Frygtelige Timer.
Time efter Time sad jeg paa min Seng og var fuldstændig overvældet ved Tanken om vor skrækkelige Stilling. Vi var fangne som Mus i en Fælde, og, saa vidt jeg kunde se, var der ikke andet at gøre end at dø fattet. For at jeg ikke skulde miste mit Mod helt, vilde jeg ikke tænke paa Gladys, og da jeg fandt, at jeg ikke kunde lade være med det, gik jeg ind i Værelset ved Siden af for at se, hvad Nikola tog sig for. Jeg fandt til min Overraskelse, at han gik frem og tilbage lige saa rolig og fattet, som om han ventede paa at gaa til Bords til et Middagsselskab i en Sal i London.
"Naa, Bruce," sagde han, da jeg traadte ind, "det ser jo ud, som om vi om et Par Timers Tid skulde se Forhænget falde efter vor Komedie."
"Tragedie vil jeg hellere kalde det," svarede jeg bittert.
"Er det ikke temmelig vanskeligt at bestemme, hvor det ene begynder og det andet ender?" spurgte han, som om han vilde drøfte Sagen med mig. "Platon siger --"
"Aa, gid Pokker havde Platon!" svarede jeg skarpt. "Hvad jeg ønsker at vide, det er, hvorledes De vil forhindre, at vi bliver dræbte ved Daggry."
"Jeg mener ikke, at vi skal dræbes," sagde Nikola.
"Men hvorledes vil De hindre det?" spurgte jeg.
"Det har jeg ikke Spor af Begreb om," svarede han, "men jeg har alligevel i Sinde at forhindre det. Det værste er, at vi er saa meget i Mørke og ikke har Idé om, hvor Eksekutionen skal finde Sted. Hvis det var afgjort, kunde vi bedre ordne det hele. Men tænk nu ikke paa det, gaa i Seng og overlad det til mig."
Jeg gik tilbage til mit eget Værelse og lagde mig paa Sengen, som han havde befalet. Den ene Tanke fulgte efter den anden, og hvor underligt det end kan synes, jeg faldt snart efter i Søvn. Jeg drømte, at jeg igen gik paa Muren i Peking med min Skat. Jeg saá hende vende sit søde Ansigt op imod mig, og jeg følte Trykket af hendes lille Haand paa min Arm. Saa viste der sig pludselig paa Muren lige foran os den Mand, som havde opdaget mig i Lamaklostret. Han svang en Kniv, og jeg var lige ved at springe løs paa ham, da én tog mig i Skuldren, og jeg vaagnede og saá en Mand læne sig frem over mig.
Et Blik sagde mig, at det var en af de Munke, der havde ført os tilbage til vore Værelser, og da han saá, at jeg var vaagen, gav han mig Tegn til at staa op. Paa samme Tid kom en anden med Nikola fra hans Værelse, og saa snart vi var rede, blev vi ført ud i Gangen, hvor der var forsamlet en halv Snes Mænd.
"Det er en Skam, at de har forstyrret os saa tidligt," sagde Nikola, da vi ved Siden af hinanden gik ned ad den lange Gang, "især da jeg lige var ved at blive færdig med den mest beundringsværdige Plan, som jeg er vis paa vilde have reddet os."
"Det er for sent nu," svarede jeg bittert.
"Det ser det ud til," sagde Nikola og gik videre uden nogen yderligere Bemærkning.
At forsøge at beskrive min Følelse under Marchen gennem de tavse Gange vilde være umuligt. Jeg holder i Virkeligheden neppe af selv at tænke paa det. Jeg havde intet Begreb om, hvad Klokken var, og kunde heller ikke sige, til hvilket Sted vi blev ført hen. Vi gik op ad en Trappe og ned ad en anden, kom gennem store og smaa Huler og endeløse Gange, indtil jeg slet ikke mere vidste noget om Retningen. Endelig standsede vi imidlertid ved Foden af den mindste Trappe, jeg endnu havde set i Klostret. Vi ventede et Øjeblik, saa steg vi op ad den og kom til en snæver Afsats, for Enden af hvilken der var en stor Dør. Her standsede vor Procession endnu en Gang. Dørene blev lukkede op, og en iskold Blæst fo'r ind. Udenfor kunde vi se Klostrets Tinder, der var byggede paa den stejle Klippeskrænt. Det var højlys Dag og bidende koldt. Der var Sne paa Tagene, men Luften var gennemsigtig klar. Da vi kom udenfor, kunde vi tydeligt skelne Bjergene paa den anden Side af Dalen, hvor vi for ikke mere end en Uge siden eller saa havde mistet vore Kulier og Æsler.
Da vi stod i Solskinnet, slog Førerne deres Fakler imod Muren, til Flammerne var udslukkede. Saa stillede de sig op og ventede. Af deres Forberedelser var det tydeligt nok, at de hvert Øjeblik ventede, at en vigtig Person skulde komme.
I al den Tid bankede mit Hjerte, saa jeg kunde føle dets Slag mod Ribbenene, og hvor gerne jeg end vilde, kunde jeg ikke beherske mig. Mine Tænder klaprede som Kastagnetter. Siden vore Fangevogtere havde bragt os herop, var det tydeligt nok, at vi skulde kastes ud over Klippen, saaledes som der havde været Tale om. Jeg saá mig om for at se, om det var umuligt at gøre Modstand, men et Blik viste mig, hvor ganske latterligt et Forsøg paa at slaa sig igennem vilde være.
Medens jeg i Tankerne drøftede dette Spørgsmaal, kom der lidt mere Bevægelse mellem vore Vagter. Saa lyttede de; der kom øjensynlig et Signal fra den anden Side, og vi blev ført længere frem paa Murtinderne.
Her ventede de Store fra Klostret os, og saa snart vi kom, gav de vore Førere Tegn til, at de skulde bringe os nærmere hen til dem. Den ældste var den første, der talte.
"Mænd fra Vest, I har hørt jer Dom," sagde han i en dæmpet og højtidelig Tone. "I har selv bragt den over jer. Har I noget at frembringe til Undskyldning, saa at Dommen ikke fuldbyrdes?"
Jeg saá paa Nikola, men han rystede paa Hovedet. Hvor meget jeg end prøvede paa det, jeg kunde ikke finde tilstrækkelig Grund til det selv, og derfor fulgte jeg hans Eksempel.
"Saa lad det være saa," sagde den gamle Mand, der havde lagt Mærke til vor Tøven, "der er intet andet at gøre uden at udføre Værket. Bered jer til Døden."
Vi fik Befaling til at træde tilbage, og jeg kunde slet ikke forstaa, hvorfor de ikke straks ekspederede os, før jeg igen hørte en Bevægelse paa Trappen. Saa kom der en anden Procession Munke, som eskorterede en tredie Fange. Det var en høj, kraftig Fyr, og efter den Maade, han var klædt paa og raget, fik jeg ud af det, at det var en Munk. Han traadte frem med øjensynlig Modstand, og da han kom til Toppen af Trinene, maatte han slæbes hen for de To. Dette Møde var kun kort, det gik endogsaa hurtigere end vort eget.
"Du har myrdet én af dine Brødre," sagde den gamle i samme Gravtone, med hvilken han havde tiltalt os. "Har du noget at sige, som kunde hindre, at den Dødsdom, der er udtalt over dig, bliver udført?"
Manden fo'r først op, saa blev han sløv, og tilsidst hylede han ligefrem. Jeg iagttog ham med en Nysgerrighed, som jeg til andre Tider havde anset for umulig. Saa gav den gamle Mand et Tegn, og fire kraftige Munke fo'r frem, greb ham og slæbte ham hen til Randen af Muren. Den stakkels Elendige strittede imod og skreg, men han var som et Barn i Munkenes Hænder. De trak ham tættere og tættere hen til Kanten. Saa var der en vild Kamp, en øjeblikkelig Pavse, et hæftigt Skrig, og i næste Øjeblik var Manden forsvunden over Kanten. Han faldt femten Hundrede Fod ned i Dalen. Da jeg ikke kunde se ham længere, var det, som om mit Hjerte stod stille. Den stakkels elendiges Skrig klang i mit Øre. Jeg vidste, at det efter et Minuts Forløb vilde være vor Tur.
Jeg saá paa den blaa Himmel over vort Hoved, paa hvilken hvide Skyer fløj fremad for Vinden. Jeg saá hen over Dalen til den anden Side, hvor de snedækte Bjergtoppe viste sig. Jeg saá paa Klostrets Tinder og tilsidst paa den Flok sorte Skikkelser, der omgav os. Som i et Lynglimt syntes hele mit foregaaende Liv at stige frem for mine Øjne. Jeg saá mig igen som lille Dreng spadsere i en engelsk Have med min smukke Moder, sammen med mine Legekammerater i Skolen, til Søs, i australske Guldminer o. s. v., i næsten hver Stilling, jeg havde været i, lige til vi kom til det Sted, hvor vi nu stod. Jeg saá paa Nikola, men hans blege Ansigt viste intet Tegn til Bevægelse. Jeg vil sætte mit Liv i Pant paa, at han i dette skrækkelige Øjeblik var lige saa koldblodig som den første Gang, jeg saá ham i Shanghai. Saa traadte den gamle Mand frem igen.
"Hvis I har noget at sige, nogen sidste Bøn, saa er der endnu Tid til det," sagde han.
"Jeg har en Anmodning at stille," svarede Nikola. "Siden vi skal dø, er det saa ikke at ødsle med et godt Materiale, naar I kaster os ud over denne Klippe? Jeg har hørt sige, at min Hjerneskal har en mærkelig Bygning, og min Ledsager her har et Legeme, som jeg vilde give meget for at maatte sekere. Jeg ønsker ikke at dø, som I vel kan tænke jer, men hvis I endelig vil dræbe os, saa lad os dø i Videnskabens Interesse."
Om de virkelig havde i Sinde at dræbe os, det kan jeg ikke sige, men dette ejendommelige Forlangende syntes ikke at vække saa megen Forbavselse, som jeg havde ventet. Den gamle raadførte sig med sin Kollega og henvendte sig saa til Nikola igen.
"Du er en kæk Mand," sagde han.
"Man maa finde sig i det uundgaaelige," sagde Nikola koldblodigt. "Har du nogen Indvending at gøre?"
"Vi vil overveje det," sagde den gamle. "For Øjeblikket vil vi skaane jert Liv."
Vore Vagter blev kaldt til, og vi blev endnu en Gang ført til vore Værelser. Da Munkene saa var gaaet og havde stillet sig paa Post ved Enden af Trappen som før, sagde Nikola:
"Hvis vi slipper bort herfra, saa vil De aldrig kunne paastaa, at Videnskaben intet har gjort for Dem, den har i alt Fald frelst Deres Liv."
"Men hvis de tager Deres Hjerne ud og skærer mig i Stykker," sagde jeg med et Forsøg paa Munterhed, som jeg langt fra følte, "saa maa jeg sige, jeg ikke kan se, hvorledes Videnskaben skal gøre os Gavn."
"Lad mig forklare Dem det," sagde Nikola. "Hvis de vil behandle os paa den Maade, som De beskriver, saa kan de ikke gøre det før i Morgen tidlig; for jeg véd tilfældigvis, at der bliver foretaget nogle Forandringer i deres Operationsstue, og da jeg selv er en samvittighedsfuld Læge, vilde jeg ærgre mig meget over at ødelægge de Ting, jeg eksperimenterede med, fordi jeg havde alt for travlt, saa De ser, vi har i alt Fald denne Nat til at grunde paa vor Plan til Flugt."
"Men har De nogen Plan?"
"Ja, der er én eller anden Plan, som gryer herinde i mit Hoved."
"Tror De, den bliver til noget?"
"Det kan jeg ikke sige; men jeg vil gaa saa vidt at paastaa, at vi har gode Udsigter."
Jeg kunde ikke faa ham til at sige mere. Han gik ind i sit eget Værelse igen, hvor han begyndte at give sig af med sin kostbare Medicinkasse, som jeg saá, han havde passet paa at skjule.
"Min lille Ven," sagde han, idet han klappede og kærtegnede den som en Fader sin Kæledægge, "jeg troede næsten, at vi skulde skilles ad, men nu maa du frelse din Herres Liv."
Saa bad han mig om at lade ham være alene, og jeg gik tilbage til mit eget Værelse.
Vort Middagsmaaltid blev meget punktligt bragt os. Saa begyndte Lysstraalen paa Gulvet at forlænge sig; den naaede den modsatte Væg, klatrede op ad den og forsvandt tilsidst helt.
Omtrent Klokken syv kom Nikola ind til mig.
"Hør nu, Bruce," sagde han med ualmindeligt Liv. "Jeg har overvejet Sagen grundigt, og jeg tror, jeg har hittet paa en Plan, som kan frelse os, hvis det i det hele taget er muligt. Om en halv Time kommer Munken med vort sidste Maaltid. Han stiller Skaalen paa Gulvet derovre og vender saa Dem Ryggen, medens han sætter Faklen i Ringen der henne paa Væggen. Vi vil have en Svamp, som jeg har her, gennemtrukket med et bedøvende Middel parat til ham, og saa snart han vender sig om, griber jeg ham i Struben, medens De fører Svampen til hans Næse. Naar han er bevidstløs, maa De tage hans Dragt paa og gaa op ad Trappen. Der staar to Mænd paa den anden Side, og Døren mellem os og dem er laaset. Jeg har lagt Mærke til, at den Mand, som bringer os vor Føde, ganske simpelt banker paa den, hvorpaa den bliver aabnet. De gør som han, og idet De gaar ud, taber De denne Guldmønt, som om det var ved et Tilfælde" -- han gav mig nogle Penge -- "den ene af Mændene bøjer sig sikkert ned for at tage den op, og medens han gør det, skal og maa De gribe og kaste den anden til Jorden. Jeg skal være bag ved Dem og tage mig af hans Kammerat."
"Det synes mig at være en fortvivlet Plan."
"Ja, men vi er ogsaa fortvivlede Mænd," sagde Nikola.
"Og naar vi saa har faaet Bugt med dem, hvad saa?" spurgte jeg.
"Jeg tager én af deres Klædninger paa," svarede den uforfærdede Mand, "og saa flygter vi saa hurtigt som muligt. Lykken maa gøre Resten for os. Er De parat til at prøve dette?"
"Ja, jeg vil prøve alt for at komme bort herfra," svarede jeg.
"Naa, det er godt, saa maa vi vente, til Manden kommer. Lad os haabe, det ikke varer længe."
Vi ventede i næsten tre Kvarter uden at høre nogen Lyd. Minutterne syntes saa lange som Aar, og jeg tror ikke, jeg nogensinde i mit Liv har følt mig saa lettet, som jeg gjorde, da jeg hørte Døren ovenover Trappen blive aabnet og dernæst Lyden af Sandaler, medens Munken kom ned ad Trappen.
"Er De parat?" hviskede Nikola, idet han lagde Svampen ned tæt ved mig og gik tilbage til sit eget Værelse.
"Ja, jeg er," svarede jeg.
Manden kom nærmere, og hans Fakkel kastede et Lysglimt foran ham. Endelig traadte han ind. Han bar et Lys i den ene Haand og en stor Skaal i den anden. Skaalen satte han ned paa Gulvet, og efter at have gjort det, vendte han sig om for at anbringe Faklen i Ringen. Han havde imidlertid neppe løftet Armen op, før jeg saá Nikola liste sig frem fra sit Værelse. Han nærmede sig mere og mere til den intet anende Munk, og efter at han saa havde maalt Afstanden, kastede han sig med et stort Spring over Manden og greb ham i Struben. Jeg trak Benene fra ham, og han faldt, medens Nikola stadig holdt ham om Halsen. Da saa Svampen blev ført til hans Næse, holdt hans Modstand efterhaanden op, og lidt efter laa han i Nikolas Arme lige saa hjælpeløs, som om han var død.
"Ja, det var den ene," sagde Nikola roligt, medens han lagde ham ned paa Gulvet. "Nu skal vi have fat i de andre. Tag denne Fyrs Dragt paa saa hurtigt, som De kan."
Jeg adlød hans Befaling, og efter et Par Sekunder havde jeg taget den ejendommelige sorte Hætte paa og skjult den øverste Del af mit Ansigt og mit Hoved og var rede til at udføre Resten af Planen. Under denne Spænding følte jeg mig saa lykkelig som et Barn. Det var den langsomt snigende, unaturlige Tilstand, som havde ødelagt mine Nerver. Naar jeg kunde gaa lige paa, var jeg ikke bange for noget.
Jeg holdt et Pengestykke i Haanden, som vi havde aftalt, forlod saa Værelset og gik op ad Trappen, medens Nikola fulgte et lille Stykke bag efter mig, men holdt sig i Skyggen. Da jeg kom til Døren, bankede jeg paa den, og den blev straks aabnet. Der stod to Mænd paa hver Side af den, og medens jeg gik forbi, sørgede jeg for, at Manden til højre saá, at jeg havde et Pengestykke i Haanden. Som ved et Tilfælde tabte jeg det, og det rullede hen foran hans Fod. Han bøjede sig straks og greb efter det. Da jeg saá, det, vendte jeg mig hurtigt om imod den anden, og før han kunde gætte min Hensigt, holdt jeg ham i Struben, men skønt han var uheldigt stillet, viste det sig, at det ikke var let at overvælde ham. Han var næsten tre Alen høj og meget firskaaren, og som alle Mænd i Klostret havde han sine Kræfter paa rede Haand. Jeg holdt ham imidlertid krampagtigt fast, og straks efter laa vi og brødes paa Gulvet. Jeg véd ikke hvorfor, men denne Kamp syntes mig at være noget af det behageligste, jeg nogensinde havde oplevet.
Vi trillede omkring paa Stengulvet, og jeg holdt stadig Haanden om hans Hals og hindrede ham i at raabe. Saa lykkedes det mig tilsidst at slaa Benet om ham og sætte mig paa hans Bryst, og da jeg ikke havde andet at gøre med min højre Arm, trak jeg den tilbage og gav ham tre Slag saa stærke, som jeg kunde.
Naar man ser dette sort paa hvidt, ser det lidt blodtørstigt ud, men man maa huske paa, at vi kæmpede for Livet, og hvis det lykkedes ham at gøre Alarm, saa kunde intet paa Jorden frelse os fra Døden. Jeg maatte derfor benytte den eneste Lejlighed, jeg havde, til at bringe ham til Tavshed.
Saa snart han var bevidstløs, saá jeg mig om efter Nikola. Han knælede ved Siden af den anden, som laa med Ansigtet mod Gulvet, som om han var død.
"Jeg vilde give fem Pund for denne Mands Hjerneskal," hviskede Nikola, medens han rejste sig. "Se en Gang paa den, den er ganske katteagtigt formet. Jeg har altid det Held at træffe paa den Slags Eksemplarer, naar jeg ikke kan faa fat i dem."
Han lod kærtegnende sin Haand glide hen over Mandens Hoved.
"Jeg har en Glasbeholder i mit Museum i Port Said," sagde han i en beklagende Tone, "som brillant kunde rumme ham."
Saa tog han den Svamp op, som han havde brugt til den sidstnævnte Mand, og gik hen til min Modstander. Han holdt den imod hans Næse og Mund i tredive Sekunder eller saadan, saa kastede han den fra sig, afførte Manden hans Klæder og trak dem selv paa.
"Naa," sagde han, da han havde gjort Toilette til sin Tilfredshed. "De afløser Vagten ved Midnat, og Klokken er allerede ti Minutter i halv tolv."
Han viste Vej gennem Korridoren, og jeg fulgte lige i Hælene paa ham. Vi havde imidlertid ikke naaet Enden af den, før Nikola bad mig om at vente, medens han gik tilbage. Da han kom igen, spurgte jeg, hvad han havde gjort.
"Ikke meget," svarede han. "Jeg vilde overbevise mig om en mærkelig Misdannelse paa den Mands Hjerneskal. Det gør mig ondt, at jeg lod Dem vente, men jeg faar maaske aldrig en Lejlighed igen til at undersøge et saa udmærket Tilfælde."
Efter denne Forklaring nedlod denne mærkelige Videnskabsmand sig til at fortsætte sin Flugt. Vi forlod den lange Gang, som vi nu kendte saa godt, drejede til venstre, steg op ad en Trappe, fulgte en anden lille Gang, og kom saa til et Sted, hvor fire Gange stødte sammen.
"Hvor i al Verden er vi?" spurgte Nikola, idet han saá sig om. "Dette minder mig om Labyrinten i Hampton Court."
"Tys, hvad er det for en mærkelig Lyd?"
Vi lyttede og opdagede, at vi var i Nærheden af det underjordiske Vandfald, som vi havde set første Gang, vi besøgte den store Hule.
"Vi er helt ude af vor Kurs," sagde jeg.
"Kære Bruce," sagde han. "Sig mig en Gang, hvorfor er vi her? Kom vi her ikke for at opdage deres Hemmeligheder? Naa, og da vi nu i Aften siger Farvel til dem for bestandig, tror De saa, at jeg vil gaa tomhændet herfra efter at have vovet saa meget? Hvis De tror det, saa tager De meget fejl. Hvis jeg gjorde det, vilde det jo være det samme som at sige, at vor Rejse er fuldstændig mislykket. Og skønt Nikola ofte praler, maa De indrømme, at han sjælden undlader at gøre, hvad han paatager sig. Sig ikke mere, men kom med!"
Han gik ind i en Gang til højre og viste Vej ned ad nogle Trin. Her var Faklerne lige ved at gaa ud.
"Hvis vi ikke passer godt paa," sagde Nikola, "kommer vi til at udføre vort Hverv i Mørke, og det er ikke ønskeligt af forskellige Grunde."
Fra det Sted, hvor vi nu stod, kunde vi høre Vandfaldets Larmen ganske tydeligt, og til venstre kunde vi lige skelne Indgangen til den store Hule. Til vor Glæde var der ingen Vagter at se, saa vi slap uskadte ind. Vi tog Resterne af en Fakkel fra en Ring i Nærheden af Døren og traadte ind sammen. Et mere uhyggeligt Sted end den store Hule, saadan som den tog sig ud ved en eneste Fakkels Lys, kan man ikke tænke sig. Utallige Flagermus sværmede omkring i Gangene og opfyldte Luften med en underlig, aandeagtig Hvisken, medens Hulen var helt gennemtrængt af den ejendommelige Lighuslugt, som jeg havde lagt Mærke til ved vort første Besøg, og som Ord ikke kan beskrive.
"Indgangen til Katakomberne er i denne Ende," sagde Nikola, idet han gik op ad Midtergangen, "lad os finde den."
Jeg fulgte ham, og vi naaede den Del af Hulen, der laa længst borte fra Dørene. Dér fandt vi snart Indgangen og behøvede nu kun at følge Trinene og gaa ned i den Hvælving, jeg før har beskrevet. Ved vor Fakkels Lys kunde vi skelne de mumieagtige Skikkelser i Nicherne. Men Nikola havde kun ringe Opmærksomhed til overs for dem. Han var alt for optaget af at bestræbe sig for at opdage Fjeren i Midterpillen til at tænke paa noget andet. Da han fandt den, trykkede han paa den, og Døren gik op. Saa listede vi os ned ad Stigen og kom ind i den Forstue, hvor jeg havde ventet den frygtelige Nat. Jeg kan sige én Ting, og det er den tørre Sandhed: Jeg vilde langt hellere have kæmpet alene med en halv Snes af de stærkeste Munke i Klostret end følge min Fører ind i det Værelse; men han vilde ikke finde sig i, at jeg trak mig tilbage, og derfor gik vi fremad sammen. Rundt om os var Klostrets hemmelighedsfulde Skatte og alle Slags Redskaber, som benyttedes til alle de kemiske Forsøg, som Menneskets frugtbare Hjerne har udklækket. I Baggrunden var der en stor Trædør med smukt udskaarne Forsiringer. Der var Hængelaase paa den paa tre Sider, og den saá ud, som om det næsten var umuligt at faa den brudt op. Men Nikola var ikke den Mand, der lod sig slaa af Marken, og han løste Vanskeligheden paa en meget simpel Maade. Han aabnede sin vide Overklædning, tog sin værdifulde Medicinkasse af og stillede den paa Gulvet. Saa valgte han en lille, men skarp Sav og gav sig til at arbejde paa Træet, der omgav Kramperne. I mindre end ti Minutter havde han skaaret Hængelaasene ud, og Døren gik op. Saa gav vi os til at undersøge de Ting, vi ønskede, med saa stor Hast som muligt. Der var smaa Glas, antike Pergamentrecepter, tusind Slags Vædsker og endelig i en Jernkuffert en lille Bog, der var skrevet paa Sanskrit og meget fint indbunden. Denne gemte Nikola i én af sine mange omfangsrige Lommer, og saa snart han havde gjort et Udvalg af de andre Ting, meldte han, at nu var det Tid for os til at vende tilbage. Just som han kom til denne Slutning, blussede Faklen op, efter at den hele Tiden var blevet svagere og svagere, og gik helt ud, og vi stod i Mørke i denne frygtelige Hule.
"Det er meget uheldigt," sagde Nikola. Saa vedblev han efter en Pavse: "Men der er jo ikke noget at gøre ved det, vi maa finde os i det."
Jeg svarede ikke, men ventede paa, at han skulde foreslaa et eller andet. Et Øjeblik efter syntes Mørket ikke mere at have noget at sige for Nikola. Han tog mig i Haanden og førte mig lige gennem Hulen ind paa Forstuen.
"Pas paa," sagde han, "her er Stigen."
Og det var rigtigt nok; medens han talte, gjorde mine Skinneben Bekendtskab med den. Vanens Magt er sælsom. Smerten var stor, og skønt jeg var begravet midt i et Bjerg, omgivet af døde Mænd fra en halv Snes Aarhundreder, brugte jeg netop de samme Ord for at udtrykke mine Følelser, som jeg vilde have gjort, hvis en Droske havde tilstænket mine Støvler paa Gaden i London.
Vi klarede nu op ad Stigen og naaede Hvælvingen, gik op ad Trapperne, ind i den store Hule, skraaede gennem den og fandt saa Tunnelen og kom lige saa sikkert gennem den, som om vi havde haft hundrede Fakler til at lyse for os.
"Nu maa vore Bestræbelser gaa ud paa at opdage, hvorledes vi skal komme ud af Bygningen selv," sagde Nikola, da vi naaede det Sted, hvor fire Gange stødte sammen, "og det ser mig vanskeligt nok ud, eftersom jeg slet ikke har nogen rigtig Idé om det hele. Lad os prøve denne Gang først."
Vi gik saa hurtigt som muligt op ad nogle Trapper, kom forbi det store Vandfald, gik saa gennem et Par Korridorer, var nær ved at blive set flere Gange, og endelig, efter utallige Forsøg, naaede vi den store Hal, hvor vi var blevet modtaget den Dag, vi ankom.
Næsten i samme Øjeblik hørtes der Raab i Klostret, hvorefter der blev ringet med den store Klokke, saa tiltog Raabene, og man hørte Hundreder af Fødder trampe.
"De er efter os," sagde Nikola. "Vor Flugt er opdaget. Hvis vi nu ikke kan finde en Vej ud, er vi fuldstændig ødelagte."
Støjen kom nærmere og nærmere, og vi kunde hvert Øjeblik vente, at vore Forfølgere skulde vise sig. Som Rotterne i en fremmed Lo, naar de hører en Rottehund nærme sig, saaledes fo'r vi snart hist hen, snart her hen under vore Bestræbelser for at opdage en Udgang. Til sidst kom vi til de Trin, der fra den store Hal førte ned i Dalen. Vi fløj ned ad dem, saa hurtigt vi kunde, idet vi hvert Øjeblik udsatte os for at falde og knække Halsen. Vi var næsten for svimle til at staa, men da vi naaede ned, fandt vi Døren lukket og bevogtet af en stærk Munk. I samme Øjeblik kastede vi os over ham. Han løftede sin tunge Stok op og slog efter mig, men jeg undgik hans Slag og sprang løs paa ham, inden han kunde løfte Stokken igen. Jeg rev min Arm tilbage og ramte ham med al den Styrke, jeg kunde. Hans Hoved slog imod Gulvet, og han bevægede sig ikke igen.
Nikola bøjede sig ned over ham og overbeviste sig om, at han virkelig var bedøvet. Saa gav han mig Tegn til at give sig Nøglen, og da Døren var aabnet, gik vi gennem den og lukkede den efter os, idet vi laasede den paa den anden Side. Saa styrtede vi ned i Dalen saa hurtigt, som vi kunde.