fortalt, at man intet Øjeblik standser, skønt det ikke er nogen Miniaturroman, men en ret bred og tyk Bog. Den vil faa mange Læsere, og ingen af dem vil fortryde dette nye Møde med Jack London."
Ekstrabladet.
MAANEDALEN 2. Oplag.
"Der er mange fortræffelige Ting i 'Maanedalen'. Den fortæller om en professionel Bokser og Vognmandskusk, der gifter sig med en smuk og begavet Vaskeripige, og hvis lykkelige Ægteskab afbrydes af en stor Strejke. Beskrivelserne af Livet i Vognmandskuskens Omgangskreds er glimrende, og med stor og ægte Kraft fortæller Forfatteren Strejkens endeløse Historie, der naturligvis er fuld af Blod og Spektakler paa ægte amerikansk."
Ekstrabladet.
"Alle de glimrende Egenskaber, der har givet Jack London Ry som Amerikas bedste Fortæller, genfinder man i denne Bog."
København.
VAGABONDLIV
"Den amerikanske Forfatter Jack London har oplevet lidt af hvert. Han har ogsaa prøvet at ture de forenede Stater rundt som Vagabond. Om nogle af alle de mærkelige Situationer, som dette bragte ham ind i, faar vi at høre i 'Vagabondliv': om de vidunderlige Historier, han maatte hitte paa, naar det gjaldt om at redde en Portion Mad og et Par Skilling, om hvordan man bærer sig ad som 'blind' Passager med Jernbanerne, om Retfærdighedens lidt summariske Fremgangsmaade overfor Individer af den Sort o. s. v., o. s. v. Det er baade spændende og underholdende at læse om, og Jack Londons sunde Ligevægtighed og frodige Lune har man paa hver Side i Bogen Lejlighed til at glæde sig over."
Tiden.
RUNDT KAP HORN Nyhed.
En ny Roman af Jack London er udsendt i Martins Udgave. Bogen handler om en ung amerikansk Forfatter, der træt af Hæder, Rigdom og Velvære søger noget nyt, noget, der kan sætte hans Sind i nye Svingninger. Han bestemmer sig for en Rejse med Sejlskibet "Elsinore" rundt om Kap Horn. Han kommer med sine Kufferter, en Japanertjener, en Foxterrier og en Række færdige Meninger om Livet og dets Fænomener; og med sin Trang til det nye søger han at trænge til Bunds i Livet om Bord. Han lægger nøje Mærke til hver enkelt af Skibets Udskuds-Besætning, lytter til den forfærdelige gamle Styrmand Pike, hvis Knoer altid er forslaaede af at tampe Matroserne, en haardhudet Drabsmand, ægte Søn af sin Race, en blond Germaner af ubestikkelig Ærlighed og med en dyb og næsten religiøs Kærlighed til Musik. Han iagttager den slanke Kaptajn West -- fjern, rolig, drømmende, Mand for med et Ord med sin tonklare Røst at tiltvinge sig den Lydighed, som Styrmand Pike prygler sig til, og Datteren Frøken West -- stor og slank og stærk med Nerver af Staal, den Haardhed i sit Syn paa Menneskene, som Sølivet giver, og dog Kvinde til Fingerspidserne. Og han studerer Mandskabet: havarerede Stakler, defekte fra Fødslen eller gennem Drik og Nød, friske fra Tugthuset, frække og selvsikre, som den, der intet har at miste, Produkter af tre-fire hensygnende Racer, der efterhaanden har assimileret sig med Snavset og lever fedt i det. Charles Davis, et byldebefængt, sofistisk Geni; Grækeren Tony, der gør det ene Selvmordsforsøg efter det andet; Bert Rhine, der behersker de andre i Kraft af sin overlegne Slyngelagtighed. Der var noget galt med dem allesammen. Deres Lemmer var forvredne, deres Ansigter fortrukne. Saa var der Asiaterne. Hovmesteren med sit skarpe, levende, intelligente Ansigt, de to Sejlmagere, Kokken og Fortællerens egen Tjener -- kloge og ubrødeligt trofaste Mænd, der forstaar, hvilke Mennesker de er omgivne af og er rede til at klare enhver forekommende Situation.
Og imens sejler "Elsinore" mod Syd gennem Atlanterhavet fra Baltimore for at naa Seattle i det nordlige Stillehav. Gennem Solskinsdage og Stjernenætter, Storme og Havblik, vekslende Vinde og stadige og blodige Kampe mellem de to Styrmænd og Mandskabet -- medens Kaptajnen drømmende ryger sine Cigarer i Bestiklugaret og kun griber ind, naar alle andre maa give tabt. Et Mytteri deler en Dag de Ombordværende i to Lejre, der bekæmper hinanden ved alle Midler, med Rifler saavel som med ætsende Vædsker -- indtil den svagere Race maa bukke under.
Langsomt vokser Forfatteren til en Mand, der er sig sin Styrke bevidst og kan glædes ved at sidde til Højbords med dem, der i Kraft af deres Races Overlegenhed tvinger de lavere Folkeslag til Lydighed. Og Frøken West lærer ham langsomt og halvt ubevidst at naa til den Erkendelse af Kvindens Storhed i sin Ringhed, der kan bringe en Mand over de fleste Skær uden at opgive sin indre Stolthed.
København.
MARTIN'S FORLAG -- KØBENHAVN
EKSPEDITION I KRISTIANIA: PETER AAS & CO.
MARTIN'S HALVKRONE UDGAVE (Et nyt Bind hver Maaned).
13. Bind, Gustave Flaubert: FRU BOVARY. 2. Oplag.
16. " Lermontoff: VOR TIDS HELT.
17. " Oliver Goldsmith: PRÆSTEN FRA WAKEFIELD.
25. " Fedor Dostojewski: EN HANREJ.
29. " Baronesse Orczy: DEN RØDE PIMPERNEL. 19.-23,000.
31. " Nathaniel Hawthorne: DET FLAMMENDE BOGSTAV.
44. " Ivan Turgènjev: AF EN JÆGERS DAGBOG.
55. " John Hay: STREJKE.
56. " Frank Powel: RIGET UNDER JORDEN.
60. " H. S. Merriman: BAG KULISSERNE.
61. " Jules Lemattre: KONGERNE.
63. " Gérard de Nerval: MARKIS'ENS FORBRYDELSE.
69. " Rodolphe Bringer: FOUCHES FORRÆDERI.
70. " Hans Ludvig Rosegger: GOLFSTRØMMEN.
73. " R. L. Stevenson: SYDHAVSEVENTYR.
75. " Cutcliffe Hyne: EN MODERNE SØHELT.
78. " Blasco Ibanez: TYREFÆGTEREN.
82. " H. G. Wells: DEN USYNLIGE.
84. " Gilbert Parker: VALMOND NAPOLEON.
85. " Bret Harte: EN MINES HISTORIE.
86. " Rider Haggard: ERIK ILDØJE.
87. " Gilbert Parker: SVÆRDETS SPOR.
88. " Bret Harte: EN EVENTYRER.
89. " Guy Boothby: DOKTOR NIKOLA.
Manglende Numre er udsolgt fra Forlaget.
MARTIN'S STANDARD KRONEBIND.
73. Bind, E. F. Benson: MAMMON & Co.
74. " H. de Vere Stacpoole: DE ISLANDSKE KABELMÆND.
75. " #Jack London: RUNDT KAP HORN, I. Del.#
76. " # -- -- II. Del.#
Nyhed!
Henry Bordeaux: DOKTORENS ARV.
1 Krone.